Èt spørgsmål stod tilbage, da Socialministeriet sidste år offentliggjorde en rapport, der viste, at trivslen for anbragte børn i døgninstitutioner og opholdssteder er væsentlig dårligere end for anbragte børn i plejefamilier:
Hvorfor?
Spørgsmålet har Ankestyrelsen forsøgt at besvare i en ny rapport, der udkommer i dag. På baggrund af en spørgeskemaundersøgelse og en række interviews med anbragte børn og unge i alderen 11 til 17 år og anbringelsesstedernes personale, præsenterer de en række anbefalinger, der skal øge trivslen for børnene på anbringelsesstederne.
Anbefalingerne, noterer Ankestyrelsen, bør ”opholdssteder og døgninstitutioner med fordel være opmærksomme på”, men måske er det ikke alene de enkelte institutioner, der skal spidse ører. For blandt de 13 anbefalinger er der særligt én, som eksperter som Kristeligt Dagblad har talt med, mener henvender sig til samfundet generelt. Flere af børnene oplever nemlig, at det er skamfuldt at være anbragt.
I undersøgelsen beskriver en anbragt 17-årig kvinde eksempelvis, hvordan hun ikke ville sige til personalet, at hun skulle hjem til sin kæreste, da det ville indebære, at opholdsstedet ville ringe til kærestens forældre.
”Jeg var bange for at blive stemplet,” siger hun og uddyber:
”Jeg kan huske, at jeg blev ved med at lyve, og så blev jeg efterlyst, fordi jeg ikke havde lyst til, at de skulle ringe.”
Den unge kvindes oplevelse er ikke usædvanlig. I hvert fald ikke ifølge sociolog Anne-Kirstine Mølholt, adjunkt ved institut for sociologi og socialt arbejde på Aalborg Universitet. Hun har skrevet en ph.d. om emnet, og hun beskriver, at anbragte generelt oplever, at det er et tabu at være anbragt.
”Det interessante er dog, at tabuet ofte forstærkes af eller kommer fra omgivelserne. De fleste anbragte børn og unge ved godt, at anbringelsen i sig selv er nødvendig, men de oplever, at omgivelserne har svært ved at forstå, hvad det vil sige at være anbragt på eksempelvis en døgninstitution,” siger hun og kommer med et par eksempler:
”En af mine interviewpersoner oplevede fordomme, hvor klassekammerater eksempelvis troede, at der var tremmer for hendes vindue.”
”En anden fortalte mig, at hun konsekvent fik to reaktioner, når hun sagde, at hun havde været anbragt. Enten fik hun et medlidenheds- blik, eller også tog personen afstand, fordi vedkommende ikke kunne håndtere informationen. Derfor blev det implicit skamfuldt – for hun undgik fremadrettet at fortælle, at hun var anbragt.”
Det billede genkender 30-årige David Adrian Pedersen alt for godt. I 15 år var han anbragt på forskellige døgninstitutioner og opholdssteder – i dag er han formand for foreningen De Anbragtes Vilkår. Ifølge ham er nogle af de primære problemer, at anbragte unge på døgninstitutioner i højere grad betragtes som nogle, hvis problemer skal ”behandles” i forhold til anbragte i plejefamilier.
”I dag definerer døgninstitutioner sig i højere grad som behandlingssteder, hvor anbragte børn og unge bliver defineret som behandlingskrævende. Dette syn på den anbragte og døgninstitutionen betyder først og fremmest, at ’hjemmet’ bliver mindre autentisk. Gængse kvaliteter i et børneliv som kærlighed, faste voksne og ligeværdig kommunikation bliver mast ud af anbringelsesstedet. Og det påvirker også den anbragtes selvbillede, for hvis du ofte bliver italesat som én, der har problemer, så er det svært at se selv sig som andet end forkert,” siger han.
Laura Marcela Hansen, fuldmægtig i Socialstyrelsen, er medforfatter til bogen ”Jeg er godt anbragt, når …”, der udkom tidligere i år. Hun har forsket i forskelle i identitetsdannelse hos voksne, der havde været anbragt i henholdsvis familiepleje eller i døgninstitutioner. Eller som hun selv forklarer det: I forskellen på at vokse op i ”et mere hjemligt miljø kontra i et mere professionelt miljø”.
Ifølge hende hersker der i samfundet et syn på anbragte børn i familiepleje som nogle, der har brug for omsorg, modsat børn på institutioner, hvor der er en opfattelse af, at børnene har brug for behandling og hjælp til at arbejde med deres problemer, hvilket kan påvirke deres syn på dem selv gennem hele livet.
”Der er en tendens til, at man i højere grad fokuserer på adfærdsvanskeligheder og problemer hos børn, der er anbragt på døgninstitutioner i forhold til børn i familiepleje. Derfor kan børn, der er anbragt på døgninstitutioner, få opfattelsen af, at de selv er skyld i anbringelsen, og jeg forestiller mig, vi tænker, at børn, der er anbragt på døgninstitutioner, selv er skyld i anbringelsen i forhold til børn i familiepleje. På institutionerne kigger man i højere grad på barnets eget problem, og jeg kan forestille mig, at det kan være medvirkende til, at man føler skamfuldhed,” siger hun.
Socialminister Astrid Krag (S) kalder det ”ulykkeligt”, at nogle børn oplever det som skamfuldt at være anbragt.
”Som samfund skal vi have en større forståelse for, at det for nogle børn er bedst at være i en plejefamilie og for andre er bedst af være på en institution. Selvom vi skriver 2019, så er der børn, der ikke kan bo ved deres biologiske forældre, og som skal anbringes og det må aldrig blive skamfuldt,” siger hun.