Aarhus er ofte blevet omtalt som verdens mindste storby, men det var ikke det billede, kulturkommentator på Berlingske Anne Sophia Hermansen havde af sin fødeby, da hun forlod den for godt 20 år siden. Hun ville i højere grad betegne den som ”verdens største hul i jorden”. Den var provinsiel og pinlig, havde alt for store ambitioner og søsatte brandingforsøg, der skreg af mindreværdskomplekser.
Men meget kan ske på 20 år, og da Anne Sophia Hermansen for nogle år siden var tilbage på besøg, blev hun ramt af en følelse af regulær hjemstavnskærlighed.
”Jeg stod i tårnet i domkirken og kiggede ud over den by, jeg havde boet i, levet i og elsket. Og så blev jeg ramt af, hvor skøn en by, det er. Jeg så ud over Olafur Eliassons regnbue over Aros, på Dokk1 ved havnen og de skønne nye byggerier som Isbjerget på Aarhus Ø. Jeg gik i de gamle gader, jeg kendte fra min barndom og ungdom, og så de gamle pladser, bænke og caféer, hvor jeg havde haft formende oplevelser, mit første kys, mine første følelser af kærlighed,” fortæller hun.
For nogle vil det være nye toner fra kulturkommentatoren, der i mange år har anlagt en kritisk distance til sin hjemstavn i Berlingskes spalter. Særligt har hun beskyldt byen for at sværme for prestigemonumenter, hvad end det er kunstværker eller monstrøse bygninger.
Den kritiske distance har hun ikke lagt fra sig, men hun forsøger at balancere den med en hjemstavnskærlighed, som ikke skal forveksles med patriotisme.
”Det er sundt at have det med din hjemstavn, som du har det med din familie. Når du elsker din familie højere end andre, betyder det ikke, at du kalder din familie bedre. Det samme er tilfældet med kærlighed til din hjemstavn og til dit fædreland for den sags skyld. Det er godt at være bevidst om, hvor du kommer fra, og det er ikke lig med nationalisme, at dit fædreland og din hjemegn har en særlig plads i dit hjerte.”
Og ligesom med en familierelation er det sundt at bevare en kritisk distance, tilføjer hun.
”Jeg er ikke blevet mindre kritisk over for Aarhus’ prestigeprojekter, der senest er kommet til udtryk ved to gigantiske højhuse, som overhovedet ikke hører til i en by som den. Der er desværre stadig et enormt mindreværdskompleks i den by, hvor man ønsker at være meget større, end man i virkeligheden er. Og i forsøget på at blive det, ødelægger man en smuk by med sådan et par stor glasdildoer på havnen.”
Da Anne Sophia Hermansen forlod Aarhus i 2000, kaldte hun det et ”friluftshospice” – et sted, man tager til for at dø. Og hun tog benene på nakken og drog mod København, hvor hun har boet siden. Hvad der er sket i mellemtiden, er noget, som de fleste fraflyttere fra en egn oplever, mener hun.
”Alle bliver jo mere bevidste om deres ophav, og hvad de kommer fra, når de er på afstand af det. Det er et klassisk eventyr-tema med hjem-ude-hjem, hvor forståelsen af det hjemlige bliver skærpet og forstærket af, at man bliver trukket ud af det. Jeg er samtidig blevet ældre og opmærksom på, at de mest formative år i mit liv har været i Aarhus. Jeg kan detaljeret huske særlige episoder 30 år tilbage fra gaderne i Aarhus, mens jeg nogle gange ikke kan huske, hvad jeg lavede i går.”
Anne Sophia Hermansen har allerede nævnt vartegn som domkirken, Aros og de gamle gader i bykernen. En ligeså toneangivende institution i Aarhus ligger for enden af Stadion Allé i begyndelsen af Marselisborgskovene. Fodboldklubben AGF, også kendt som byens hold, repræsenterer for hende også meget af Aarhus’ særkende.
”Jeg interesserer mig ikke meget for fodbold, men jeg har altid en eller anden underlig forventning om, at AGF vinder. Det, tror jeg, er fælles for mange aarhusianere, i hvert fald mange af dem, jeg kender. Fodboldklubben er på mange måder en perfekt metafor for byen. Det er 25-30 år siden, at den har vundet noget, men der er alligevel altid en forventning om, at næste år bliver det os, der står med pokalen.”
Du er kritisk over for den ophøjede selvforståelse, men kan det ikke – som i tilfældet med AGF – være en del af charmen?
”Hvad er charmen ved at prøve at være noget, man ikke er? Hvorfor ikke i stedet vedkende sig og omfavne det, man har: smuk natur, flot domkirke og vidunderlige museer med Aros og Moesgaard? Det skal man være stolt over i Aarhus frem for at prøve at være Østjyllands Manhattan,” siger hun.
Når Anne Sophia Hermansen taler om hjemstavnskærlighed, vil hun i samme ombæring tage afstand fra den afart af det samme, som hun oplevede folketingsmedlem Inger Støjberg og andre politikere promovere tidligere på året i en debat om at være jysk kontra københavnsk.
For kulturkommentatoren var den udtryk for en overfladisk brug af den lokale identitet til at skabe splid:
”Jeg kan ikke forstå, at vi i så lille et land som Danmark har brug for opdele folk ud fra så overfladisk en markør. Der er forskel på os ud fra, hvor vi kommer fra, men det er fladpandet at opdele landet på en måde, hvor de ægte og autentiske mennesker findes på den jyske hede, mens København bare har de fine saloner.”
Kristeligt Dagblad opfordrer læserne til at bidrage med egne historier om, hvordan hjemegnen har sat spor i den enkeltes liv. Send os din fortælling til bagsiden@k.dk, og brug højest 1200 tegn inklusive mellemrum. Husk at skrive din alder, hvor i landet du bor, og om du ønsker at være anonym. Du må også gerne medsende et portrætbillede af dig selv. Vær opmærksom på, at din historie kan blive publiceret i Kristeligt Dagblad.