Prøv avisen
Politisk set

Antisemitismen findes under overfladen

Politiet holder vagt foran synagogen i Krystalgade.

Danmarkshistorien viser desværre, at jødehadet, som det ses i dag, ikke kan betragtes som et nyt problem, skriver politisk kommentator Tim Knudsen

Efter det tragiske drab på en jødisk vagtmand ved synagogen i København er det beroligende sagt, at jødehad ikke er en del af de danske traditioner. Ikke uden grund har man igen henvist til, at det altovervejende flertal af danske jøder i 1943 blev reddet fra nazisterne.

Men ligesom man i dag på Facebook kan man finde mange hadefulde angreb på jøder, var heller ikke fortiden uden jødeangreb. Nok fik de danske jøder indfødsret i 1814 (hidtil havde de boet her på en slags permanent opholdstilladelse). Frederik VI blev så af nogle kaldt ”jødernes konge”. Det var ikke positivt ment. Bagefter fulgte først en litterær jødefejde og i 1819 voldsomme slagsmål i København og Odense, hvor der blev begået store overgreb. Jøderne var også fortsat afskåret fra de offentlige embeder.

I tiden mellem verdenskrigene var der fortsat jødehad. Ordbog over det danske Sprog fra 1927 afspejler det. Den forklarede, at ”jødeagtig” betød at minde om en jøde og dermed karakteriseret som en, der var ”specielt meget nærig, gerrig eller som aagrer, tager ubillig Fortjeneste og lignende.” I karikaturer blev jøder ofte afbildet krumryggede og hjulbenede med stor krum næse, kødfulde læber, tunge øjenlåg, dybe panderynker, sort kruset hår, mørke øjne og mørklødet hud.

Morgenavisen Jyllands-Posten udtrykte den 30. marts 1933 stor forståelse for, at Tyskland ordnede sit ”jødeproblem”. Dagen efter var Aarhus Stiftstidende på samme linje. Danmark havde et jødeproblem, hævdede konservative aviser.

Adolf Hitler havde i ”Mein Kampf” gjort raceideologien og antisemitismen til det centrale i nazismen. Han udbredte sig om den ”germanske races” overlegenhed og jødernes gemenhed. Danske med nazistiske tilbøjeligheder knyttede antisemitisme og antikommunisme sammen. Den senere leder af Frikorps Danmark, Christian von Schalburg, mente, at bolsjevikkernes ledere med Lenin i spidsen blot havde været ”underførere” for jødiske herskere. Von Schalburg var anerkendt af kongehuset og havde personlig kontakt med medlemmer af det. Han skrev, at jøderne gav djævlen ”støtte i alt nedbrydende og skaberfjendtligt Arbejde paa Jorden”. Jødehadet forsøgte han at give afløb ved at skrive antisemitiske skuespil.

Lykkeligvis dæmpede politiske ledere som statsminister Stauning (S) og den konservative Christmas Møller antisemitismen. Stauning talte den 15. marts 1934 om jødeforfølgelser og demokrati i Jødisk Forening. Han argumenterede for, at jøderne kunne føle sig sikrest under en demokratisk styreform. Men det væsentlige var ikke, hvad han sagde, det væsentlige var, at han kom. I overensstemmelse med sin inkluderende nationale og demokratiske linje.

Den 24. februar 1937 fulgte han op med en erklæring rettet til Binjamin Slor fra det jødiske samfund i Danmark. Stauning indledte således:

”Det er en selvfølge, at jeg beklager den forfølgelse af jøder, som vor tid oplever, ligesom jeg overhovedet misbilliger og beklager forfølgelse, der udøves af politiske eller religiøse grunde.”

Først efter at Danmark i 1950 havde anerkendt den israelske stat, kom denne erklæring til offentlighedens kundskab. Slor havde i 1937 vurderet, at offentliggørelsen af erklæringen ville skade mere end gavne ved at skabe opmærksomhed om jøderne. I K.K. Steinckes Justitsministerium var man også bange for at udfordre tyskerne. Ministeriet var i 1930'erne ikke hjælpsomt over for flygtende tyske jøder. En del tyske jøder blev sendt tilbage, hvad der let betød døden.

Historien viser, at det er afgørende, at den danske regering modigt går op mod tendenser til jødehad. For så vidt har Helle Thorning-Schmidt (S) gjort det godt nok.

Da den jødiske skole i København genåbnede efter drabene den 14. februar, var det under kraftig bevogtning fra politiet. Foto: Linda Kastrup