69-årige Vagn var kendt for sit fremmedhad og udtalelser som, at indvandrere er ”primitive” og ”samfundsnassere”, og at muslimer er ”en degenereret afart af menneskeracen”. Ikke desto mindre havde han hjulpet flere naboer med etnisk minoritetsbaggrund med praktiske opgaver. For eksempel havde han boret huller i væggen for naboen Riya fra Indien.
Den 77-årige tidligere syerske Jytte betegnede konsekvent sit somaliske naboægtepar som ”negre”. Men det var også Jytte, der syede nye køkkengardiner til det unge somaliske par, da de flyttede til en større lejlighed i bebyggelsen, og Jytte konstaterede, at man kunne kigge ind gennem parrets køkkenvindue. Den 35-årige kok Martin havde hjulpet forskellige beboere med at få åbnet for strøm og el på grund af ubetalte regninger, og han havde også assisteret naboer, der ikke kunne så meget dansk, med papirarbejde.
Selvom gammel- og nydanskere i det multietniske boligområde Grønnevang i København sjældent knyttede egentlige venskaber, så var hverdagen præget af en sameksistens, der nuancerer billedet af, at mange indvandrere i udsatte boligområder lever et afsondret liv i parallelsamfund uden kontakt til danskere.
Det er en af konklusionerne i antropolog Tina Gudrun Jensens nye bog ”Sameksistens”, der beskriver naboskabet i et almennyttigt boligkvarter i København. Grønnevang er et pseudonym for et virkeligt boligområde, hvor halvdelen af beboerne har dansk oprindelse, mens den anden halvdel kommer fra lande som Tyrkiet, Pakistan og Somalia. Grønnevang er ikke på regeringens ghettoliste, men flere af de gammeldanske beboere frygtede for omdømmet på grund af de mange beboere med anden etnisk baggrund end dansk og omfanget af hærværk.
”Sameksistensen mellem de forskellige beboere i Grønnevang var langt fra konfliktfri. Men en af de slående ting var den meget forskellige beboersammensætning, der talte arbejdsløse, studerende, folk med sociale problemer og ressourcestærke beboere med både dansk og etnisk minoritetsbaggrund. På den måde er idéen om udsatte boligområder som en afsondret ghetto, hvor folk lever liv, der er helt adskilt fra det øvrige samfund, skudt forbi. Selvom der ikke var tale om meget nære relationer til naboen, så havde beboerne indbyrdes kontakt på tværs af etniske og sociale skel,” siger Tina Gudrun Jensen.
Hun understreger, at sameksistensen mellem etniske danskere og nydanskere bestemt ikke var konfliktfri. I begge grupper trivedes fordomme om hinanden. Beboere med anden etnisk baggrund karakteriserede for eksempel danskere som nogle, der ”ikke er sociale” og ”ikke har tid til hinanden”, mens en del af de gammeldanske beboere forbandt nydanskere med lav uddannelse, arbejdsløshed, kvindeundertrykkelse og vold.
I bogen fortæller Tina Gudrun Jensen, hvordan områdets somaliere og pakistanere ofte ikke havde meget at gøre med deres oprindelige landsmænd, mens især områdets tyrkiske beboere skilte sig ud. På sommerdage kunne man se grupper af tyrkiske kvinder sidde med deres børn på tæpper på det fælles græsareal, der stødte op til legepladsen. Nogle af de danske beboere oplevede de tyrkiske kvinder på græsplænen som et billede på den trussel, de så i beboersammensætningen i Grønnevang. Andre spurgte, om kvinderne mon havde tid til at sidde på græsplænen, fordi de ikke gik på arbejde.
”Flere af de gammeldanskere, jeg interviewede i Grønnevang, havde nogle idéer om, at indvandrere var samfundsnassere og nogle, der ’bare kunne skride hjem’, hvis ikke de kunne indordne sig. Men når jeg så besøgte vaskekælderen eller legepladsen, så jeg, hvordan beboerne havde kontakt med hinanden på tværs af hudfarve og etniske skel. Det var ofte en flygtig kontakt baseret på naboskab. Naboskab er ikke et venskab, men noget, der opstår ud af hverdagens tilfældigheder. Og essensen i det gode naboskab er måske, at det ikke er dårligt at have en vis distance til hinanden,” siger Tina Gudrun Jensen, der i bogen beskriver, hvordan den 67-årige Gustav og den 38-årige Cenk fra Tyrkiet praktiserede naboskab ved at læne sig ud over deres altaner, når de skulle tale sammen.
Selvom nydanskere udgjorde halvdelen af beboerne, var det gammeldanskerne, der havde magten i afdelingsbestyrelsen. Bestyrelsen havde for eksempel besluttet, at der ikke måtte opsættes paraboler, fordi det kunne skæmme området. Den beslutning blev af flere nydanskere opfattet som diskrimination.
På den anden side blev der taget kulturelle hensyn. Til fælles beboerarrangementer blev der serveret halalkød og alkoholfri drikke, og der blev holdt eid-fest støttet af boligforeningen ved afslutningen af ramadan.
”Jeg hørte ikke disse hensyn italesat som et problem, men som en nødvendighed, hvis beboere med indvandrerbaggrund skulle deltage i arrangementerne. Som en mandlig beboer sagde til mig: ’Jeg kan spise svinekød alle ugens øvrige dage, så det gør ikke noget, at jeg nogle gange skal spise halal,’” fortæller Tina Gudrun Jensen.
I løbet af det godt et år, hun lavede feltstudier, oplevede hun ikke, at religion var et spørgsmål, der skabte konflikter mellem danskere og nydanskere. Til gengæld skabte det ofte utryghed blandt beboere med etnisk dansk baggrund, når nydanskere talte deres oprindelige sprog i stedet for at slå over på dansk.
”Naboskabet bar præg af et praktisk samarbejde, hvor det handlede om at få tingene til at køre. Man spurgte sjældent til, hvor de nydanske beboere kom fra, eller hvilken religion de havde,” siger Tina Gudrun Jensen.
I flere tilfælde udviklede naboskabet mellem gammeldanskere og nydanskere sig til egentlige venskaber. Som for eksempel forholdet mellem 50-årige Selma fra Marokko, der var enlig mor og førtidspensionist, og den jævnaldrende Vibeke, der var gift og havde fast arbejde. De to kvinder besøgte ofte hinanden flere gange i løbet af en dag og havde været sammen om at passe den 89-årige underbo fru Nielsen, inden hun døde.
”Det var ofte enlige flygtningekvinder med børn, der blev venner med ældre danske kvinder. De blev venner, gik ture sammen, købte ind, passede hinanden under sygdom, holdt jul sammen og fik meget nære relationer,” fortæller Tina Gudrun Jensen.
Flere spørgeskemaundersøgelser har vist, at tilliden mellem beboerne i udsatte boligområder falder jo flere beboere med anden etnisk baggrund, der flytter ind. Den berømte amerikanske sociolog Robert Putnam taler om, at udfordringen ved det multietniske samfund er, at tilliden mellem forskellige befolkningsgrupper generelt bliver mindre. Omvendt peger den britiske antropolog Sandra Wallman på, at den etniske forskellighed også kan gøre et samfund mere åbent og dueligt i forhold til at tackle forandringer.
”Mange af naboskabsundersøgelserne i udsatte boligområder er baseret på spørgeskemaundersøgelser, men spørgeskemaer viser ikke noget om, hvordan hverdagen for beboerne rent faktisk foregår. Det er ikke nødvendigvis sådan, at enten lever man i harmoni med hinanden eller også er man ravende uvenner. Generelt praktiserede beboerne tillid til hinanden på tværs af etniske skel ved, at man lånte hinanden nøgler til hinandens lejligheder og vandede blomster, når man var på ferie,” siger Tina Gudrun Jensen, der understreger, at hverdagen i det boligområde, hun har fulgt, ikke begrænsede sig til det ”os og dem”-forhold, der ofte bliver udtrykt i den offentlige debat.
”Det, der går tabt i debatten om de såkaldte ghettoer, er, at der faktisk er mange danskere, som bor i disse områder, og at beboerne blander sig med hinanden på trods af meget forskellig baggrund. De erfaringer kan vi bruge, når vi for eksempel skal modtage flygtninge,” siger Tina Gudrun Jensen.