Anders Agger: Den bedste gave er hjemmelavet

For journalist og dokumentarist Anders Agger er den hjemmelavede gave den bedste. For sætter vi os for at lave gaverne selv, skal vi tænke over, hvad vi virkelig har lyst til at give hinanden

Anders Agger: Den bedste gave er hjemmelavet
Foto: Polfoto.

Hjemme i stuen hos journalist og dokumentarist Anders Agger troner ”Fiskeenglen”. En mørkegrøn, englekrop af ler med hvide vinger, som ender i et strittende, langhalset, fiskehoved. Den har han fået i julegave af sin gode ven Hans Henrik, som en lykønskende påmindelse om den kæmpeørred, Anders Agger fangede på en fælles fisketur og en indforstået reference til Hans-Jørgen Nielsens 70’er-roman ”Fodboldenglen”, som de begge har læst.

Den er ikke ligefrem køn, indrømmer Anders Agger, men han er enormt glad for den, fordi den er lavet specifikt til ham og ingen andre. Derfor har Hans Henrik, ham selv og en tredje ven udvekslet hjemmelavede gaver med hinanden til jul de sidste mange år. Og ”Fiskeenglen” er et meget godt eksempel på, hvad hjemmelavede gaver kan, synes han.

”Den hjemmelavede gave er en tilbagevenden til de helt basale ting, julen handler om for mig – hengivenhed, kærlighed og anerkendelse. Det kan godt være, at det hjemmelavede, som for eksempel ’Fiskeenglen’, kan være kikset og komisk at se på, men jeg synes, det er lavet i den helt oprindelige idé med julen. Det er lavet af et menneske, der har sat sig for at skabe noget personligt til netop dig.”

Og det at lægge noget personlighed i gaven, er den måske vigtigste egenskab ved den hjemmelavede gave. Den giver mulighed for at giveren kan gøre sig umage på et helt andet niveau, end når man blot følger en ønskeseddel og river produkter ned fra hylderne i Magasin. Når man laver noget med hænderne, kan det jævne menneske uden den store fingersnilde nemt blive udfordret, og det kræver måske tilmed, at man udvikler sine evner:

”Det kan godt være, at jeg ikke har hænderne skruet på som en snedker eller kunsthåndværker, men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan være innovativ. For et par jul siden besluttede jeg for eksempel at give hjemmelavede fiskefluer til mine venner, men det anede jeg jo ikke, hvordan jeg gjorde. Så jeg måtte tilbringe to aftener med en fiskeflueekspert, der kunne lære mig, hvordan jeg bandt de helt rigtige fluer.”

Men selvom det er nemt at lovprise håndens arbejde, er Anders Agger opmærksom på, at det måske kræver noget overvindelse at brede de hjemmelavede gaver ud til hele familien:

”Jeg skal jo ikke være hellig her. Indtil videre giver jeg selv kun hjemmelavede gaver i en lille lukket cirkel af venner. Så jeg aner jo ikke, hvordan min kone eller datter ville reagere, hvis jeg pludselig diskede op med en pendant til ’Fiskeenglen’, men måske er det værd at forsøge endag”.8