Karoline Thomsen er på Københavns Universitet ved at færdiggøre en bachelorgrad i Mellemøstens sprog og samfund med særlig henblik på persisk. Hun synes selv, hun går ind for, at man skal være rummelig og inkluderende, og gamle teorier af hvide mænd må gerne udfordres og modsiges.
Alligevel blev hun frustreret, da hun i et internt Facebook-forum så nogle førsteårs arabisk-studerende give udtryk for, at de finder det problematisk, at gloser som terror, fattigdom og husmor indgår på de grundlæggende introduktionskurser i arabisk sprog. Disse ord ”bidrager til at holde liv i fordomme om de arabiske lande og befolkninger” lød begrundelsen.
Men det er bare ord. Og det er et problem, at ”tidens identitetspolariserende debat, der optager både studerende og ledelse, fjerner fokus fra det væsentlige og forringer evnen til at anskue tingene kontekstuelt”, som hun har formulerer det i et debatindlæg i Uniavisen.
Eller sagt på en anden måde: Man forstår ikke sammenhænge, hvis man kun vil lære de ord og teorier, man i udgangspunktet godt kan lide. Og over for Kristeligt Dagblad udtrykker Karoline Thomsen, at det ikke kun er på Facebook, men også i andre sammenhænge på studiet, at der er modvilje over for de teorier og begreber, nogle studerende ikke finder inkluderende nok.
”Jeg møder en meget hensyntagende kultur, som går ind for, at man skal være venlig og inkluderende, men som til gengæld er problematiserende og udelukkende over for de ord eller teorier, de ikke mener er det,” siger Karoline Thomsen.
Ifølge Uniavisen blev der i onsdags holdt et møde blandt de arabiskstuderende og nedsat en arbejdsgruppe, som skal se på det tekstmateriale, som indgår i undervisningen.
Det blev foreslået at forsyne nogle tekster med en såkaldt disclaimer, inspireret af streaming-tjenesten Disney+, som indleder ældre film med en tekst om, at de ”indeholder stereotyper og negative beskrivelser af mennesker og kulturer”.
”Vi er bevidste om, at det er virkeligheder, der eksisterer i Mellemøsten. Det er ikke vores hensigt at slette gloser, men vi vil bare gerne se flere virkeligheder repræsenteret i materialet,” siger Margherita Aroli, der også læser arabisk på andet semester, til Uniavisen.
Karoline Thomsen finder det helt på sin plads, at man som studerende forholder sig kritisk til det, professorer og andre undervisere har defineret som pensum, men hun synes alligevel, at der må stå en vis respekt om, at de mennesker, som er uddannet inden for faget og forsker i det, har et bedre overblik over, hvad der er væsentligt og mindre væsentligt.
”Kritik er nødt til at have et fundament,” siger Karoline Thomsen, som tilføjer, at ”det giver ikke mening at læse kritik af noget uden at læse, hvad dette noget er”.
Hendes egen oplevelse af undervisningen i mellemøststudier er, at universitetet overordnet lægger et bredt pensum frem, hvor både teorier af ”gamle hvide mænd” og teorier, som harmonerer bedre med den identitetspolitiske opfattelse, indgår. Men i de mundtlige debatter i undervisningen og i de studerendes valg af emner bliver vægten mest lagt på det sidste.
Annika Hvithamar, institutleder på Københavns Universitets institut for tværkulturelle og regionale studier, som Mellemøsten-studier hører under, siger, at universitetet er fuldt opmærksom på, at den nuværende ungdomsgeneration er mere woke, altså optaget af identitetspolitiske spørgsmål om race og køn og af postkolonial debat, end tidligere generationer. Men hun understreger, at det er meget få studerende, der går så langt, at de har problemer med at lære bestemte gloser eller synes, at hele pensum skal laves om:
”Der er alle vegne, også i folkeskolen og i gymnasiet, unge, som har kraftige holdninger. Men lige på vores institut har vi den fordel, at vi akkurat studerer, hvordan man ser på mennesker, herunder minoriteter og folk i Mellemøsten. Vi er vant til at kvalificere samtalen og se den fra mange forskellige vinkler, så identitetspolitikken er ikke et krav, vi bøjer os for, men en debat, vi forholder os til.”