Anmeldere strides om troværdighed i Jeppe Nybroes gidselberetning

Journalist Adam Holm forsøger at begå karaktermord, når han i anmeldelse sår tvivl om troværdigheden i journalist Jeppe Nybroes bog om tiden som gidsel hos islamister, mener forlagsdirektør, der får opbakning fra andre mediefolk. Jeg har overlevet utilregnelige kidnappere, så jeg overlever også Adam Holms uvederhæftige antydninger, lyder det fra Jeppe Nybroe

Jeppe Nybroe tager i en pressemeddelelse afstand fra antydningerne af, at hans bog indeholder usandheder. -
Jeppe Nybroe tager i en pressemeddelelse afstand fra antydningerne af, at hans bog indeholder usandheder. - . Foto: Claus Bech.

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder.”

Den sætning opsummerer journalist Adam Holms anmeldelse af Jeppe Nybroes bog ”Kidnappet - i islamisternes fangehul.” Bogen handler om de 28 døgn sidste år, hvor den danske journalist Jeppe Nybroe blev holdt som gidsel hos en islamistisk gruppe i Libanon. Men ifølge Weekendavisens anmelder Adam Holm er der en række ting i bogen, som ikke helt stemmer.

Hvorfor er Jeppe Nybroe eksempelvis solbrun på bogens forsidebillede, når han havde været holdt indespærret som gidsel i 14 dage på det tidspunkt, hvor billedet blev taget?

Hvorfor ser han ren og frisk ud, når det i bogen bliver beskrevet, at han lider af søvnmangel og græder og kaster op dagligt?

Og hvorfor har han sit armbåndsur på, når det står i bogen, at gidseltagerne tog uret fra ham?

Tilsyneladende uskyldige spørgsmål, men de er ifølge forlagsdirektør Jakob Kvist på People'sPress, hvor bogen er udgivet, med til at så tvivl om hele bogens - og dermed også Jeppe Nybroes - troværdighed:

”Jeg synes, at Adam Holms anmeldelse er ubehagelig. Den er et underligt forsøg på at karaktermyrde og så tvivl om hele grundhistorien på et enormt løst grundlag. Det er gement og forargeligt,” siger forlagsdirektør Jakob Kvist og fortsætter:

”Der er ingen argumenter bag de påstande, som Adam Holm kommer med. De fleste spørgsmål, han stiller, er der svar på i selve bogen, hvilket får en til at undre sig over, hvor grundigt Adam Holm egentlig har læst den bog. Det er bizart.”

Med til historien hører, at Jeppe Nybroe i 2007 måtte forlade sin stilling på TV Avisen efter at have manipuleret med et tv-indslag. Og netop derfor er det også okay, at man læser Jeppe Nybroes bog med ekstra kritiske øjne, mener anmelder på Jyllands-Posten Mikael Jalving.

”Jeg tror, at Jeppe Nybroe er mere udsat for den slags kritiske spørgsmål, end andre er. Men det er også rimeligt, synes jeg. Vi sammenligner en persons troværdighed med det, vi tidligere har hørt fra vedkommende,” siger Mikael Jalving, der gav ”Kidnappet - i islamisternes fangehul” to stjerner, men dog ikke fandt såkaldte ”løse ender” i bogen - i første omgang:

”Efter at jeg har læst Adam Holms anmeldelse, kan jeg godt genkende flere af de ting, han undrer sig over, men jeg havde ikke selv spottet dem i første omgang. Jeg synes, at hans anmeldelse er forbilledlig i forhold til at stille de rigtige og kritiske spørgsmål.”

Også anmelder hos Politiken Bo Maltesen undrede sig i sit arbejde med bogen over et par ting. Han ledte derfor efter svar i bogen og fandt, hvad han ledte efter:

”Hvis Jeppe Nybroe skulle have overdrevet eller husket forkert, så er det ikke noget, jeg kan læse ud fra bogen. Jeg undrede mig over noget af det samme, som Adam Holm gjorde, nemlig det ur, som Jeppe Nybroe bærer på forsidebilledet. Men så tjekkede jeg bogen igen, og der står rigtig nok, at han får taget uret fra sig, men der står ikke noget om, hvornår han får det tilbage igen. Bogen modstrider altså ikke billedet, og derfor er der ingen grund til at tro, at tingene ikke skulle være, som de står beskrevet,” siger Bo Maltesen.

”Som helhed synes jeg ikke, at bogen virkede utroværdig,” siger Bo Maltesen.

Jeppe Nybroe selv er stadig mærket af den oplevelse, han har været igennem og ønsker derfor ikke at svare på spørgsmål fra journalister. På baggrund af de mange spekulationer om hans troværdighed har han dog alligevel følt sig nødsaget til at tage til genmæle i en pressemeddelelse, hvor han blandt andet skriver følgende:

”Jeg har overlevet 28 dage i mørke med mishandling, klikkende våben, halshugninger på videoklip, buldrende granater og trusler om at blive parteret - i hænderne på utilregnelige kidnappere - så jeg overlever også Adam Holms uvederhæftige antydninger af, at mit fangenskab var en badeferie, hvor jeg kunne sole mig og vedligeholde en brun teint på min brystkasse.”

Det er ikke kun People'sPress og Jeppe Nybroe selv, der er forargede over Adam Holms anmeldelse. Også Troels Mylenberg, chefredaktør på Fyns Amts Avis, blev ”godt og grundigt vred” over Adam Holms insinuerende anklager og bebudede i går på Facebook, at han som konsekvens deraf ikke længere ville abonnere på Weekendavisen.

”Jeg synes, det er ondskabsfuldt at så tvivl om den ærlige beretning, som Jeppe kommer med - ikke mindst når svarene står i bogen. Jeg kan ikke se Adam Holms anmeldelse som andet end bevidst vranglæsning. Han er berettiget til at mene alt, hvad han vil om bogen. Men her er der tale om noget, der er så langt væk fra bogen og en anmeldelse, men mere handler om at tage stilling til Jeppes troværdighed. Det er en tand for ondskabsfuldt til, at jeg kunne være med og ville betale for det,” siger Troels Mylenberg, der personligt er ven med Jeppe Nybroe.

Juridisk holder Adam Holm sig dog helt inden for lovens rammer, vurderer Vibeke Borberg, der er forskningschef i medieret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har ikke læst den konkrete anmeldelse, men fortæller, at der generelt er et vidt råderum for, hvad man kan tillade sig i den genre:

”Når man anmelder en andens bog, har man en betydelig og kunstnerisk frihed. Man må mene, hvad man vil om værket og synes, at bogen er troværdig eller ej,” siger hun.