Anbringelse og mildt pres hjælper udsatte børn til bedre resultater i skolen

Ny undersøgelse fra København peger på, at en anbringelse i en plejefamilie eller institution, som stiller krav, ofte er vejen til, at børn fra udsatte familier eller med særlige udfordringer lykkes i skolen

”Da jeg selv blev ansat i systemet for ni år siden, var der en udbredt opfattelse af, at hvis bare vi kunne få børnene til at fungere socialt, så skulle vi ikke forvente for meget af dem fagligt. Men det viser sig, at det er meget vigtigt for disse børn og unge ikke at skille sig ud og at blive mødt med de samme krav som alle andre,” siger Mette Larsen. Arkivfoto.
”Da jeg selv blev ansat i systemet for ni år siden, var der en udbredt opfattelse af, at hvis bare vi kunne få børnene til at fungere socialt, så skulle vi ikke forvente for meget af dem fagligt. Men det viser sig, at det er meget vigtigt for disse børn og unge ikke at skille sig ud og at blive mødt med de samme krav som alle andre,” siger Mette Larsen. Arkivfoto. Foto: Brian Bergmann

For fire år siden blev en dengang 13-årig københavnsk dreng ramt af en så alvorlig depression, at han droppede ud af skolen og bare opholdt sig derhjemme. Ud over sin depression fik han også diagnosen ADHD. Hans forældre prøvede at hjælpe ham, men først efter, at han blev anbragt uden for hjemmet og fik professionel hjælp på et socialt opholdssted, kunne han genoptage skolen.

”Det var hårdt at skulle hjemmefra, for jeg længtes efter min mor. Men på opholdsstedet hjalp de mig med at håndtere mine følelser og min sygdom, så jeg kunne blive lidt mere social. Nu får jeg gode karakterer til eksamen og har planer om, at jeg skal i gymnasiet efter sommerferien,” fortæller den i dag 17-årige, som går i 9. klasse.

Gode karakterer får også en 15-årig pige fra København, der blev fjernet fra sine forældre som kun 3-årig. Siden har hun boet hos en plejefamilie, hun går i 8. klasse og planlægger også at gå pågymnasiet.

Men indtil hun var 12 år, var det helt anderledes, og hun siger selv, at årsagen var alle de møder, hun gik til i årene indtil da. Møderne handlede om, hvorvidt hun skulle blive hos plejefamilien eller bo hos sin far.

”Alle de møder og al den usikkerhed om, hvor jeg skulle være, gjorde, at jeg ikke kunne koncentrere mig i skolen. Da først der kom styr på dét, gik jeg fra at ligge i bunden skolen til at klare mig rigtig godt,” fortæller pigen, som i sin tid kom fra sin biologiske familie, fordi moderen er psykisk syg, og faderen havde svært ved at passe hende.

De to unge, hvis navne er redaktionen bekendt, er 2 af i alt 18 anbragte børn og unge, som indgår i en ny undersøgelse fra Videnscenter for Anbragte Børn og Unge under København Kommune.

Gennem kvalitative interview med de unge samt plejefamilier og personale på institutionerne er der blevet spurgt om, hvad der skal til for at sikre en god skolegang og videre fremtid for anbragte børn.

En af hovedkonklusionerne er, at selve anbringelsen af børnene selv anses for den vigtigste faktor.

”Ikke alle har klaret sig lige godt, men de unge taler samstemmende om, at det betyder noget at komme et sted hen, hvor man kan få ro og bliver mødt med en forventning om, at skolegang er vigtigt. Når de reflekterer over, hvordan det ville have været, hvis de ikke blev anbragt uden for hjemmet, siger de, at så havde de nok ikke klaret sig så godt,” siger Mette Larsen, leder af Videnscenter for Anbragte Børn og Unge og forfatter til rapporten sammen med Line Klyvø.

Nogle af børnene kommer fra hjem, hvor de nærmest blev opfordret af forældrene til at pjække, så de kunne passe deres små søskende. I forhold til dette betyder det naturligvis meget for skolegangen, hvis plejeforældre og institutionspersonale leverer det, som de unge i rapporten omtaler som ”et mildt pres”.

Det vil sige mål, der er krævende, men overkommelige. Dette milde pres er ikke noget, anbragte børn altid er blevet udsat for, men er ifølge Mette Larsen resultatet af et paradigmeskifte, som har fundet sted.

”Da jeg selv blev ansat i systemet for ni år siden, var der en udbredt opfattelse af, at hvis bare vi kunne få børnene til at fungere socialt, så skulle vi ikke forvente for meget af dem fagligt. Men det viser sig, at det er meget vigtigt for disse børn og unge ikke at skille sig ud og at blive mødt med de samme krav som alle andre,” siger Mette Larsen.

Frank Ebsen er forskningsleder og docent ved Institut for Socialt Arbejde på professionshøjskolen Metropol og forsker i anbragte børn. Han finder den københavnske kvalitative undersøgelse interessant, fordi den går modsat tidligere undersøgelser, som har set kvantitativt på en stor gruppe børn.

”Erfaringsmæssigt har vi set en tendens til, at når barnet bliver anbragt, går skolegangen i stykker. Det kan sagtens være, at man i København ser bedre resultater på grund af de forventninger, børnene mødes med. Hvis en anbringelse skal lykkes, er det afgørende, at de voksne, som tager sig af børnene, træder i forældrenes sted som opdragere og tager dem alvorligt,” siger han.

På baggrund af den viden, undersøgelsen har givet hende, giver Mette Larsen to konkrete råd videre til andre kommuner, som gerne vil give anbragte børn en god skolegang:

”Det ene er: Få sat tal på, hvor godt børnene klarer sig, og hvor stort fravær de har sammenlignet med andre, og vurder så ledere og sagsbehandlere ud fra børnenes resultater.”

”Det andet er: Husk, at den allervigtigste læring foregår i hjemmet. Det handler ikke kun om lektier, men mindst lige så meget om at føre almindelige samtaler, at se tv-avis sammen og at tage på ture ud og opleve verden. Det skal hjemmet levere til børn og unge, hvad enten det er deres biologiske familie, en plejefamilie eller et opholdssted.”