Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Anerkendelsen ved at tabe sig fik atletikkomet ud i en spiseforstyrrelse

Da Sissel Møller var til europamesterskaberne i 2017, blev det klart for hende, at hun for længe havde tæret på sin krop. – Privatfoto.

Da Sissel Møller blev udtaget til europamesterskaberne i 2017, var det med troen på, at karrierens største bedrifter lå forude. I stedet blev det begyndelsen på en mental og sportslig nedtur

Sissel Møller vidste godt, at hun var i god form. Hun var også bevidst om, at hun var tynd. Ikke så tynd, at det gjorde noget. I en idrætsgren som mellemdistanceløb var det et vilkår, hvis man havde ambitioner.

Derfor var det ikke en overraskelse, da en holdkammerat pludselig kontaktede hende i klubhuset. Personen havde talt med træneren, og budskabet var klart: Sissel Møller var interessant som atlet, fordi hun var let. Hun havde på det tidspunkt kun dyrket atletik i et par måneder. Beskeden fra træneren var en indikation af, at det, hun gjorde, var rigtigt.

Det troede hun i hvert fald. I dag kan den 25-årige atletikudøver godt se, at ordene fra træneren ikke kun var en positiv bekræftelse, men også en negativ tilskyndelse.

”Jeg burde have lyttet mere kritisk til beskeden, for det var et tegn på, at jeg var ved at blive for tynd. Men når man som udøver står midt i det, så uddrager man mest det positive ved, at ens træner har lagt mærke til en,” siger hun.

Intet tydede på, at netop Sissel Møller ville få en spiseforstyrrelse. Hun havde altid spist, som hun selv havde lyst til. Men da hun stoppede med at ride i sine teenageår, blev kosten et problem. Hun tog på. Betragteligt. Hun var derfor fast besluttet på at tabe sig, og vejen dertil fandt hun i motionscenteret.

”Jeg blev hurtigt grebet af, at vægten bare gik nedad. Jeg blev betaget af fitnesstræningen, som tilbød en fleksibel træningsform. Mine venner var også imponerede og fortalte mig, at det var godt gået. Det gav mig mod på mere,” siger hun.

Alligevel var det et tilfælde, at Sissel Møller endte i atletikverdenen. Hun var begyndt på et boksehold, hvor det hændte, at de skulle løbe til opvarmningen. Det var her, at talentet åbenbarede sig. Hun løb konsekvent fra de andre. Den naturlige lethed, hvormed hun bevægede sig, blev også bemærket fra de nære omgivelser. Hun var nærmest født til at udøve sporten, fik hun at vide. I 2016 spottede en madrilensk træner hendes talent, og på hans opfordring meldte hun sig ind i atletikklubben Team CAUG Guadalajara i Spanien, hvor hun kortvarigt boede efter handelsskolen.

Allerede få måneder efter sin entré i sporten opnåede hun en iøjnefaldende guldmedalje ved danmarksmesterskabet i 10 kilometer landevej for atleter under 23 år. Det var første vidnesbyrd om, at talentet også kunne omsættes til solide præstationer. Talentet bar hende hele vejen fra fitnesslokalet til atletik-landsholdet på et enkelt år.

I 2017 mundede det ud i karrierens foreløbige højdepunkt: Hun blev udtaget til det danske landshold og deltog ved EM i terrænløb i 2017. Det var kulminationen på en lynkarriere. Sådan så det i hvert fald ud udefra. I virkeligheden var det et foreløbigt lavpunkt, som flere lavmælte skikkelser havde bemærket, men som Sissel Møller aldrig selv havde erkendt: Hun var blevet så tynd, at det ikke længere var forsvarligt, at hun deltog i stævner.

”De fleste kunne godt se, at jeg tabte mig mere og mere. Men det var ikke noget, jeg selv lagde mærke til. Jeg mente ikke, at jeg var syg. Der var også nogen i klubben, der snakkede om, at jeg formentlig havde en spiseforstyrrelse, men det havde ikke en positiv effekt. Jeg begyndte bare at stejle og trodsigt afvise, at der skulle være noget galt,” fortæller hun.

De velmenende ord fra omgivelserne viste sig at rumme en sandhed, hun hidtil havde forsøgt at ignorere. Sissel Møller havde i en længere periode forment kroppen adgang til de livsvigtige kulhydrater, der forsyner kroppen med energi. For den gængse eliteatlet fungerer kulhydrater som kroppens benzin, men for Sissel Møller var det et onde, som ikke bidrog med andet end dødvægt. Tankegangen viste sig at være selvdestruktiv. De lovende resultater blev byttet ud med vedvarende skader. Kroppen sagde fra.

EM var første fingerpeg om, at noget var galt. Under stævnet fik hun taget nogle billeder til de sociale medier. Hun plejede at lægge billeder op fra konkurrencer, men denne gang kom hun ikke så langt. Hun var for tynd på alle billederne, erkendte hun.

”Når jeg ser billederne fra dengang, jeg var til EM, er det tydeligt, at jeg var urimeligt tynd. Jeg havde tæret på min krop under min tid i atletikken. Det efterfølgende år var jeg konstant plaget af skader, hvilket totalt ødelagde mine muligheder for at præstere sportsligt. Skaderne var et entydigt produkt af, at jeg havde nedbrudt min krop fysisk ved ikke at spise nok.”

Skadernes forekomst viste sig at være begyndelsen til enden på atletikkarrieren for Sissel Møller. Kroppen og sindet var brugt. Fremtvunget af en spiseforstyrrelse og et præstationsmiljø, der ikke længere gjorde det muligt for hende at udfolde sit talent. I stedet begyndte en periode, hvor hun fik professionel hjælp fra både en psykolog og en diætist.

I dag er det halvandet år siden, at hun besluttede at holde en pause fra atletikken. Hun savner ikke miljøet i sporten, der i sin natur var selvcentreret og individuelt orienteret.

Sissel Møller døjer stadig med eftervirkningerne fra sygdommen. Hun har lært at holde symptomerne i ave, men de er ikke forsvundet.

”Jeg har stadig nogle usunde tanker om kost, men det handler om ikke at lade de tanker styre mit liv, som de gjorde førhen. Derfor forsøger jeg nu at spise al slags mad. Jeg arbejder endnu på at få min hormonbalance tilbage på et sundt stadie. Den er fuldstændig ødelagt efter spiseforstyrrelsen,” siger hun og tilføjer:

”Jeg har i dag taget seks kilo på, men slående er det, at jeg ikke er blevet langsommere. Tværtimod er jeg lige så hurtig, som jeg var før EM.”