Prøv avisen

Akutte tvangsfjernelser sker ofte på fejlagtigt grundlag

Der er aldrig blevet fjernet så mange børn fra deres forældre imod forældrenes vilje som i dag, kunne Kristeligt Dagblad berette for nylig. Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Når forældre klager over akutte tvangsfjernelser af deres børn, får de medhold i halvdelen af sagerne, viser ny rapport. Det betyder, at kommunerne i mange tilfælde har tvangsfjernet børn på et ulovligt grundlag

Siden 2016 har hver anden forælder, der har klaget over, at deres barn var blevet øjeblikkeligt tvangsfjernet, fået afgørelsen ophævet af Ankestyrelsen. Kommunerne har med andre ord ikke haft loven på deres side i halvdelen af de tilfælde, hvor de gav sociale myndigheder tilladelse til akut at tvangsfjerne børn fra deres forældre.

Det viser en rapport, som Ankestyrelsen offentliggjorde i går. Rapporten konkluderer videre, at antallet af ophævede sager har ligget stabilt, siden styrelsen begyndte at registrere klagerne i 2016. Fra dengang til 2018 er der blevet indgivet 229 klager, hvor Ankestyrelsen har ophævet 115 – svarende til 50 procent.

Sagerne drejer sig om de såkaldt foreløbige anbringelser uden samtykke og adskiller sig fra andre tvangsanbringelser ved, at barnet bliver fjernet akut fra sine forældre, inden sagen er blevet behandlet i kommunens børne- og ungeudvalg. Derfor kaldes anbringelserne også for formandsafgørelser, da det i sidste ende er den kommunalpolitiker, der er formand for udvalget, der egenhændigt træffer afgørelse om at tvangsanbringe børn akut.

Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør i den juridiske tænketank Justitia, vurderer, at sagernes akutte karakterer betyder, at der vil forekomme fejl i sagsbehandlingen. Til trods for det mener hun, at det faktum, at halvdelen af sagerne ophæves, er ”alt for højt”.

”Som borger skal man så vidt muligt have en korrekt afgørelse i sine sager i første instans – i dette tilfælde i kommunen – og i forhold til akutte anbringelser så viser de her tal, at det ikke er tilfældet. Det er problematisk, for vi skal huske på, at når man tvangsfjerner et barn uberettiget, så lider barnet og forældrene også overlast. Familierne står i en meget sårbar situation, og derfor er det vigtigt, at man træffer afgørelser på en omhyggelig og retmæssig forsvarlig måde,” siger hun.

I rapporten kommer Ankestyrelsen ikke nærmere ind på, hvad ophævelserne skyldes.

I en mail fra sin presseafdeling skriver styrelsen dog, at der ”erfaringsmæssigt ophæves en del sager på grund af formelle mangler som eksempelvis manglende forsøg på at få samtykke”.

En anden ”erfaringsmæssig” grund er, at styrelsen ikke vurderer, at der er et ”akut grundlag for at træffe afgørelsen” – altså, at barnet ikke er i øjeblikkelig fare.

I går kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at antallet af tvangsanbragte børn er steget kraftigt de seneste år. Sidste år blev 2713 således tvangsanbragt – det højeste antal nogensinde – og ifølge Ankestyrelsens rapport drejer det sig i særdeleshed om børn på mellem 0 og 3 år.

Det bekymrer en række eksperter, der mener, at en konfliktfuld anbringelse kan få store konsekvenser for børnenes trivsel. Og konsekvenserne bliver ikke mindre, hvis anbringelsen sker akut, mener professor Inge Bryderup, der har forsket i anbragte børn og familiepleje ved institut for sociologi og socialt arbejde på Aalborg Universitet.

”Overordnet kan man sige, at akutanbringelser sjældent er godt for nogen. Det er ikke godt for barnet at blive revet op ved rode, det er heller ikke godt for forældrene, og sidst er det ikke en fordel for anbringelsesstederne, da man ikke er forberedt på, hvad det er for et barn, man får. Det betyder, at anbringelsen kommer dårligt fra start, og det kan få alvorlige konsekvenser for hele anbringelsesforløbet,” siger hun.

Bente Nielsen, næstformand i Tabuka, landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte, husker tydeligt den dag, hun blev akut tvangsanbragt. Hun boede i et hjem præget af druk, psykisk sygdom og vold mellem forældrene. Og en dag gik bølgerne så højt, at naboerne formentligt kontaktede de sociale myndigheder. Snart efter bankede to socialrådgivere på døren. Forældrene havde forladt lejligheden, men fireårige Bente Nielsen åbnede, og de spurgte, hvor hun havde sit tøj og sin kuffert.

”Oplevelsen gav mig en iboende angst over for kommunen og systemet, som har trukket lange spor ind i voksenlivet, ” siger hun.

I dag mener Bente Nielsen, at det er afgørende, at kommunen har for øje, hvor akut barnets problem egentligt er.

”I de her sager bør man skynde sig langsomt. Man bør gå tæt på familierne og så vurdere, hvor akut den enkelte sag egentlig er. At blive tvangsfjernet er en voldsom og traumatisk oplevelse for både børn og forældre, så jeg synes, man skylder familierne at behandle sagerne så grundigt som muligt.”

”En sagsbehandler skal spørge sig selv: Hvor meget tager børnene skade af en uge eller to mere hos forældrene? Måske er den ekstra tid netop dét, det kræver for at få forældrene til at forstå, at de har nogle problemer, der er skadelige for barnet, som kommunen faktisk kan hjælpe med at løse,” siger Bente Nielsen.

Til Kristeligt Dagblad siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), at hun er optaget af, at der ikke må være fejl i sagsbehandlingen i forhold til akutte anbringelser.

”Anbringelser skal give et barn en bedre chance her i livet. En del af arbejdet her er at få styrket retssikkerheden, så der bliver truffet de rigtige afgørelser for børnenes skyld. Det er dybt ulykkeligt, hvis børn havner i et limbo mellem familien og anbringelsesstedet på grund af fejl i sagsbehandlingen.”

Vicedirektør i Justitia, Birgitte Arent Eiriksson, mener, at det høje antal fejlvurderinger blandt andet hænger sammen med, at det i sidste ende er en menig kommunalpolitiker uden juridiske forudsætninger, der beslutter, om sociale myndigheder har lovmæssig hjemmel til at foretage en akut anbringelse:

”Det er klart, at en kommunalpolitiker er ikke vant til at tage stilling til bevisets grundlag, og derfor anbefaler vi, at det bør være dommeren i børn- og ungeudvalget, der træffer afgørelser om akutanbringelse. Det, tror jeg, vil højne retssikkerheden,” siger hun.