Anklaget for at tappe søns blod: ”Jeg ville jo aldrig skade ham, aldrig. Jeg ville jo gøre alt for ham”

En 36-årig kvinde erkendte i retten, at hun har tappet blod af sin søn og har begået medicinsk børnemishandling. Hun famlede selv efter svaret på hvorfor

Ifølge anklageskriftet har en kvinde omtrent en gang om ugen åreladet sønnen gennem et indopereret venekateter og hver gang trukket 500 mililiter blod ud, hvilket blandt andet har resulteret i 110 blodtransfusioner, talrige indlæggelser, lægelige indgreb og potentiel livsfare. I dag afgav hun forklaring i retten i Herning.
Ifølge anklageskriftet har en kvinde omtrent en gang om ugen åreladet sønnen gennem et indopereret venekateter og hver gang trukket 500 mililiter blod ud, hvilket blandt andet har resulteret i 110 blodtransfusioner, talrige indlæggelser, lægelige indgreb og potentiel livsfare. I dag afgav hun forklaring i retten i Herning. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Det var en følelsesmæssigt påvirket 36-årig kvinde, der afgav forklaring i en usædvanlig sag i retten i Herning i går. Hun er anklaget for at have tappet blod af sin nu syvårige søn, fra han var knapt et år, og indtil hun blev anholdt og varetægtsfængslet den 25. september 2017.

Ifølge anklageskriftet har hun omtrent en gang om ugen åreladet sønnen gennem et indopereret venekateter og hver gang trukket 500 milliliter blod ud, hvilket blandt andet har resulteret i 110 blodtransfusioner, talrige indlæggelser, lægelige indgreb og potentiel livsfare.

Kvinden er tiltalt efter straffelovens paragraf 245 og 246 om ”legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter” under særlig skærpende omstændigheder. Strafferammen er 10 års fængsel.

Hun var i retten iført en skovgrøn skjorte i sart stof og havde sit mørke hår samlet i en fransk fletning i nakken. Hun var velholdt, men bleg og mager og ludede i en tydelig forkrampet stilling ved siden af sin forsvarer, Rene Knudsen, med skuldrene trukket op om ørerne. Hun rystede, og hun græd mange gange på denne første af i alt fem retsdage.

Hun erkendte sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244 om ”almindelig” vold, men ikke i anklagen om grov vold. I en skriftlig stillingtagen til anklagen, der blev omdelt i retten, bekræftede hun en gisning, der har floreret, om, at hendes handlinger skyldes lidelsen Münchausen by proxy, i dag kaldet medicinsk børnemishandling.

”Tapningen af blod er sket uden lægefaglig begrundelse og under påvirkning af lidelsen Münchausen by proxy,” erkendte hun.

Da anklageskriftet var blevet læst op, lagde specialanklager i personfarlig kriminalitet i Midt- og Vestjyllands Politi, Pia Koudahl, ud med at spørge:

”Alle tænker, når man hører anklageskriftet: Hvilken person og mor kan finde på at udføre sådanne handlinger mod sit eget barn?”

Og kvindens udsagn kradsede i svarene, omend de var diffuse, ikke mindst for hende selv.

Hun er mor til tre, og den forurettede dreng er hendes yngste barn. Hun er fraskilt, og børnene boede hos hende.

Hun forklarede under afhøringen, at drengen var syg fra fødslen af en autoimmun tarmsygdom, og at den sygdom var grunden til, at han som baby fik lagt et venekateter med direkte adgang til blodbanerne.

Når et venekateter har været brugt, skal man trække to milliliter blod med ud, forklarede hun. Men på et tidspunkt tog det altså ”overhånd”, fortalte hun om, hvordan overgrebene startede.

Hun blev anholdt en mandag morgen, få minutter efter at hun havde tappet blod af sin søn. Politiet fangede denne og to andre tapninger på videoovervågning, og anklageren afspillede en bid i retten.

På den så man en blond og tilsyneladende glad dreng kravle op i sin mors seng med en iPad. Han havde T-shirten trukket op, lagde sig til rette på ryggen og småsnakkede hyggeligt med sin mor.

Han legede med iPad’en, mens hun iført sterile handsker og forklæde fyldte den ene sprøjte efter den anden med blod og lagde dem i en hvid affaldspose på gulvet.

Anklageren brugte lang tid på at udspørge tiltalte om, hvordan åreladningerne påvirkede hendes søn. Det kom frem, at han gik i specialbørnehave 15 timer om ugen og senere begyndte på nedsat tid i specialskole.

Tiltalte selv gik hjemme for at følge ham til de op mod 100 årlige konsultationer og indlæggelser på flere hospitaler. Han havde en kørestol, og anklageren fremlagde i retten, hvordan tiltalte ofte har berettet til andre, at drengen led af lavt energiniveau og ”grimme” besvimelser, det sidste afviste kvinden dog i retten.

Anklageren lagde også vægt på, at kvinden syntes at have været meget optaget af at dele historien om drengens sygdom både på sociale og i etablerede medier.

”Har du haft en interesse for al den opmærksomhed, det gav?”, spurgte anklageren.

”Det var ikke noget, jeg på den måde tænkte over,” svarede tiltalte i en variant af et svar, hun gav et utal af gange.

For det hele står uklart i dag, hævdede hun.

Hun kunne hverken svare på, hvornår tapningerne begyndte, eller hvorfor de altid fandt sted, få dage før at drengen skulle til kontrol for sin lave blodprocent på hospitalet.

”Der er jo sket meget i efterforløbet. Jeg er kommet ind [i fængsel]. Jeg prøver selv at finde svar jo. Der var jo en sikkerhed i det for mig. Jeg vidste, at sygeplejerskerne og lægerne skulle se på [ham],” famlede hun blandt andet.

Hun ved i dag, at hvad hun gjorde, var forkert, men dengang stod det ikke klart, sagde hun:

”Jeg gik ikke rundt og tænkte, at det er min skyld, at han er syg. Og det er dybt mærkeligt, det erkender jeg 100 procent, men det var bare ikke sådan, jeg havde det.”

”Jeg kan godt forstå, at det er svært at forstå… men i dagligdagen følte jeg jo, at jeg passede på ham, og jeg prioriterede ham virkelig, og når jeg ser tilbage nu, giver det jo ikke mening. Jeg ville jo aldrig skade ham, aldrig. Jeg ville jo gøre alt for ham,” sagde hun også.

Men på et tidspunkt fængede virkeligheden, og tilhørerne i retten var vidne til det øjeblik, da en 10 minutter lang overvågningsvideo af tiltaltes allersidste blodtapning blev afspillet.

På videoen rejste hun sig fra sengen efter tapningen og forsvandt ud af billedet, mens drengen blev siddende med sin iPad.

Nedenunder var politiet på vej ind og hendes skrig, da hun blev anholdt – i hænderne holdt hun syv sprøjter fyldt med blod – kan bedst beskrives som paniske eller dyriske; som fra et væsen i ukontrollerbar og inderlig affekt.

I retten så tiltalte ned i bordet og holdt hænderne som skyklapper for ansigtet, inden hun brød sammen i hikstegråd, da videoen blev spillet.

Retten holdt en kort pause, hvorefter hun forklarede:

”Det var, som om at meget af det lagde sig foran mig, da jeg fandt ud af, hvorfor politiet var der. Det var som at få tændt noget inden i, om: ’Hallo, hvad sker der her?’ [med blodtapningerne]. Så jeg tænker, at jeg har haft følelsen af, at det her skulle stoppe, og det var en voldsom måde, det skete på, men det var så sådan, det skulle ske,” forklarede hun.

Forsvareren havde kun få spørgsmål. Han forsøgte blandt andet at afklare, i hvor høj grad drengens dårlige almentilstand skyldtes blodtapningerne eller den tarmsygdom, han er diagnosticeret med.

Retssagen fortsætter i dag med afhøring af vidner.