Anders Morgenthaler har ødelagt to juleaftener: Slut med at være en sur mand

Når tegner og forfatter Anders Morgenthaler holder jul, er det ikke med and og flæskesteg på bordet og bunkevis af gaver under træet. Familien er hoppet af gaveræset og prøver at overføre den klimavenlige hverdag til den ellers traditionsrige juleaften. Men det er ikke uden konflikter

Anders Morgenthaler bor sammen ægtefællen Anne-Sophie Ambo Nielsen og deres to døtre på Amager i København. For 10 år siden besluttede de at leve et mere bæredygtigt liv, og den livsstil prøver de også at videreføre juleaften, selvom det er en kamp mod vaner og traditioner. – Foto: Mikkel Hørlyck/Ritzau Scanpix
Anders Morgenthaler bor sammen ægtefællen Anne-Sophie Ambo Nielsen og deres to døtre på Amager i København. For 10 år siden besluttede de at leve et mere bæredygtigt liv, og den livsstil prøver de også at videreføre juleaften, selvom det er en kamp mod vaner og traditioner. – Foto: Mikkel Hørlyck/Ritzau Scanpix.

Skal juletræet være økologisk, skal maden være vegetarisk, og skal gaverne droppes eller i det mindste være bæredygtige? Ja, ja og ja, lyder det til de tre spørgsmål fra den 48-årige tegner, forfatter, filminstruktør og ikke mindst klimaforkæmper Anders Morgenthaler.

For omkring 10 år siden valgte familien Morgenthaler at leve mere bæredygtigt. Men det er ikke nemt at holde en klimavenlig jul. Der skal også tages hensyn til traditioner og den omgivende families følelser og holdninger. Så da juleaften oprandt, flæskestegen kom på bordet, og gaverne lå i bunker under træet, var det svært for Anders Morgenthaler at være vidne til. Så svært, at han ikke ødelagde bare én, men to juleaftener i træk.

Denne artikel er en del af dette tema:
Julens traditioner

”Jeg er jo irriterende, for jeg kan ikke være i et rum sammen med folk uden at pege på, hvad der frustrerer mig. Men det ødelægger faktisk juleaften, hvis man sidder som en sur mand og giver stikpiller om maden eller antallet af gaver,” siger han.

Efter to mislykkede juleaftener med dårlig stemning, ændrede han strategi. For en ting er helt sikkert: Det nytter ikke noget at være en sur mand. Anders Morgenthaler tog sammen med sin kone, filminstruktør Anne-Sophie Ambo Nielsen, en snak om, hvordan de kunne finde en måde, hvorpå det kunne blive en god aften. Helt at afblæse julen er dog rimelig drastisk, når man har to døtre på 12 og 17 år.

Julen fik lov at bestå. Men overlevede gaverne?

”Vi har frabedt os det dér gaveræs, hvor alle skal give gaver til alle. Min kone og jeg giver kun til hinanden, hvis vi ønsker os noget. Børnene ønsker sig selvfølgelig altid noget, så vi fokuserer på at give dem nogle gode gaver.”

Anders Morgenthaler har tre principper, når der skal findes gaver til døtrene. Hvis de ønsker sig tøj, sko eller elektronik, afsøges alle muligheder for, om det kan findes brugt. En julegave kan også sagtens være hjemmelavet, da det ifølge ham kan have en større følelsesmæssig værdi. Det tredje princip er kompromissøgende, fordi nogle gange er der ingen vej uden om, at man må ud i butikkerne og købe noget splinternyt, men i så fald skal det nyindkøbte være i god kvalitet, så det holder længe.

Det er ikke alle i familien, som altid er lige begejstrede for, at julen skal være klimavenlig. Den yngste datter kan nemlig ikke altid se meningen med, at alt skal være bæredygtigt.

”Jeg skal styre mig lidt og gøre mig umage for at give hende noget, hun bliver glad for, selvom det er brugt. Men hun kan godt se, at hun kan få tre gange så mange gaver, når vi køber genbrug. Sidste år fik hun både en iPad og et par buffalosko, som kostede omkring 1500 kroner, hvor det fra ny havde kostet i nærheden af 10.000 kroner,” siger den klimabevidste far.

Det handler om at finde en balance, når det kommer til at møde den til tider modvillige 12-åriges behov. Men at give gaver til hele den pukkelryggede, vil være for meget at bede om.

”Jeg er meget stor modstander af, at mennesker, der har penge til at købe deres egne ting, skal sidde og trække sig igennem en byttehandel af gaver. Jeg ved godt, at det er en kliché, men det har ikke noget med julen at gøre. Julen handler om at hylde Jesus og Gud. Det er en kærlighedserklæring til hinanden og taknemlighed for alt det, vi har,” siger Anders Morgenthaler og påpeger, at han har stor respekt for, at det for unge er helt fantastisk at få gaver, fordi de kan tilføre livet noget ekstra.

”Og jeg ved godt, at det, jeg siger, er provokerende for folk, der ikke har nogen penge. Der kan gaver have en helt anden betydning, og det har jeg fuld forståelse for.”

En enmandshær kan dog ikke redde planeten ved at købe et økologisk juletræ og servere vegetarmad juleaften. Den kendsgerning er klimaforkæmperen klar over.

”Når jeg ved alt, hvad jeg ved, så kan jeg simpelthen ikke lade være med at reagere, også selvom jeg er pinligt bevidst om, at det ikke har en effekt.”

Årets jul skal holdes hos Anders Morgenthalers mor på helt traditionel vis. Og der er sket meget med den sure mand, der sarkastisk kommenterede på det store forbrug. Den 24. december tropper familien op med vegetariske retter – og der er nok til alle. Menuen er en justering, der har gjort, at han bedre kan rumme dagen med alt, hvad den indebærer af flæskesteg, gaver og juletræer sprøjtet med pesticider.