Anders Fogh: Glædeligt med bred opbakning i forsvar for ytringsfriheden

Selvom han er uenig i 63 debattørers aktuelle kritik af imamloven, glæder tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sig over, at der nu er bred opbakning til kampen for ytringsfrihed. Men Danmark skal huske, at den egentlige kamp for ytringsfrihed er international, siger han

Portræt af tidligere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen. Han er uenig i den kritik, som 63 debattører i denne weekend rettede mod den imamlov, som et flertal af Folketingets partier vedtog i torsdags, og som rummer en række indskrænkninger af religiøse forkynderes ytringsfrihed.
Portræt af tidligere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen. Han er uenig i den kritik, som 63 debattører i denne weekend rettede mod den imamlov, som et flertal af Folketingets partier vedtog i torsdags, og som rummer en række indskrænkninger af religiøse forkynderes ytringsfrihed. Foto: Scanpix.

Som statsminister under Muhammedkrisen var han en stålsat forkæmper for det frie ord. Og som landets øverste politiske chef lagde han retningen for Danmarks aktivistiske udenrigspolitik med stærkt engagement i Irak og Afghanistan. Netop forbindelsen mellem kampen for ytringsfrihed og Danmarks internationale engagement var blandt emnerne i Anders Fogh Rasmussens grundlovstale på Ryslinge Højskole i går. I talen beskrev den tidligere NATO-generalsekretær ytringsfriheden som den mest kostbare frihedsrettighed, vi har.

Alligevel er han uenig i den kritik, som 63 debattører i denne weekend rettede mod den imamlov, som et flertal af Folketingets partier vedtog i torsdags, og som rummer en række indskrænkninger af religiøse forkynderes ytringsfrihed.

”Men først og fremmest er jeg meget glad for at se de 63 debattører gå sammen i et entydigt forsvar for ytringsfriheden. Mange af de stemmer, som nu er fortalere for ytringsfriheden, savnede vi tilbage i 2006 under Muhammedkrisen. Så jeg er meget tilfreds med, at de nu har skiftet opfattelse,” siger Anders Fogh Rasmussen.

Når han er uenig med imamlovens kritikere, er det fordi, de for ham at se overser, at det aktuelle indgreb mod religiøse forkyndere netop tager afsæt i Grundloven.

”Som jeg forstår den politiske aftale, så handler det om at kriminalisere visse former for forkyndelse netop med udgangspunkt i Grundlovens paragraf 67 om, at intet må læres som strider mod den sædeligheden og den offentlige orden. Det er ikke fordi, jeg er specielt glad for den form for lovgivning, og den nye imamlov går lige til grænsen. Men jeg mener, den er et nødvendigt værn mod fundamentalisme i det danske samfund.”

Blandt de mest markante kritikere af den nye imamlov er en anden central aktør under Muhammedkrisen, Jyllands-Postens daværende kulturredaktør Flemming Rose, som også er blandt de 63 underskrivere. Han mener, at vi er ved at bevæge os fra et liberalt til et militant demokrati, fordi vi piller ved den afgørende skelnen mellem ord og handling. En skelnen, Anders Fogh Rasmussen også lægger vægt på.

”Vi skal fastholde en sondring mellem det man siger, og det man gør. Det, vi gør, kan være strafbart, det, vi siger, kan sjældent være strafbart. Eksempler på begrænsninger af det vi siger, kan være i forhold til børneporno eller offentliggørelse af visse statshemmeligheder. Det er aldrig knivskarpt, men her ligger jeg på den restriktive linje. Det er også derfor, jeg mener, vi bør afskaffe blasfemiparagraffen, fordi jeg synes religion skal være åben for debat, også en kritisk debat. Det modsatte skaber ikke et harmonisk samfund.”

Under Muhammedkrisen sagde du, at religion skal ud af det offentlige rum. I det nuværende regeringsgrundlag står der, at Danmark er et kristent land. Har du samme holdning i dag som dengang?

”Absolut. Jeg mener det samme som dengang. Helt grundlæggende er det religiøs fundamentalisme, som skaber ufred i verden i dag, netop med deres insisteren på at tusindår gamle tekster skal være styrende for vores samfund. Det gælder for selvmordsbombere i Allahs navn, for jødiske bosættelser i Israel, ligesom vi i Europa har set det i Nordirlands konflikt mellem katolikker og protestanter. Mange har misforstået min udtalelse fra dengang, som om jeg ønskede at begrænse ytrings- og religionsfriheden. Men enhver har lov til at have sin personlige religiøse opfattelse. Det jeg protesterer imod er, hvis den personlige religiøse opfattelse bliver til en lovreligion, hvor samfundets love og regler skal rette sig efter de religiøse skrifter. Jeg mener ikke, at vi som samfund skal gå meget op i hvad folk spiser, men hvis der hele tiden skal tages særlige hensyn til mindretal, så er det med til at skabe konfrontation og ufred. Derimod mener jeg fint, at man kan konstatere, at Danmark er et kristent land, for det er en historisk kendsgerning. Som der nok er endnu større behov for at slå fast i dag end tidligere.”

Betyder det, at du har bevæget dig fra en mere principiel sekularistisk position til en mere kulturkristen argumentation, hvor det kan være legitimt som samfund at tydeliggøre sit historiske og kulturelle grundlag, hvad enten det er oplysningsværdier eller protestantismens skelnen mellem religion og politik?

”Det er legitimt at gøre opmærksom på. Det har jeg ment altid. Når det nu bliver skrevet i regeringsgrundlaget, er det fremprovokeret af, at der i dag findes grupper, som ikke anerkender, at kristendommen er det fundament, hvorpå det danske samfund bygger. Men det er en kendsgerning, hvad enten man er ateist, jøde eller muslim. Den protestantiske grundsætning om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er, er netop grundlaget for mit udsagn om, at religion skal ud af det offentlige rum. Nogle kritiserer vores folkekirkeordning for at blande religion og stat, men det er netop i kraft af den rummelige folkekirke, at vi har haft et stærkt værn mod religiøs fundamentalisme og i stedet en god tradition for fremkommelighed og fredsommelighed. Min opfordring er, at islam finder sin plads inden for det rummelige danske samtaledemokrati og anskuer deres religion i overensstemmelse med de værdier i stedet for i modsætning til dem.”

Men den egentlige kamp for ytringsfrihed og demokrati finder ikke sted i Danmark, men i den internationale kamp mod de undertrykkende kræfter, som prøver at genvinde terræn, understreger Anders Fogh Rasmussen. Derfor foreslår han, at Danmark skal gå sammen med verdens frie samfund i en ”Alliance for Demokrati” med USA i spidsen.

”Det handler om at skabe et fællesskab af verdens demokratier, som ikke er baseret på størrelse, regional beliggenhed eller niveauet for økonomisk udvikling. Men som netop er et fællesskab af værdier i kampen for individuel frihed, økonomisk frihed, demokrati og retsstat. Den kamp bør Danmark melde sig klart og utvetydigt ind i.”

Men er det ikke det modsatte, som sker aktuelt, hvor den udenrigspolitiske strategi er mere nationalt fokuseret og interessebaseret og langt mindre værdibaseret og aktivistisk?

”Taksøe-rapporten (Udenrigspolitisk strategioplæg, som Danmarks ambassadør Peter Taksøe-Jensen afleverede til regeringen i maj, red.), som jeg har læst grundigt, er både interessant og spændende læsning. Men helt grundlæggende mener jeg ikke, man kan sondre klart mellem værdier og interesser, for de vil ofte falde sammen. Kampen for frihedsrettigheder er et godt eksempel, for det handler om værdier, men det er bestemt også i Danmarks interesse at arbejde målrettet for udbredelsen af ytringsfrihed og liberale demokratiske værdier. Den kamp skal kæmpes internationalt, og når jeg lægger op til at skabe en ”Alliance for Demokrati”, er det fordi, jeg mener, den kamp bør føres langt mere koordineret og målrettet, end tilfældet er i dag.”

Læs Anders Fogh Rasmussens grundlovstale her

Den tidligere Nato-generalsekretær og statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Den tidligere Nato-generalsekretær og statsminister Anders Fogh Rasmussen. Foto: Soeren Bidstrup