Prøv avisen

Arkiver afslører historien om danske læger, der hjalp nazisterne

Den nazistiske læge Frits Clausen, som her ses på talerstolen foran Frikorps Danmark, var fører for Danmarks National-socialistiske Arbejderparti og en af dem, der var vigtig for Lægeforeningen at ekskludere under dens udrensning i efterkrigstiden. – Foto: Polfoto

Efter Befrielsen i 1945 oprettede Lægeforeningen en æresret, der skulle foretage en udrensning af de læger, der havde handlet unationalt under krigen. For første gang er Lægeforeningens udrensningsarkiv blevet gennemgået, og en ny bog fortæller historien om de læger, der krydsede over til fjenden

”Lægerne renser ud”. Sådan lød en overskrift i Kristeligt Dagblad den 17. juni 1945.

Som mange andre foreninger valgte Lægeforeningen efter Anden Verdenskrig at lægge afstand til medlemmers unationale handlinger, hvorfor der blev indledt en udrensning af de læger, der ”i Besættelsestiden har indtaget en Holdning, som ikke er forenelig med de Krav, der maa stilles til en dansk Læge,” som der står i artiklen.

I fredags udkom bogen ”Danske læger under nazismen”, som for første gang kaster lys på indholdet af Lægeforeningens udrensningsarkiver, der har været pakket væk fra offentligheden siden efterkrigstiden.

Det er forfatter og forhenværende overlæge ved Sønderborg Sygehus Andreas C. Johannsen, der som den første har fået adgang til udrensningsarkiverne i kælderen under Domus Medica, palæet i København hvor Lægeforeningen har til huse. I tre år gennemgik han dokumenterne for det opgør, der fandt sted internt i Lægeforeningen i årene efter krigens afslutning.

”I slutningen af krigen og lige efter Befrielsen blev vi meget danske i Danmark. De, der havde haft med tyskerne at gøre, skulle straffes hårdt. Man ville ikke være i stue med dem, og derfor ville man have dem ud af foreninger og organisationer,” siger Andreas C. Johannsen.

Derfor oprettede mange organisationer og foreninger deres egne æresretter, heriblandt Lægeforeningen.

”Akademikere blev nævnt som nogle, der burde have været klogere. Det gjaldt også lægerne, som dengang havde en meget høj social status og blev set som rollemodeller,” forklarer forfatteren.

Med bogen ønsker han at give et mere nuanceret indblik i lægernes aktivitet under krigen.

”Mange læger var aktive i modstandsbevægelsen, men nogle læger krydsede over til fjendens side, så det her er historien om medløberne.”

I dagene efter Befrielsen den 5. maj 1945 blev 40.000 danskere arresteret, heraf omkring 50 læger. På baggrund af det blev 13 læger fradømt deres autorisation og derved administrativt ekskluderet fra Lægeforeningen.

Foreningen tog selv 105 sager under behandling. Det resulterede i, at yderligere 12 læger blev ekskluderet, og 33 læger blev meddelt såkaldt misbilligelse.

Lægeforeningens æresret var i god tråd med folkeholdningen om at straffe landssvigere hårdt, og det kom særligt til udtryk i sagen om Frits Clausen (1893-1947). Som læge, folketingsmedlem og fører for Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti var Frits Clausen en fremtrædende figur, og efter krigens slutning ønskede befolkningen ham dødsdømt.

Frits Clausen blev ekskluderet fra Lægeforeningen, inden den offentlige sag mod ham var slut, på trods af at dette stred mod foreningens egne regler.

”Egentlig var det ligegyldigt at ekskludere ham, for når først han blev idømt fængselsstraf, ville han alligevel miste sin lægeautorisation. Men foreningen ville have ham ud af hensyn til retsfølelsen,” fortæller Andreas C. Johannsen.

Men det var ikke kun berømte og berygtede frontfigurer som Frits Clausen, der blev set efter i sømmene af Lægeforeningen. Også mindre forseelser og sager, der ikke ellers var lovmæssigt strafbare, tog æresretten sig af.

Blandt andet tog foreningen en del sager op, der omhandlede lægeligt og lovmæssigt straffrit civilarbejde i Tyskland og Norge, som en del læger havde opsøgt som følge af den store arbejdsløshed i Danmark – ofte endda efter henvisning fra et dansk arbejdsanvisningskontor. Seks af 11 sager om civilarbejde i Tyskland endte med eksklusion.

Påtalerne fra Lægeforeningen fik alvorlige konsekvenser for lægerne. De læger, der modtog en misbilligelse af foreningen, blev isoleret. Kollegerne ville ikke tale med dem, de blev ikke inviteret med til foreningens møder, og i visse tilfælde mistede de deres job.

Blev man som læge ekskluderet fra Lægeforeningen, kunne man endvidere ikke ernære sig som praktiserende læge, fordi der forelå en eksklusivaftale mellem sygekasserne og Lægeforeningen. Det betød, at ekskluderede læger kun kunne arbejde som privatlæger, hvor patienterne selv skulle betale, og det var svært at tjene til dagen og vejen på den vis.

I Lægeforeningens udrensningsdokumenter figurerer særligt læger fra én bestemt landsdel: Sønderjylland. De sønderjyske læger udgør under udrensningen halvdelen af de fængslede læger og en fjerdedel af alle de indberettede sager.

”I Sønderjylland var mange af lægerne uddannet i Tyskland, og mange af de tysksindede håbede stadig på en genforening med landet. Der opstod en enorm spænding mellem dansk- og tysksindede, og i Sønderjylland var fjenden ens nabo eller kollega,” forklarer Andreas C. Johannsen.

Efter at have gennemgået kasse efter kasse med Lægeforeningens udrensningsdokumenter har Andreas C. Johannsen indtryk af, at sagerne generelt blev behandlet med stor grundighed. Dog, indvender han, var der noget grundlæggende problematisk ved æresrettens opbygning.

”I retten sad fem udpegede læger, men ingen jurister. Sagerne fra æresretten kunne ikke indbringes for domstolene, og de måtte hverken nævnes i pressen eller til foreningens møder. På den måde var det et ret diktatorisk foretagende. I foreningens vedtægter stod der, at en læge i sit erhverv ikke må handle på en måde, der kan skade lægestanden. Men de her unationale handlinger var jo typisk noget, lægerne bedrev i fritiden.”

I 1947 begynder flere af foreningerne i Danmark at genoptage de ekskluderede medlemmer. Også Lægeforeningen gav begrænset medlemsret til nogle af de ekskluderede læger.

”Man kunne efterhånden se, at det ikke nyttede noget, at så stor en gruppe var sat uden for samfundet. De, der fik begrænset medlemsret, kunne igen arbejde som sygekasselæger, men man ville stadig ikke have dem med til foreningsmøder, ligesom de ikke kunne opnå tillidsposter.”

I 1950 genoptager Lægeforeningen alle ikke-fængselsdømte læger, og udrensningssagerne stopper og arkiveres under Domus Medica. Der har de været gemt væk indtil nu, hvor Andreas C. Johannsen bringer dem frem i offentlighedens lys igen. Ikke for at rippe op, understreger han, men for at afklare. Han mener nemlig, at vi i dag kan lære af historien.

”Der er mønstre i historien, der har tendens til at gentage sig. Der er både gode og dårlige personer på hver side af en konflikt, og man skal passe på med at dømme folk ud fra rygter. Lægeforeningens arkiver viser os, at mange blev undersøgt, men mange blev også frikendt igen.”