At finde en kæreste kan hos nogle være dét, der kickstarter ønsket om at få børn. Men for 37-årige Elisabeth Flüger var det netop bruddet med kæresten for lidt over ét år siden, som fik hende til at indse, at det var nu eller aldrig, hvis hun skulle nå at blive mor.
“Da vi gik fra hinanden, gik det op for mig, at der ikke var lang tid til, før det var for sent,” siger Elisabeth Flüger, der er lesbisk og bor i Aarhus:
“Jeg kunne se, at tiden løb fra mig, når jeg både skulle møde en ny kvinde, opbygge et forhold, beslutte at få børn, inden vi kunne komme til udredning og senere begynde i fertilitetsbehandling.”
Frygten for at blive ensom og tanker om en presset økonomi var nogle af de ting, der holdte Elisabeth Flüger fra at kaste sig ud som solomor. En anden ting var de etiske overvejelser, som rumsterede: Er det en egoistisk beslutning? Hvad frarøver jeg mit barn?
Efter at have søgt støtte og vejledning hos andre kvinder, der stod i samme dilemma, tog hun i januar kontakt til en privat fertilitetsbehandling, men det blev for dyrt i længden. Nu venter hun på at blive behandlet i det offentlige, så hun kan få opfyldt sin drøm.
“Jeg har altid drømt om at blive mor, og jeg har slet ikke kunnet forestille mig et liv uden at blive forælder. Jeg kom til en erkendelse af, at der ikke er andre end mig, der kan gøre noget ved det. Da jeg første gang blev insemineret lykkedes det ikke, men da kunne jeg mærke, at jeg var klar. Der er mange ting, jeg kan være bange for, men at blive mor var ikke en af dem.”
I 2021 var knap 15.500 danske kvinder i fertilitetsbehandling. Af dem var 2721 enlige som Elisabeth Flüger, hvilket er mere end dobbelt så mange som i 2012, hvor det tilsvarende tal var 1316. Det viser et særudtræk, som Sundhedsdatastyrelsen har foretaget for Kristeligt Dagblad. Antallet af lesbiske par i fertilitetsbehandling er i samme periode steget fra 315 til 595.
Siden 2007 har det været muligt for både lesbiske par og kvinder uden partner at få lægehjælp til at blive insemineret med donorsæd på offentlige sygehuse.
Hvor de enlige kvinder dengang var firstmovers, som skulle forsvare deres beslutning, er der i dag en større accept i samfundet, siger Maria Salomon, der er familieterapeut og fertilitetssygeplejerske ved Rigshospitalet.
“Det er min opfattelse, at det for de fleste kvinder ikke er den måde, de drømmer om at få børn på, men flere kvinder før dem har vist, at det kan fungere. Det er efterhånden blevet en kendt familieform, og der er ikke længere så langt fra tanke til beslutning, som der var hos de første kvinder,” siger Maria Salomon, der også er leder af Videnscentret Fertility Care, som rådgiver barnløse.
Årsagerne til at få et barn alene kan være mange, fortæller Maria Salomon. For de fleste handler det om, at det ikke er lykkedes at finde den rette partner, som deler ønsket om at få børn. De senere år er der blandt yngre kvinder også kommet større opmærksomhed på fertilitetsproblemer, som gør, at de ikke venter til “absolut sidste udkald”, før de vælger at få et barn selv.
“Der er mange forskellige historier og personlige veje til beslutningen om at få et barn alene. Billedet er mere nuanceret end myten om den kræsne karrierekvinde, som forlanger, at manden skal være på en helt særlig måde,” siger hun.
Familieforsker og professor emeritus i socialpsykologi på Roskilde Universitet Lars Dencik ser det stigende antal enlige kvinder i fertilitetsbehandling som et udtryk for tidens hyldest af individet: At vi alle kan stå på egne ben og klare os selv – også i forældreskabet.
Tidsånden har også gjort, at betænkelighederne, som solomødre tidligere blev mødt med, stort set er forsvundet.
"Der er sket en radikal forandring af samfundet, og den gamle familienorm – at en familie består af en far og en mor – er under kraftig opløsning. Det har gjort, at kvinder i dag kan vælge at få børn alene uden at møde den samme fordømmelse som tidligere,” siger Lars Dencik, der også er forfatter til bogen “Familie og børn i en opbrudstid”.
Han kalder det "urovækkende", at der fremover vil være flere børn, som vil vokse op uden en far i deres liv:
"Jeg tror, det er en udvikling, som på længere sigt kan blive et handicap for barnet. Barnet kommer ikke bare til at miste en far, men også en farfar, en farmor, onkler, fætre og kusiner, og hvad der ellers følger med, at man har to forældre. Hele det sociale netværk bliver kraftigt indskrænket. Eftersom solomødre er et nyt fænomen, er det svært at sige, hvilke konsekvenser det får for barnet, men man kan tænke sig, at der i lighed med adopterede børn opstår en form for savn.”
Omverdenens syn har ikke spillet en rolle for Elisabeth Flügers beslutning, men hun har været bekymret for fraværet af et mandligt forbillede for sit barn – særligt hvis det bliver en dreng.
"Der er selvfølgelig min far og min lillebror, men er det nok til, at mit barn kan spejle sig?"