Angst-terapeut: Problemet er, at vi konstant italesætter vores bekymringer

Vi har fået en tendens til at dyrke angsten. I stedet skal man lære at tøjle den ved at styre sine bekymringer, mener psykolog Pia Callesen

Psykolog Pia Callesen mener, at vi er gået fra slet ikke at tale om svære følelser til konstant at tale om dem. Hvis bekymringsangsten skal bremses, bør man finde en bedre balance
Psykolog Pia Callesen mener, at vi er gået fra slet ikke at tale om svære følelser til konstant at tale om dem. Hvis bekymringsangsten skal bremses, bør man finde en bedre balance. Foto: Leif Tuxen.

Jeg mærkede selv angsten, da jeg var 16 år. Jeg skulle op til de afsluttende niendeklasseeksaminer, og selvom jeg havde forberedt mig grundigt, føltes det aldrig grundigt nok. Da jeg langt ud på natten endelig besluttede mig for at gå i seng, kunne jeg selvfølgelig ikke sove. Jeg lå og grublede og vendte og drejede mig. Hvad nu hvis jeg ikke får en god karakter? Kan jeg så ikke komme i gymnasiet? Hvad skal der så blive af mit liv? Det var, som om eksamen næsten gjaldt liv og død.

Mine forældre kunne selvfølgelig godt mærke på mig, at jeg var ude af den. De reagerede nok som mange andre forældre i deres generation før det og sagde bare, at jeg skulle lade være med at tænke for meget over tingene. At jeg skulle droppe alt grubleriet. Problemet var bare, at de aldrig fortalte mig hvordan, og hvad det modsatte af at gruble i grunden er. Ikke, fordi de var dårlige forældre – slet ikke – de kendte bare ikke svaret selv. Jeg kan huske, at min far var den slags mand, der sagde: ”Pia, glem det”. Til sidst sendte de mig til lægen, som gav mig det, han kaldte for en eksamenspille. Jeg vidste ikke, hvad pillerne indeholdt, men tog dem bare uden at stille spørgsmål. Og de hjalp da også, men så snart virkningen endte, grublede jeg igen. Hvorfor sagde jeg det? Hvorfor gjorde jeg det? Nej, hvor pinligt – hvem vil nogensinde være ven med mig? Hvordan ville det gå i den næste eksamen? Pillerne var en symptombehandling

Metoden er ikke for alle

Min egen angst begyndte jeg først at få bugt med, da jeg som en del af en Rotary International-udveksling kom jeg til Australien efter 1.g. Jeg havde stadig præstationsangst, men her lærte jeg uden at vide det, hvordan man kan have held til at eksponere sig ud af sin angst. Eksponeringsterapi, lærte jeg siden, er en klassisk metode, som nogle adfærdsterapeuter stadig bruger. Kort fortalt skulle jeg igen og igen holde oplæg om Danmark, og for hver gang blev angsten for at præstere mindre. Jeg svedte mindre, og jeg havde mindre ondt i maven.

Metoden hjalp mig altså til at kaste mig ud i min angst, men jeg tror absolut ikke, at den er for alle. For eksponeringen kan også virke selvforstærkende, særligt hvis du kaster dig ud i det, du er angst for, uden at få en god oplevelse. Hvis man er blevet voldtaget og er angst for at blive det igen, hjælper det ikke nødvendigvis at fortælle om voldtægten igen og igen. Faktisk, mener jeg, det kan have retraumatiserende effekt. Jeg endte med at tage til Wales for at læse psykologi, og efterfølgende valgte jeg at åbne en klinik i Danmark. På dette tidspunkt praktiserede jeg kognitiv adfærdsterapi, men på et tidspunkt besluttede jeg mig for at forske og fandt en række mindre studier fra Manchester University om metakognitiv terapi, som viste banebrydene resultater.

”Det er jo nærmest antiterapi”

Forskellen mellem de to tilgange er, at kognitiv adfærdsterapi har fokus på at ændre dine tankemønstres indhold og dine handlinger, så du tænker anderledes om og handler anderledes i en given situation, mens metakognitiv terapi kort fortalt har fokus på, at du skal give de negative og svære tanker mindre opmærksomhed. Man skal simpelthen lære at håndtere sine tanker og gruble mindre. Studierne var lovende, og jeg besluttede mig for at afprøve behandlingen på 174 borgere med psykiske diagnoser i Næstved, hvor halvdelen fik kognitiv terapi, mens den anden halvdel fik metakognitiv terapi. Mine forskningsresultater kastede mig ud i en eksistentiel krise. Pludseligt kunne jeg se, at metoden, jeg havde brugt i 10 år, hvor jeg blandt andet havde spurgt ind til traumer i barndommen og så videre, ikke virkede nær så godt. At jeg i stedet for at endevende, hvad mine klienter bekymrer sig over, skulle give dem strategier til at bekymre sig og gruble mindre. At det var den bedste måde at blive fri af angst og depression.

Min erkendelse mødte en masse modstand. ”Det er jo nærmest antiterapi,” sagde flere, og i begyndelsen havde jeg svært ved at forklare mine klienter, at de for eksempel ikke skulle fortælle mig detaljeret om voldtægten, de havde oplevet, eller om dengang deres far drak. I stedet skulle jeg give dem redskaber til at begrænse grublerier og bekymringer, så de på den måde lærte at håndtere deres følelsesliv.

Vi skal finde balancen

Jeg tror, bekymringerne fylder mere i samfundet, fordi følelser er blevet noget, vi i langt højere grad taler om. Vi lærer konstant, at det er godt at tale om, hvad vi føler – og vi lærer, at det er fint at vade rundt i følelserne igen og igen. Og selvfølgelig skal man kunne tale om det, der gør én bange og ked af det, men som samfund skal vi lære at tale lidt mindre. Vi skal finde balancen mellem dengang, vi slet ikke talte om følelser og i dag, hvor mange taler om følelser med alt og alle. Ingen kommer igennem livet uden angst.

Det er et grundvilkår, som vi i stedet bør lære at tøjle uden at synke ned i angsten. Vi kan dog undgå at komme til at lide af angst, hvis vi lader være med at fodre hjernen med overdreven bekymring. Hvis mine børn for eksempel er bekymrede for corona eller døden, så taler vi om det, men vi taler ikke om det hele aftenen og bringer det op igen ugen efter, for så bliver bekymringen måske til angst. Man skal med andre ord dosere samtalen om det, der potentielt gør os angste.

Da jeg fik min første søn for 10 år siden, fik han konstateret en epileptisk sygdom, som selvfølgelig gjorde mig enormt bekymret og ængstelig.

Her måtte jeg smage min egen medicin. Jeg måtte sige, at hans sygdom ikke måtte fylde hele min bevidsthed, at jeg måtte sætte rammer for, hvornår jeg måtte bekymre mig. Eksempelvis lavede jeg en regel om, at jeg kun måtte google sygdommen en halv time om dagen på et bestemt tidspunkt.

Vi er nødt til at lære at begrænse vores bekymringer, så vi kan håndtere angsten. Først der kan vi finde mere indre ro.