På et splitsekund gik familien Frey fra at være en harmonisk familie, der udlevede deres drøm om en tryg opvækst for deres to børn på Fanø, til at blive forældre mistænkt for børnemishandling.
Det hele skyldtes, at en lærer overhørte en kommentar fra familiens syvårige datter efter en undervisningstime. Læreren valgte at gå videre med informationen til viceskolelederen, der på baggrund af samtalen sendte en såkaldt underretning til socialforvaltningen i Fanø Kommune.
En underretning er en henvendelse fra en borger eller en fagperson – i dette tilfælde en viceskoleleder – til en kommune, hvor der udtrykkes bekymring for et barns trivsel. I underretningen står der, at familiens datter Anna skulle have sagt følgende:
”Jeg kalder nogle gange min far et røvhul (den kategori – muligvis ikke det ord). Jeg (læreren, red.) kommenterer, at det var da ikke pænt sagt og spørger hvorfor. Fordi han slår mig og Jacob (hendes 10-årige bror, red.).”
Underretningen kom i maj 2019. Og selvom datteren formentligt har refereret til, at faderen, Anders Frey, ofte har ”slået” sine børn i kortspillet ”røvhul” – og selvom politiet hurtigt konkluderede, at mistanken om, at faderen skulle have slået sine børn, var grundløs, opretholdt socialforvaltningen sagen i mere end et halvt år, hvor de ifølge familien truede med en tvangsanbringelse af børnene, hvis forældrene ikke samarbejdede med dem om en såkaldt børnefaglig undersøgelse.
”Vi fik til sidst et indtryk af, at kommunen bare ville finde et eller andet på os. Det var, som om at den sunde fornuft var hægtet af. Først handlede sagen om, at de mistænkte os for, at der er begået vold mod vores børn, så handlede den pludseligt om vores datters generelle trivsel,” siger Julie Frey, der suppleres af sin mand Anders Frey:
”Vi følte os ekstremt magtesløse. Vi nåede hurtigt til et punkt, hvor vi bare måtte affinde os med situationen, for ligegyldigt, hvad vi sagde, så nyttede det intet. Derfor endte vi med at lægge os fladt ned, for sagsbehandlerne sagde, at hvis vi ikke samarbejdede, så ville de lave en paragraf 51,” siger han med reference til servicelovens bestemmelse om tvangsfjernelse af børn uden forældres samtykke.
Familien Frey er ikke alene. Den seneste måned har Ugeavisen Esbjerg beskrevet, hvordan flere familier på Fanø har været udsat for uberettigede underretninger om deres børns mistrivsel. For én familie blev en rift til en underretning med mistanke om overgreb. For en anden familie såede en underretning om to brødres optagethed af tissemænd og tissekoner i børnehaven en mistanke om seksuelt misbrug. Fælles for sagerne er, at de alle varede i flere måneder, og alle endte med en beklagelse fra kommunens side.
Antallet af underretninger, som dem familierne har været udsat for, stiger kraftigt i disse år. Tidligere på måneden skrev Kristeligt Dagblad, at antallet af børn, der er foretaget en underretning om, er steget med 21 procent på bare fire år. Det betyder, at der i 2018 blev foretaget 75.000 underretninger om børn og unge. Ser man på det samlede antal af underretninger, svarer det til, at der i 2018 blev iværksat 348 underretninger hver dag. En udvikling, der blandt andet bekymrer Frank Ebsen, docent på institut for socialt arbejde på Københavns Professionshøjskole og forsker i underretninger.
”Man kan frygte, at vi lige nu oplever underretninger af børn, som slet ikke burde være inde i systemet – hvis dette er tilfældet, så bruger sagsbehandlerne en masse unødvendig tid på at behandle underretninger i stedet for at hjælpe meget udsatte børn,” siger han.
Forskerens bange anelse blev til virkelighed for familien Frey. Sagen tog fart, da datteren Anna på en køretur pludseligt fortalte sine forældre, at der tidligere på dagen havde været to damer fra kommunen for at tale med hende. Jacob, hendes storebror, istemte, og sagde, at damerne også havde opsøgt ham på en lejrtur.
På dette tidspunkt vidste Julie og Anders Frey intet om underretningen, hvorfor de kontaktede kommunen for at høre, hvad der var op og ned. Kommunen ville dog ikke sige andet, end at sagen ”handler om børnenes generelle mistrivsel”. På et møde den følgende mandag blev forældrene ikke klogere. Det var først, da landbetjenten opsøgte dem, at de fik at vide, at der lå en anmeldelse på dem. Hvad anmeldelsen gik ud på, kunne han imidlertid ikke fortælle dem,
Som forældrene beskriver forløbet, lyder det som Franz Kafkas roman ”Processen”, hvor bankmanden Josef K ender med at blive dømt for en anklage, han i sidste ende må opgive at finde ud af, hvad drejer sig om. Helt så galt går det ikke for familien Frey, der gennem en aktindsigt i deres sag en måned senere ved selvsyn kunne konstatere, at faderen var mistænkt for at være voldelig mod sine børn.
Til trods for at politiet kort efter droppede anmeldelsen, fortsatte kommunen sin undersøgelse af familien. Derfor valgte Julie og Anders Frey at invitere en sagsbehandler hjem til dem, så hun kunne observere, at de er en helt almindelig familie. I et notat over familiens samtaler står der, at ”familien udviser seksualiserende adfærd”, da datteren fortæller en sjofel vittighed. Hvad, der ifølge familien ikke blev nævnt, var, at det var en vittighed, Anna havde fået læst op i skolen.
Til de efterfølgende mødeindkaldelser i Børnehus Syd, der bistår kommuner i Region Syd i sager om overgreb mod børn, blev Julie Frey bedt om at følge børnene, da hun blev benævnt som deres ”tryghedsperson”, mens Anders Frey fik mærkatet ”krænkeren” – og i princippet blev afskåret fra udredningen. Sagsbehandlingen pågik i flere måneder. Først i november – et halvt år efter underretningen i maj – frafaldt mistanken.
Selvom sagen i dag er skrinlagt, har den haft store konsekvenser for familien Frey. Julie Frey, der til daglig er selvstændig oversætter og korrekturlæser, har mistet næsten samtlige kunder, da hun ikke kunne varetage sit arbejde, samtidig med at hun skulle fungere som familiens amatørjurist. Den manglende indtægt betyder, at familien økonomisk skraber bunden.
”Men de største konsekvenser har været de følelsesmæssige. Underretningen faldt som en bombe i vores liv og i vores familie, og i dag skal vi samle stumperne. Den her sag har betydet, at forholdet til vores børn har ændret sig. Vi har været i tvivl om, vi overhovedet er gode nok forældre, og vi er kommet i tvivl om, hvad det vil sige at være en god familie,” siger Julie Frey, inden Anders Frey, der arbejder som læge, tager ordet:
”Vi er blevet mere sensitive. Den måde, myndighederne valgte at vinkle vores si-tuation på, virkede meget splittende. Jeg blev sat i bås som ’krænkeren’, og det betød, at jeg havde svært ved at finde overskud og lyst til at lege og tumle med børnene, mens sagen stod på. I perioder var vi meget triste, og det har børnene da kunnet mærke. Heldigvis er det bedre nu, men vi er forandrede for evigt,” siger han.
I statsministerens nytårs-tale sagde Mette Frederiksen (S), at regeringen ønsker, at der i fremtiden bliver foretaget flere tvangsanbringelser og bortadoptioner af børn i mistrivsel. I anbringelsessagerne spiller underretningerne en betydelig rolle.
”Vi skal altid stå på børnenes side,” lød det blandt andet i talen.
En sætning, Anders Frey kalder noget ”vrøvl”.
”Det er symbolpolitik og intet andet. Som samfund skal vi stå på familiernes side – man kan ikke tage børnene ud af den ligning. Det er en vildfarelse, regeringen har gang i. Vi har oplevet, hvad der sker, når vi gør børnene til systemets. Og dér må vi sige fra.”
Julie Frey er enig:
”Vores historie viser, hvad der kan ske, hvis vi lader vores børn vokse op i et samfund med stasi-lignende forhold.”