Stærk koalition udfordrer klimaidealisterne

Regeringens klimaudspil for landbruget er for uambitiøst, mener støttepartierne. Men det forener reelt landbrugs-, lønmodtager- og udkantsinteresser i en slags arbejder-bonde-koalition over for de store klimamål for 2030

Mælkebøtter var en del af scenariet, da regeringen i går præsenterede sit grønne udspil på Landbohøjskolen i Taastrup. Fra venstre er det klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, erhvervsminister Simon Kollerup, fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister Rasmus Prehn og miljøminister Lea Wermelin, der taler til pressen.  - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Mælkebøtter var en del af scenariet, da regeringen i går præsenterede sit grønne udspil på Landbohøjskolen i Taastrup. Fra venstre er det klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, erhvervsminister Simon Kollerup, fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister Rasmus Prehn og miljøminister Lea Wermelin, der taler til pressen. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Det tog lang tid. Men med et halvt års forsinkelse og efter ikke færre end 31 såkaldte tekniske gennemgange for Folketingets partier, fremlagde regeringen i går sit klimaudspil for landbruget. Fire ministre for fødevarer, erhverv, klima og miljø er enige om, at det både vil sikre landbruget, dets arbejdspladser, klimaet, vand- og landmiljøet de kommende år, og er nu klar til politiske forhandlinger.

Regeringens støttepartier er for at sige det mildt ikke imponerede. Regeringen vil reducere landbrugets CO2-udledning med 7,1 millioner tons frem til 2030, og langt hovedparten – fem millioner tons – følger et udviklingsspor. Det vil sige, at det er reduktioner, som afhænger af kommende teknologisk udvikling, og som er ”behæftet med betydelig usikkerhed”.

Alligevel er fødevareminister Rasmus Prehn (S) overbevist om, at man nok skal nå målet om at reducere landbrugets udledninger med 70 procent i 2030.

En del af det nås ved at tage de lavest liggende dyrkningsområder, lavbundsjorder, ud af produktion. Regeringen er nået frem til, at der kan tages 88.500 hektar ud, mens oppositionen har nævnt både 100.000 og 108.000 hektar som realistiske mål i 2030. For at gøre ondt værre, har ministeriets embedsmænd også regnet sig frem til, at klimagevinsten ved at braklægge og oversvømme de områder er meget mindre, end for eksempel Klimarådet hidtil har kalkuleret med. 15 tons pr. hektar og ikke 24 tons er gevinsten, lød det på pressemødet i Taastrup i går.

Artiklen fortsætter under annoncen

Set med støttepartiernes øjne er regeringens lave ambitionsniveau på lavbundsjorder og de usikre tal for fremtidige teknologiske fremskridt kun en del af problemet. Værre er det ord, der end ikke er nævnt i udspillet. Kød.

En helt afgørende faktor for at nedbringe Danmarks udslip af klimagas er, at produktionen af kød sænkes, mener de. SF’s landbrugsordfører Rasmus Nordqvist forklarer, at hans parti går ind for at bruge både pisk og gulerod for at få mindre animalsk og mere plantebaseret produktion.

Argumentet imod at omstille produktionen er dog dels, at det vil koste job i fødevaresektoren, dels at produktionen blot flyttes til andre lande, hvor den bliver mindre miljø- og klimavenlig, end den i dag er herhjemme. Lækageproblemet, kalder eksperterne det.

”Det problem kender vi alt til, men så markant er det problem heller ikke. Som et af de mest opdyrkede lande i verden med en meget stor dyreproduktion er det helt afgørende, at vi omstiller produktionen, og den udvikling er faktisk allerede i gang,” siger Rasmus Nordqvist.

Han fremhæver, at der er job i at gro og forædle planter til fødevarer, og at det ikke bare handler om at ”vaske en gulerod”.

Netop spørgsmålet om job og vækst og landbrugets chance for at konkurrere med udlandet ser ud til at have været den centrale årsag til, at det har trukket ud med klimaudspillet. Regeringen har ikke villet risikere, at klimakampen koster arbejdspladser, slet ikke i yderområder, hvor landbruget er afgørende og slet ikke efter efterårets pludselige aflivning af minkerhvervet herhjemme på grund af coronakrisen.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) understreger behovet for at beskytte landbruget som en vigtig, kulturbærende del af dansk erhvervsliv og dansk historie. Vi skal fortsat have et landbrug med tusindvis af arbejdspladser, og ”balancen er enormt vigtig”. Fødevaresektoren eksporterede for 167 milliarder kroner i 2019, og sektoren beskæftiger 125.000 personer. Dem tænker regeringen på, når de skal være med på den grønne rejse, lød det på pressemødet.

Man skulle lytte godt efter for at høre noget på det møde, en minister fra Venstre ikke kunne have sagt næsten tilsvarende. Det skulle lige være om finansieringen af udspillet. Regeringen vil i alt væsentligt tage pengene til det fra den støtte, landbruget allerede i dag får fra EU. Unionen er ved at revidere reglerne, så der kan bruges flere penge fra landdistriktsstøtten på grønne formål, samtidig med at en større del af den direkte landbrugsstøtte omdirigeres i en grøn retning.

Ikke overraskende kritiserer interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer den finansiering, fordi den vil gøre det sværere for dansk landbrug at konkurrere med andre lande – med mindre de gør det samme og trækker støtte væk fra deres landbrug og over til grønne formål. Foreløbig er der ikke meget, som tyder på, at det vil ske.

Landbrug og Fødevarers formand Søren Søndergaard beklager sig også over, at regeringen vil stille endnu større krav til landbruget om at mindske udledningen af kvælstof, som allerede er blevet skåret væsentligt ned de seneste årtier. Derimod glæder han sig over, at man satser så hårdt på at løse klimaproblemerne med ny teknologi.

Lige præcis på det punkt har landbruget en fælles interesse med de ansatte på slagterier og andre i andre følgeerhverv, for alternativet kunne være langt mere vidtgående indgreb for at nå klimamålene. Klimarådet har for eksempel foreslået en generel afgift på co2, lattergas og metan på 1200 kroner pr. ton, som umiddelbart er beregnet til at ville koste 20.000 jobs i landbrugssektoren. Der ville blive skabt nye stillinger andre steder og i andre sektorer, typisk i de store byer, men færre, måske blot 13.000 nye jobs, har Det Miljøøkonomiske Råd beregnet.

Fagforeningen 3F organiserer mange af de ansatte, der ville risikere at blive arbejdsløse, hvis der blev indført en generel afgift på klimagasser. Foreløbig er spørgsmålet om den afgift imidlertid udskudt og sendt til ekspertanalyse i et års tid.

Miljø- og arbejdsmiljøpolitisk konsulent i Den Grønne Gruppe i 3F, Jesper Lund-Larsen, er også betænkelig ved en afgift, fordi den vil ramme de lavest lønnedes rådighedsbeløb relativt hårdere end de mere vellønnede. Så fagforeningen har fælles interesser med Landbrug og Fødevarer i modstanden mod en klimaafgift og mod indgreb mod kødproduktion her i landet. Han slår en høj latter op på spørgsmålet om, hvorvidt der virkeligheden eksisterer en arbejder-bonde-koalition i klimapolitikken.

”Det er klart, vi har fælles interesser her, og vi samarbejder også med Landbrug og Fødevarer om at bevare arbejdspladser. Tag sådan noget som urørt skov. Faktisk har man jo bedre biodiversitet i mange statsskove, end man får, hvis man bare lader skovene passe sig selv. Møbel- og træindustrien har et meget stort behov for træ de kommende år, og hvis det ikke kan produceres her i landet, må man importere det fra Østeuropa, hvor det produceres mindre bæredygtigt,” siger Jesper LundLarsen.

Om det reelt ender med et arbejder-bonde-forlig mellem den socialdemokratiske regering og Venstre, afgøres den kommende tid. Sker det, vil det næppe være tilfredsstillende for ”klimaidealisterne” i De Radikale, Alternativet, SF og Enhedslisten. De får svært ved at se sig selv i et forlig med færre konkrete krav til klimaforbedringer i landbruget end det, regeringen nu har spillet ud med.