Arbejdstid er stadig arbejderens kæphest

I mere end 100 år har det været dagen, hvor arbejdere gik på gaden i kamp for bedre forhold, og i dag er det stadig nogle af de samme emner, der er centrale, lyder det fra forfatter til flere bøger om arbejderklassen. Især spørgsmålet om, hvor længe man skal være på arbejdsmarkedet, fylder meget

 Siden 1. maj 1890 har arbejdere over hele verden gået på gaden for at kæmpe for deres rettigheder. I dag er skellet mellem klasserne dog ikke trukket så hårdt op som tidligere. Her ses B&W-arbejdere ved fyraftenstid i 1987. –
Siden 1. maj 1890 har arbejdere over hele verden gået på gaden for at kæmpe for deres rettigheder. I dag er skellet mellem klasserne dog ikke trukket så hårdt op som tidligere. Her ses B&W-arbejdere ved fyraftenstid i 1987. – . Foto: Ritzau Scanpix.

I dag samles tusindvis af danskere rundt omkring i landet for at demonstrere og feste. Sådan har det været siden 1. maj 1890, hvor arbejdere over hele verden gik på gaden for at kæmpe for deres rettigheder. Men hvem er denne arbejder, der stadig får folk til netop i dag at samles i fagforeningslokaler og offentlige parker landet over til øl og politiske taler?

”Den typiske definition på en arbejder er en, der har en uddannelse fra en teknisk skole eller en, der er ufaglært. Arbejderklassen er folk med ganske almindelige jobs inden for ældrepleje, byggeri og transport,” siger Lars Olsen, journalist, debattør og forfatter til blandt andet bogen ”Klassekamp fra oven”.

Han fremhæver FOA, 3F og Dansk Metal som de fagforbund, der typisk huser arbejderen. Hos FOA findes lavtlønnede og folk med fysisk belastende arbejde i hjemme- og ældreplejen, og hos 3F er det murere, tømrere, jord- og betonarbejdere og chauffører.

”Dansk Metal repræsenterer de mere vellønnede. En stor del af arbejderklassen bruger stadig deres krop, og de bliver slidt ned. Dem, der har en erhvervsuddannelse, har et fysisk krævende job, og de har større risiko for at blive langtidssygemeldt og gå på førtidspension, større risiko for at blive slidt ned,” siger Lars Olsen.

Selvfølgelig er der sket meget med jobmarkedet, siden de første røde faner blev hejst. Der er flere faglærte og færre ufaglærte, og for den hårdt belastede arbejder er der kommet flere hjælpemidler til at lette arbejdsbyrden.

”Jobbene har ændret sig. De er ikke så belastende med røg, støj og møg på samme måde som for 100 år siden. For eksempel kan man inden for ældreplejen i dag få en lift, der kan løfte de ældre ud af sengen. Skellet mellem kontorjobbet og hårdt fysisk arbejde er mindsket, men det er ikke væk,” siger Lars Olsen.

Den teknologiske håndsrækning er da heller ikke kommet uden følger.

”Det, at du får nogle tekniske hjælpemidler, gør, at tempoet bliver sat op. Men hvad så, hvis du ikke har tid til at betjene liften?”

For 100 år siden var det kampen for otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile, der var arbejderens vigtigste kæphest. I dag er det stadig en vigtig del af kampen.

”Et emne, der betyder enormt meget hos folk, er, at man ikke kan arbejde, til man bliver 70 år, sådan som det forudsættes i politiske reformer. Det er sværere for mange i arbejderklassen end for økonomer og jurister at arbejde, til de bliver 70 år. Der er større risiko for at blive slidt ned.”

Netop skellet mellem de folk, der sidder bag skrivebordene, og de folk, der har det hårde, fysiske arbejde, er noget, Lars Olsen hæfter sig ved.

”Dem, der er bag reformerne, er folk bag skrivebordene. Det er ikke dem, der skal klare det hårde, fysiske arbejde. Det er dem, der realiserer sig selv. De tænker, at hele verden ligner deres og deres omgangskreds. Men sådan ser det ikke ud hos ældreplejen eller hos håndværkerne.”

At forholdene på arbejdsmarkedet har ændret sig, kommer også til udtryk hos partierne. Historisk set er arbejdernes kampdag stort i socialdemokratisk regi, men i dag er det typisk Dansk Folkeparti, der kæmper med Socialdemokratiet om arbejdernes stemmer. En aktuel vælgeranalyse fra valgforsker Kasper Møller Hansen viser, at Dansk Folkeparti i dag kan kalde sig det største arbejderparti. Skellet mellem klasser er ikke så hårdt optrukket som tidligere.

”Arbejderklassen har en højere standard end for 50 år siden. Flertallet af LO’s medlemmer bor i egen bolig. Det gjorde man ikke på samme måde for 70 år siden. Så der er nogle ting, der er blevet bedre. Men der er nogle særlige problemer, der stadig knytter sig til arbejderklassen: Hårdt arbejdsmiljø, nedslidning og manglende indflydelse,” siger Lars Olsen, der for fremtiden frygter, at det øgede tempo bliver arbejderens største modstander.

”Der vil blive flere hjælpemidler. Men der er stadig behov for nogle folk, hvis der er noget, der går skævt. Det gør da, at færre vil få nedslidende jobs, men tempoet kan også blive sat op, og det er fysisk og psykisk belastende,” siger Lars Olsen.