Analyse: Arbejder-bonde-regering har mange odds imod sig

Debat om udlændinge, skat og velfærd fik de borgerlige partier til at fremstå mere spaltede end nogen hidtil detoneret atombombe. Nu tales der om en SV-regering som en nødudgang for Venstre, men det forekommer usandsynligt

Den første uges valgkamp har vist, at Venstre og Socialdemokratiet på papiret stort set er enige om målene for samfundsudviklingen, hvad enten det gælder udlændinge, velfærd eller miljø og klima. Men næsten enhver aftale med de røde partier i stedet vil være bedre for Socialdemokratiet end den tænkte SV-regering.
Den første uges valgkamp har vist, at Venstre og Socialdemokratiet på papiret stort set er enige om målene for samfundsudviklingen, hvad enten det gælder udlændinge, velfærd eller miljø og klima. Men næsten enhver aftale med de røde partier i stedet vil være bedre for Socialdemokratiet end den tænkte SV-regering. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Ingen højere? Jo, Socialdemokratiet kunne godt overtrumfe Venstres velfærdsløfte om at give 69 milliarder kroner til såkaldt kernevelfærd de næste fem år.

Socialdemokratiet foreslog på sit første valgpressemøde i Herlev i går en velfærdslov. Den skal forpligte kommende regeringer til at afsætte flere penge til velfærd i samme takt, som antallet af børn og ældre vokser. Venstres leder, statsminister Lars Løkke Rasmussen, skal med loven ”bindes til masten”, som den socialdemokratiske partiformand Mette Frederiksen sagde.

Man gør klogt i ikke at tage forslaget om en velfærdslov alt for seriøst. Ligesom Venstres velfærdsløfte på 69 milliarder kroner er det først og fremmest møntet på valgkampen. Vinder Socialdemokratiet regeringsmagten, kølnes interessen for at lægge den slags bindinger på sin egen politiske handlefrihed lynhurtigt.

Den første uges valgkamp har imidlertid vist, at Venstre og Socialdemokratiet på papiret stort set er enige om målene for samfundsudviklingen, hvad enten det gælder udlændinge, velfærd eller miljø og klima.

Samtidig fremstår de borgerlige partier nu mere spaltede end nogen hidtil detoneret atombombe. Både De Konservative og Liberal Alliance lægger luft til Venstres velfærdsløfte, de taler for henholdsvis nul- og minusvækst i den offentlige økonomi. De vil også have skattelettelser, mens Venstre slås for et nydefineret skattestop. Enhver synes nu at kæmpe for egen overlevelse.

I aftes udfordrede forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) så i Berlingske Dansk Folkeparti med et krav om, at der allerede i næste valgperiode skal være en folkeafstemning om det danske forbehold over for EU’s forsvarssamarbejde. Det vil Dansk Folkeparti ikke acceptere, hvis partiet skal være med i en regering efter valget

I partiet Stram Kurs har lederen, Rasmus Paludan, fået den kontroversielle professor Helmuth Nyborg og teologen Iben Thranholm med på holdet, og meningsmålingerne antyder, at partiet kan komme over spærregrænsen.

Lars Løkke Rasmussen hverken kan eller vil regere på det partis stemmer og slet ikke indfri dets krav om forvisninger af hundredtusinder af muslimer fra Danmark.

Udlændingepolitikken er ikke længere et vindertema for de blå partier, tværtimod. Et SV-regeringssamarbejde kunne dermed være en nødudgang for Venstre fra det borgerlige kollaps, hvis der bliver et komfortabelt rødt flertal, som det ser ud til.

Det har igen givet liv til spekulationerne om en arbejder-bonde-regering som den, der med begrænset succes blev afprøvet i slutningen af 1970’erne.

Rationalet er, at uenighederne mellem Socialdemokratiet og Venstre i udlændingepolitikken, velfærdspolitikken og måske endda i klima- og miljøpolitikken alligevel i dag er så minimale, at det ville give mening med et regerings- samarbejde. Som tredje hjul i giggen forestiller man sig Dansk Folkeparti, De Konservative eller muligvis De Radikale, der i så fald ville komme til at sluge en del kameler i udlændingepolitikken.

For Lars Løkke Rasmussen personligt ville samarbejdet kunne sikre ham en fortsat ministerkarriere, omend næppe som statsminister. Om han også ville kunne fortsætte som partileder, er stadig tvivlsomt.

Socialdemokratiet har på sin side også noget at slås med. SF indledte valgkampen med ”meget firkantet” at kræve minimumsnormeringer for daginstitutioner. Opfyldes det krav ikke, vil partiet ikke stemme for en kommende finanslov, lyder det ultimativt. Bestemt et dyrt og besværligt krav at opfylde, men ikke uoverkommeligt.

Det samme gælder kravet fra SF og andre mulige støttepartier til en kommende socialdemokratisk regering med hensyn til ydelser til udlændinge. Socialdemokratiet ønsker en ydelseskommission til at se på hele området for overførselsindkomster, mens de øvrige partier kræver ”fattigdomsydelserne” sat op.

Endelig kræver de, at Danmark igen skal tage imod FN’s kvoteflygtninge, og flere af partierne vil have mere vidtgående ændringer på klimaområdet end det, Socialdemokratiet lægger op til.

Det skal nok blive besværlige forhandlinger, men næsten enhver aftale med de røde partier vil være bedre for Socialdemokratiet end den tænkte SV-regering. Den vil udsætte Socialdemokratiet for et veritabelt bombardement, hver eneste gang partiet har givet sig en millimeter over for Venstre.

Samlingsregeringer har Danmark haft, når landet standede i våde som under Anden Verdenskrig eller i 1970’ernes dybe økonomiske krise. En lignende anledning skal man trods alt kigge langt efter i dag, så det forekommer stadig usandsynligt med en SV-regering efter valget.