Prøv avisen

Anbragte børn bliver ikke hørt i deres egne sager

Uanset hvor meget Christiansborg forsøger at detailstyre, så bliver det ikke bedre. Vi mangler ordentlig ledelse i kommunerne, for alt for mange anbragte børn føler sig ikke inddraget, siger Lisbeth Zornig Andersen. Foto: Claus Bech Denmark

I to ud af fem sager med anbragte børn inddrages børnene ikke, selvom loven kræver det

Når man ikke bliver lyttet til, er det, som om man ikke kan have en mening og føle noget. Man føler sig helt alene. De har en idé om, hvad der skal ske, og de har besluttet sig, men hvad med at snakke med mig om det?

Anbragte børn føler sig i stor stil svigtet i deres egne sager, og selvom kommunerne fra 1993 har haft lovmæssig pligt til en samtale med barnet inden anbringelse, sker det ikke i to ud af fem sager. Det viser den seneste praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen, og ovenstående udtalelser fra anbragte børn bekræfter tendensen. Udtalelserne er indsamlet af Børns Vilkår, som i anledning af en stor konference på Christiansborg på mandag råber vagt i gevær om anbringelsessager.

Når børn anbringes, er det enormt vigtigt, at man belyser børnenes perspektiv, men det sker ikke i ekstremt mange sager. Hvis barnet ikke inddrages, træffes beslutningerne hen over hovedet på barnet, og så kommer en anbringelse ikke til at fungere, siger Peter Albæk, formand for Børns Vilkår.

Dimensionen om at forklare børn beslutningen er altafgørende, men der er i det kommunale system en tendens til, at når beslutningen er truffet, så er sagen lukket. Nej, det er der, sagen rigtig starter, siger Peter Albæk, som efterlyser et paradigmeskift i kommunernes håndtering af anbringelsessager.

LÆS OGSÅ: Anbragte unge får hjælp til at blive voksne

Omkring 13.000 børn og unge er anbragt uden for hjemmet i enten plejefamilie eller på institution, og når et barn fjernes fra hjemmet, skal der langt større ekspertise til i sagsbehandlingen end tilfældet er nu, mener lektor Karin Kildedal fra Aalborg Universitet, som har mere end 20 års erfaring med anbragte børn.

En anbringelsesproces er en meget kompliceret affære, som kræver specialisering eller uddannelse af den sagsbehandler, som skal udføre anbringelsen. Forskning viser, at anbringelser lykkes bedst i kommuner med specialisering, men vi har i Danmark valgt, at sådan skal det ikke være. Det bør laves om.

Samme toner lyder fra Lisbeth Zornig Andersen, stifter af Huset Zornig, som rådgiver om udsatte mennesker, og tidligere formand for Børnerådet. Og mere lovgivning er ikke løsningen, mener hun.

Uanset hvor meget Christiansborg forsøger at detailstyre, så bliver det ikke bedre. Vi mangler ordentlig ledelse i kommunerne, for alt for mange anbragte børn føler sig ikke inddraget.

Jane Findahl (SF), formand for KLs Børne- og Kulturudvalg, forsikrer, at landets kommuner har fokus på at inddrage børnene, og at kommunerne i øjeblikket installerer nye it-systemer til at understøtte sagsbehandlingen.

Ekspertisen er til stede i kommunerne, og opgaven ligger bedst i kommunerne. Det er et kommunalt ansvar, at medarbejderne har de nødvendige kompetencer, og at de kompetencer selvfølgelig løbende kvalificeres. Det har vi fuld tillid til, at kommunerne lever op til.