Derfor ser du annoncer for kampfly overalt

Alle landsdækkende aviser, inklusive Kristeligt Dagblad, er i disse dage præget af annoncer for et kampfly. Det sker som led i den afsluttende fase af en milliardhandel, men der er også andet og endnu større på spil

Boeings fly, Super Hornet, har den fordel, at det – modsat Lockheed Martins – er klar til at gå på vingerne med det samme. Og det er især det budskab, Boeing med sine annoncer forsøger at få gjort til det bærende i debatten.
Boeings fly, Super Hornet, har den fordel, at det – modsat Lockheed Martins – er klar til at gå på vingerne med det samme. Og det er især det budskab, Boeing med sine annoncer forsøger at få gjort til det bærende i debatten. Foto: Dibyangshu Sarkar/ AFP PHOTO.

Det ser voldsomt ud, når en annonce for et kampfly fra Boeing fylder sider ud her i avisen – og i en række andre landsdækkende medier, på busser og andre steder – flere dage i træk. Det er et folketingsvalg værdigt, men der er også meget på spil.

I løbet af de kommende uger afgør politikerne nemlig, hvilket kampfly der skal være en væsentlig del af det danske forsvar i fremtiden. En afgørelse, der er 20 til 30 milliarder kroner værd for flyproducenterne.

I den sammenhæng er en kampagne til et tocifret millionbeløb småting. Men det kan alligevel undre, hvorfor hele den danske befolkning skal trækkes med ind i en handel, som de ingen indflydelse har på. De fleste har ikke engang en holdning til, hvilken af de tre bejlende flyproducenter, politikerne skal vælge.

Flere meningsdannere har da også kaldt kampagnen ”desperat”, men der er nu et vist rationale i det, forklarer journalist Andreas Krog, som har fulgt processen tæt siden 2008 og sidste år udgav bogen ”Guide til Danmarks indkøb af nye kampfly”.

For det første har forsvarsminister Peter Christensen (V) netop indbudt til en ”stor, herlig og skøn” offentlig debat om indkøbet af nye kampfly. Måske fordi det er mange skatteyderpenge, som skal bruges på de 20 til 30 fly.

Den debat vil Boeing gerne sætte sig tungt på, da det aktuelt er konkurrenten Lockheed Martins F-35, der er favorit til at vinde handlen. Det er nemlig det fly, der bruges af de lande, vi normalt går i krig med.

Det er desuden lillebror til vores nuværende kampfly, F-16’eren, og så anbefales det af vores tætte allierede, USA, forklarer Andreas Krog.

Boeings fly, Super Hornet, har derimod den fordel, at det – modsat Lockheed Martins – er klar til at gå på vingerne med det samme. Og det er især det budskab, Boeing med sine annoncer forsøger at få gjort til det bærende i debatten.

”Kampagnen handler om at klæde danskerne på med holdninger, for politikere er jo påvirkelige over for folkestemninger. Og er der nok almindelige danskere, der skubber lidt til deres lokale folketingsmand, som så skubber videre på sit partis forsvarsordfører, så kan det være alle annoncemillionerne værd,” siger han.

Alligevel: Hvorfor bruge, hvad der samlet set siden 2008 løber op i flere hundrede millioner kroner på en kampagne, som måske, måske ikke kan påvirke en lille smule i et kapløb, hvor Boeing alligevel er langt bagud?

For at forstå det, skal man vide, at handlen om kampfly til Danmark nogenlunde svarer til, hvad Boeing sælger passagerfly for på en god uge, så det er mere symbolikken i handlen, der er afgørende, mener Andreas Krog.

Andre lande som eksempelvis Belgien og Finland står også over for at skifte kampfly, og deres ordrer vil være betydeligt større end den danske. Super Hornet sælges lige nu kun til den amerikanske flåde og til Australien, så Danmark kan blive indgangen til det europæiske marked.

Ikke mindst fordi de fleste regner med, at det danske valg bliver særdeles velovervejet. Og fordi Danmark lige siden 1997 har valgt Lockheed Martin som samarbejdspartner på linje med en lang række allierede. Træder Danmark ud af det partnerskab, kan Boeing måske også få foden indenfor andre steder.

Uanset hvad, hvorfor bringer Kristeligt Dagblad så overhovedet så mange og store annoncer for et produkt, der blandt andet kan bruges til at tage menneskeliv?

Det har enkelte læsere spurgt om de seneste dage, og dertil svarer chefredaktør Erik Bjerager, at annoncerne ikke strider imod avisens etiske retningslinjer eller almindelige annoncepolitik.

”Kristeligt Dagblad er ikke modstander af, at vi har et forsvar. Og et forsvar skal have udstyr, så jeg kan ikke se et problem i, at der også på vores sider finder en debat sted om, hvilke fly vi skal købe. Desuden skal der være vidtstrakt ytringsfrihed, også for kommercielle budskaber,” siger han.