Anna Juul om sit forandrede liv: Jeg savner dem, jeg ikke kender virkelig godt

Dagene flyder sammen for manuskriptforfatter Anna Juul, der står bag tv-serien ”Min kamp”. Sidste forår mistede hun evnen til at læse

28-årige Anna Juul går på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje. Hun har skrevet og spiller hovedrollen i den fiktive tv-serie ”Min kamp”, der kan ses på DR.dk. Tv-serien handler om hendes alterego, digteren Veronika Katinka Martzen, der lider af skizofreni og kæmper for at slå igennem i mediebranchen. – Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.
28-årige Anna Juul går på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje. Hun har skrevet og spiller hovedrollen i den fiktive tv-serie ”Min kamp”, der kan ses på DR.dk. Tv-serien handler om hendes alterego, digteren Veronika Katinka Martzen, der lider af skizofreni og kæmper for at slå igennem i mediebranchen. – Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Hvad er det værste ved denne tid?

Det er den der mærkelige evighedsfølelse, jeg er begyndt at vågne med. Det er et stort problem for mig, at dagene er begyndt at flyde sammen, og der ikke er noget, der markerer, at de adskiller sig fra hinanden. Jeg plejer at bygge mine dage op med at skrive om formiddagen og holde møder om eftermiddagen, og jeg har brugt København meget til at gå ud at spise og på andre måder fejre ting eller trøste mig selv. Jeg troede, jeg var et indesluttet menneske, men det viser sig, at jeg savner alle de tilfældige møder med andre mennesker, som jeg ikke kender virkelig godt. Om et par måneder er jeg færdig på filmskolen, og jeg har ikke set størstedelen af de andre fra min klasse i et år. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan de har det.

Hvad er det bedste ved denne tid?

Jeg mødte min kæreste den sidste weekend inden den første lockdown sidste forår. Det blev meget hurtigt alvorligt mellem os, og vi skulle tage stilling til, om vi ville være i hinandens sociale boble. Vi blev tætte hurtigt, og vi bor sammen nu. Det er dejligt, men jeg ved ikke, om vi også var blevet det uden en pandemi – det håber jeg da egentlig, men den har måske haft en katalyserende effekt.

Nævn en bog, film eller anden kulturoplevelse, som har gjort indtryk på dig under pandemien.

Sidste forår mistede jeg simpelthen evnen til at læse, sådan helt bogstaveligt. Ordene flød ud for mig, når jeg prøvede. Jeg fik tjekket mit syn, og der var ikke noget i vejen med det, men det faldt sammen med et mentalt breakdown. Nu hopper og danser ordene ikke mere, men lysten til at læse er der ikke så meget lige nu. Jeg er dog gået i gang med Tove Ditlevsens roman ”Gift”, som er skrevet simpelt –som en pixibog for voksne. Da det stadig var muligt, var jeg til en koncert med kunsteren Bisse, som var ret vild. Det var mærkeligt at skulle sidde ned og være bange for at hoste andre i hovedet, mens der var en kæmpe energiudladning på scenen. Det er fedt at se, at det godt kan lade sig gøre i nye rammer, men det bliver også underligt, hvis koncerter fremover skal være sådan.

Hvilken ændring i dit liv eller dine vaner vil du bevare efter coronaen?

Jeg har ikke fået noget ud af pandemien. Det har udelukkende været svært. Det skulle da lige være, at der er kommet mere alkohol ind i mit liv – på en god måde. Jeg har lært at drikke vin og sætte pris på god vin. Det er faktisk noget af det, jeg kan bruge til at markere en forskel på dagene, og jeg kan få meget ud af at ryge cigaretter og drikke en flaske vin med min kæreste ved bordet herhjemme.

Hvad er det bedste råd, du vil give til andre til at komme igennem coronatiden?

Jeg har fundet på noget, der hjælper mig 80 procent af gangene, og som måske nok mest henvender sig til de unge: Jeg har lært mig selv ikke at forvente for meget. Det kan for eksempel være af fredagen. Jeg har haft virkelig mange nedtursagtige fredag aftener, fordi der er sådan en konnotation omkring, at fredag skal være ekstraordinær. Det er bare stort set umuligt at få specielle ting til at ske i den her tid, med mindre man for eksempel er virkelig god til at lave hverdagsromantik på tusind forskellige måder. Og det kan jeg bare ikke lige. Så jeg øver mig i at forvente mindre af dagene og så lade mig overraske af de mange små, kærkomne ting, der alligevel kan opstå, når man ikke forventer det.