Prøv avisen

Appel til politikerne: Hjælp børn af alkoholikere

Der blev for nyligt afværget endnu et terrorangreb mod Jyllands-Posten. Eksperter mener, at et vellykket terrorangreb i Danmark også bliver det sidste. Foto: Mads Jensen Denmark

I går overrakte Blå Kors flere end 9000 underskrifter til sundheds-minister Astrid Krag (SF) med en kraftig opfordring til at hjælpe alkoholikerbørn

Det kan ikke passe, at børn, som vokser op med alkoholiske forældre, ikke har samme ret til hjælp som de fordrukne forældre.

Sådan lød beskeden i går fra Blå Kors generalsekretær, Christian Bjerre, da han på Ørestad Gymnasium i København overrakte 9367 underskrifter til sundhedsminister Astrid Krag (SF). Underskrifterne var opbakning til et lovtiltag, som Blå Kors mener, regeringen bør fremsætte. På sundhedsloven er voksne med alkoholmisbrug sikret kommunal hjælp, og samme behandlingsgaranti skal alkoholikernes børn have, sagde Blå Kors generalsekretær, Christian Bjerre, i gymnasiets auditorium.

I vores velfærdssamfund kan vi ikke være bekendt at have en blind vinkel i lovgivningen. Som barn eller ung i en alkoholisk familie har man ingen ret, så hvis du er uheldig at bo et sted uden gode frivillige kræfter, risikerer du, at der ingen hjælp er. Kære Astrid Krag, tag dette som en opfordring til at gøre mere for sagen gerne via lovgivning.

LÆS OGSÅ: Når alkoholmonsteret overtager kontrollen

Med de ord blev underskrifterne skubbet over gulvet i en tung papkasse, hvorpå der med fede typer var skrevet: Du skal ikke lukke øjnene du skal åbne munden.

Det gjorde Astrid Krag, som også betonede vigtigheden af at tale åbent om alkoholproblemer.

Alt for ofte får disse børn lov at holde problemerne for sig selv, fordi alkoholproblemer er et tabu. Det skal vi have gjort op med, sagde hun og spurgte så selv retorisk: Men hvorfor gør I politikere ikke noget ved det?

Det vil jeg også utroligt gerne, og hvis der var en snuptagsløsning, ville jeg kaste mig over den med det samme. Men det er et langt sejt træk, hvor flere skal forpligte sig. Jeg er klar med min del, men riget fattes penge, så jeg har ikke en stor pose penge med. Desværre. Derfor kan jeg heller ikke love den samme retsstilling til børnene, som de voksne har. Jeg vil gøre, hvad der står i min magt og sætte problemet på den politiske dagsorden.

Konsekvenserne for de cirka 122.000 danske børn, der vokser op med en alkoholiseret far eller mor, er tydeligt målbare: En tredjedel udvikler selv misbrugsproblemer senere i livet, mens hele gruppen langt oftere end andre børn oplever problemer med spiseforstyrrelser, angst og sociale relationer.

En af dem er 19-årige Nadja, som på gymnasiet fortalte om sin barndom. Hendes alkoholikerfar flyttede, inden hun blev født. Hendes mor var lige så alkoholiseret som faderen, så som 13-årig flyttede Nadja hjemmefra. Indtil da havde hun selv sørget for at stå op, smøre madpakke, handle ind og gøre rent.

Hun flyttede ind i faderens lejlighed, hvor han næsten aldrig var, og levede af de penge, hun tjente på sort arbejde, eller af den mad, som veninders forældre gav hende.

Nadja begyndte med årene at ryge hash dagligt, og misbruget kulminerede, da hun for halvandet år siden tog en overdosis og svævede mellem liv og død. Efter hjælp fra Blå Kors terapeutiske ungerådgivning, TUBA, har hun nu ikke rørt rusmidler i et år.

Jeg prøvede altid at skjule mine forældres misbrug, og jeg har gjort alting selv. Da tingene pludselig begyndte at gå bedre, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere gode ting.

På baggrund af sådanne historier mener Henrik Appel Esbensen, landsleder af TUBA, ikke, at Astrid Krag bare kan affeje appellen og underskrifterne med begrundelsen om økonomisk smalhals.

Det her er en politisk prioritering. Der er penge. Vil man give børnene de samme rettigheder som forældrene, eller vil man ikke? Samfundet har ikke råd til at lade være med at hjælpe de svigtede børn, for børnene udvikler selv misbrug, tager sjældnere en uddannelse, havner i kriminalitet og er i stor risiko for at få angst og depressioner, siger han.