Anders Killmann Petersen overlevede et alvorligt sygdomsforløb som ung, men i dag husker han stadig nærdødsoplevelsen, hvor en kvindeskikkelse bad ham gå med ind i lyset.
Døden er for mange en kendsgerning, vi har svært ved at kapere. Vi håber, at den venter så langt ude i horisonten som muligt. Men for Anders Killmann Petersen kom døden tæt på, da han som 19-årig ingeniørstuderende pludselig blev hasteindlagt på Aalborg Sygehus og fik konstateret meningitis.
Da han blev lagt i respirator, fortalte lægerne hans familie, at situationen var meget kritisk.
”Mine forældre fik at vide, at der kun var fem procents chance for, at jeg ville overleve. Hvis jeg var blevet kørt på hospitalet bare et par timer senere, havde det været for sent,” siger Anders Killmann Petersen.
Men hændelsen viste sig ikke at være Anders’ endestation, men derimod en livsforandrende oplevelse for ham. For fra dagene, hvor Anders Killmann Petersen blev lagt i respirator, husker han ikke særligt meget, men noget står alligevel lysende klart i hans erindring i dag. Hans nærdødsoplevelse.
”Pludselig ser jeg et gult lys oppe i højre hjørne, som om det er fra enden af en tunnel. Det er meget varmt og behageligt. Der kommer en kvinde hen imod mig. Hun har langt, lyst hår hele vejen ned til jorden, og hun har en slags kjortel på. Jeg genkendte ikke noget ansigt, men jeg kunne ligesom se omridset af hende. Hun rækker hånden ud mod mig og siger: ’Anders, kom med mig,’” fortæller han.
Mens dette skete, lå han livløs i hospitalssengen. Lægerne kæmpede for at redde ham og borede to metalrør op under næseryggen for at suge den hvide slim, som er betændelsen, ud af hjernehinderne. Han husker ingen smerte fra operationen, men han husker tydeligt kvindeskikkelsen, som han mødte.
”Det er i starten af min indlæggelse, at jeg ser hende, men jeg husker ikke noget konkret tidspunkt. Da hun så siger det der, så er det fuldstændig lysende klart for mig, at jeg kommunikerer med hende og siger ’nej, tak’. I mit hoved er det mig selv, der træffer den beslutning, og jeg kan huske, at jeg tænker, at jeg er for ung, og at det er for tidligt for mig at gå med. Da jeg så siger det, så forsvinder hun igen. Lyset i hjørnet slukker, og så husker jeg ikke mere af, hvad der skete,” fortæller han.
En hændelse som den, Anders Killmann Petersen beskriver, kan virke helt utrolig, men dette bestemte fænomen kaldes en nærdødsoplevelse. En oplevelse, man kan få, når man befinder sig i livløs tilstand, mens hjernen og bevidstheden stadig arbejder.
Albert Gjedde har gennem sin lange karriere som hjerneforsker blandt andet arbejdet med bevidstheden og nærdødsoplevelser. Han er professor i translationel neurobiologi på Syddansk Universitet og fortæller, hvordan vores hjerner kan konstruere disse drømmelignende syn.
”En nærdødsoplevelse er en oplevelse, man har, når kroppen bliver udsat for nogle meget voldsomme forandringer. Hjernen får ikke nok ilt eller druesukker, hvilket gør, at den ikke opfører sig på en normal måde,” siger han.
Han har i sin bevidsthedsforskning arbejdet helt specifikt med nærdødsoplevelser, og han fortæller, at der kan ses nogle fællestræk hos flere af de personer, der oplever det.
”Vi ved, at synsfeltet indsnævres, hvilket forklarer, at mange fortæller, at de oplever et skarpt, hvidt lys. Samtidig sker der en aktivering af ens hukommelseslagre, og det sker ofte på en meget ejendommelig måde. Man vil opleve, at man kan gennemleve lange hændelsesforløb på meget kort tid. Derfor minder nærdødsoplevelser på mange måder om drømme, fordi vi også under drømme kan opleve, at den normale tidshastighed er slået ud af kraft,” siger Albert Gjedde.
Men for Anders Killmann Petersen er oplevelsen meget mere end en drøm. Han er overbevist om, at han selv sagde nej til kvinden med det lange hår.
”Jeg talte jo ikke med hende fysisk, men jeg var ved mine fulde fem, da jeg sagde det. Det var jeg ikke for mine omgivelser, fordi jeg lå på intensiv i respirator. Men det står totalt klart for mig, at hun var der i rummet, og hun siger de her ting, og at jeg så hører det og fortæller, at jeg ikke er klar til at gå med i døden,” siger han.
Albert Gjedde erkender, at hjernen og dens forbindelse til bevidstheden stadigvæk er et stort mysterium for mange af de eksperter, der forsker i den. Bevidstheden er ikke noget, man kan tage og føle på, men vi ved, at det er en oplevelse, som bliver skabt i hjernen.
”Bevidstheden er en oplevelse, som hjernen selv konstruerer baseret på det, vi har i vores hukommelse. Hjernen er ligesom en maskine, der hele tiden konstruerer forklaringer. Det gør den, fordi det højst sandsynligt er måden, vi mennesker har evnet at være på forkant,” siger han.
Hjernen forsøger på vegne af individet at forklare, hvad der sker omkring og med én. Det gælder både, når vi er i vågen tilstand, når vi drømmer, og når det kommer til nærdødsoplevelser, hvor hjernen registrerer, at kroppen er i fare og derfor konstruerer en forklaring på, hvad der skal til at ske.
”Hvis man for eksempel er meget religiøs, vil hjernen typisk forestille sig engle og Vorherre. Man forventer, at det er sådan, døden vil foregå,” siger Albert Gjedde.
Anders Killmann Petersen er dog ikke religiøs, og han kommer ikke fra en religiøs baggrund, men trods det har oplevelsen fået ham til at overveje, om der egentlig findes noget efter døden.
”Jeg ved jo stadigvæk ikke, hvad det var, eller hvem hun var. Jeg har tænkt over, om det var en engel eller Jesus i en eller anden skikkelse. Jeg lægger det ikke ind i nogle bestemte religiøse rammer, men for mig var det en oplevelse af, at der venter noget på den anden side,” siger han.
Han mener, at forskningen endnu ikke har givet ham tilstrækkeligt svar på, hvorfor hans oplevelse føles så ægte, og hvorfor han kan læse om andre, der ser og oplever nogle af de samme ting, som han selv har set. Til gengæld mener han, at nærdødsoplevelsen ændrede hans personlighed for altid. Han vil have det maksimale ud af livet, mens han er her.
”Jeg vil sige, at oplevelsen helt klart har gjort mig villig til at tage chancer. Jeg har i min karriere været meget åben for at prøve nye ting og har blandt andet også hevet familien et par år med til USA, da jeg fik muligheden for at tage en stilling derovre,” fortæller han.
Selvom han som ung blev ingeniøruddannet, er han i dag blevet erhvervsdirektør i Businesshorsens. Tre voksne børn er flyttet hjemmefra, så i fritiden er han et aktivt medlem i en roklub, som ikke ligger langt fra hans og hans kones hjem i Virklund, som er smukt beliggende i området ved Silkeborgsøerne.
”Jeg dyrker meget sport, jeg læser, og jeg er interesseret i, hvordan jeg kan udvikle mig som menneske. Jeg sørger også for at tilbringe tid med mine børn, sammen, men også hver for sig. I det hele taget tænker jeg meget over, hvad der kan berige én som menneske. Hvad der gør ens liv indholdsrigt,” siger han.
Selvom det hele skete tilbage i 1984, mener Anders Killmann Petersen, at oplevelsen er en del af den person, han er i dag.
Der findes ingen studier eller statistikker, der giver et antal på, hvor mange danskere der har haft en nærdødsoplevelse. Det vurderes, at 10-20 procent af alle, der får hjertestop, oplever det.
I foråret er det første danske studie af nærdødsoplevelser netop påbegyndt på Syddansk Universitet. Tobias Kvist Stripp skriver sit ph.d.-projekt om de åndelige og eksistentielle behov, som overlevende kræft- og hjertepatienter kan have. I den forbindelse møder han mennesker, der har haft en nærdødsoplevelse.
”Tidligere forskning fra udlandet viser, at langt de fleste, der har en nærdødsoplevelse, ikke længere er bange for at dø, og der er også rigtig mange, som tror på et liv efter døden. Der findes også flere eksempler på, at folk får ændret deres livssyn, så det drejer sig mere om næstekærlighed, om at være god mod sig selv og sine nære og om, at man tilbringer mere tid i naturen,” siger han.
For Anders Killmann Petersen var nærdødsoplevelsen heller ikke skræmmende, men nærmere varm og betryggende.
”Hun var utroligt mild, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at man godt kunne have lyst til at gå med hende ind i lyset. Så jeg er ikke bange for at dø, men jeg er bange for at dø for tidligt. Jeg er nervøs for, at jeg ikke når at opleve de ting, jeg gerne vil opleve, før det er for sent,” siger han.
Mange af de patienter, der overlever alvorlige sygdomsforløb, sidder tilbage med nogle spørgsmål og behov, som de lægefaglige i dag ikke er i stand til at hjælpe dem med, mener Tobias Kvist Stripp.
”Det åndelige og eksistentielle er et tabu, som man ikke taler om. Det er blandt andet nogle af de behov, som vi forsøger at komme i møde med forskningsprojektet,” siger han.
Anders Killmann Petersen fortæller også, at han kun har delt historien om nærdødsoplevelsen med 10-15 personer gennem hele sit liv, da det er svært at tale om.
”Jeg er ikke særligt troende, men jeg kan da godt blive bekymret, når jeg tænker over, at de fleste af os kun har 80-100 år, hvor vi er til. Det er det, du har. Derfor har min oplevelse for mig været en bekræftelse af, at der findes mere mellem himmel jord, end vi lige regner med,” siger han.