Anders And-teknik fik sunket skib op

Det er 45 år siden, at en dansk opfinder hævede et fragtskib ved hjælp af skumplast

Krøyer med en skitse til, hvordan han ville hæve skibet "Al-Kuwait". --
Krøyer med en skitse til, hvordan han ville hæve skibet "Al-Kuwait". --. Foto: Klaus Gottfredsen.

Det var en af hans mere spekta- kulære præstationer, da den nu afdøde danske opfinder, fabrikant og generalkonsul Karl Krøyer i går for 45 år siden havde held til at hæve det sunkne kuwaitiske fragtskib "Al-Kuwait" ved hjælp af massevis af polystyrenkugler.

Skibet var sunket med omkring 5000 får om bord i Kuwaits havn, og de rådnende dyr udgjorde en alvorlig trussel mod Kuwaits vandforsyning. Landets regering var derfor ivrig efter at få det hævet, og flere firmaer bød på bjærgningsoperationen.

Det blev Karl Krøyer, der vandt opgaven. Gennem seks uger blev små plastkugler blæst ind i skibet med trykluft, så de langsomt fortrængte vandet og gav skibet opdrift, og den 4. januar 1965 kom skibet op til overfladen igen.

Der er forskellige bud på, om det var Krøyer selv, der udviklede metoden, eller om det var en ung assistent. Uanset hvem af dem det var, kommer den oprindelige idé dog tilsyneladende fra et Anders And-blad fra 1949, hvor Anders sammen med nevøerne Rip, Rap og Rup hæver et skib ved hjælp af bordtennisbolde. Da Krøyer forsøgte at tage patent på metoden, fik han således afslag fra Patentdirektoratet i Danmark med den begrundelse, at han ikke selv havde opfundet princippet, men at opfindelsen rettelig måtte tillægges tegneren af Anders And, Carl Barks.

En trøst for Krøyer har det måske været, at polystyrenkuglerne, som siden er blevet flittigt brugt til mange andre ting end sunkne skibe - for eksempel som fyld i sækkestole og ammepuder - hurtigt kom til at gå under navnet Krøyer-kugler.

Krøyer-kuglerne er dog langtfra det eneste resultat af den danske opfinders krøllede hjerne. Karl Krøyer, der levede fra 21. august 1914 til 19. august 1995, stod bag en lang række tekniske opfindelser, blandt andet det selvlysende vejmateriale synopal, radialdækket til cykler og ikke mindst en forenklet metode til at fremstille glukose. Karl Krøyer er den eneste, der er blevet civilingeniør og optaget i Dansk Ingeniørforening uden nogen sinde at have læst til ingeniør.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk