Regeringen kom i weekenden i mål med at give personer med en lang erhvervskarriere mulighed for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Regeringen vurderer, at 10.000 borgere vil søge at blive omfattet af ordningen frem til 2025. Beskæftigelsesministeriet forventer, at 8 ud af 10 vil være ufaglærte eller faglærte arbejdere.
Retten til tidligere pension er blevet døbt Arne-pensionen, fordi Socialdemokratiet forud for folketingsvalget i juni 2019 på valgplakater viste et billede af den dengang 59-årige Arne Juhl. Han var bryggeriarbejder og havde arbejdet, siden han var ganske ung. Han var angiveligt også lettere mærket af de mange løft, som han have foretaget over årene. Under den socialdemokratiske valgplakats billede af Arne Juhl stod der ”Nu er det Arnes tur. De mest nedslidte skal også have ret til en værdig pension.”
Senere blev Arne Juhl hevet frem på Socialdemokratiets kongres i efteråret 2019 af statsminister og partiformand Mette Frederiksen. Det viser den vægt, som den socialdemokratiske regering har lagt på sagen.
Af to grunde er Arne-pensionen vigtig for regeringen.
På den ene side mener den sagligt, at der er opstået et reelt problem for den gruppe, som er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet årtier tilbage, før nutidens remedier mod fysisk nedslidning var så udbredte, som de er nu. Problemet er blevet akut, fordi tidligere regeringer har besluttet, at pensionsalderen skal stige med levealderen, og fordi efterlønnen er på vej til at blev afskaffet.
På den anden side skal Arne-pensionen imidlertid også ses i et langt bredere politisk perspektiv, som drejer sig om Socialdemokratiets transformation tilbage til et klassisk arbejderparti.
Da Helle Thorning-Schmidt (S) ved valget i 2015 tabte regeringsmagten til Lars Løkke Rasmussen (V), skete der samtidig det, at Socialdemokratiet mistede en stor del af de ufaglærte og faglærte arbejdervælgere til Venstre og Dansk Folkeparti. Det var en af hovedårsagerne til, at sidstnævnte blev landets næststørste parti.
Da Helle Thorning-Schmidt trak sig som formand, overtog en ny gruppe magten i Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen. Andre medlemmer af gruppen var Henrik Sass Larsen, Peter Hummelgaard og Martin Rossen. De har familiære rødder i arbejderklassen, og de var – selvom de selv er akademikere – beskæmmede over, at Socialdemokratiet ikke længere var de faglærte og ufaglærtes parti par excellence.
Under den nye gruppes strategiske overvejelser om, hvordan partiet kunne ændre denne situation, blev man enige om to ting, som for alt i verden skulle ændres i Socialdemokratiets politik.
Dels skulle partiets udlændingepolitik omformes radikalt.
Dels skulle arbejdervælgerne konkret tilgodeses via et politisk fokus på erhvervsuddannelser, arbejdsmiljø, bedre pensionsforhold og så videre.
Socialdemokratiets udlændingepolitik havde ifølge den nye ledelsesgruppes opfattelse i flere årtier været alt, alt for liberal. Det havde i den grad bidraget til de store problemer med integrationen, som ikke mindst viste sig i de socialdemokratiske kommuner med mange arbejdervælgere og store samlinger af almene boliger.
Den politiske linje skulle på dette område skrues tilbage til den restriktive linje, som havde været Socialdemokratiets frem til begyndelse af 1980’erne. Det kom til udtryk i det omfattende program med en ny udlændingepolitik i 2018, som udgør grundlaget for Mette Frederiksen-regeringens restriktive udlændingepolitik.
Arne-pensionen er et væsentligt element i udfyldelsen af den anden del af Socialdemokratiets transformation til et klassisk arbejderparti. Denne består også af elementer angående arbejdsmiljø, erhvervsuddannelser, adgangen for lønmodtagere fra andre lande til det danske arbejdsmarked og lignende, men Arne-pensionen er sandsynligvis det symbolsk set mest vigtige element.
For Socialdemokratiet er Arne-pensionen et af de væsentligste tegn på, at Socialdemokratiet også i praktisk politik er vendt tilbage til rollen som et parti, der er rodfæstet i arbejderklassen.
Det har så samtidig den fordel for partiets strateger, at den nye rolle af dem opfattes som ensbetydende med en konsolidering af regeringsmagten. Thi godt nok taber Socialdemokratiet middelklassestammer ved at blive mere ”arbejderistisk”, men de tabte stemmer går til andre røde partier. De genvundne arbejderstemmer kommer derimod fra partierne i blå blok.
Med Arne-pensionen har Socialdemokratiet både fået en ny arbejderlignende fødselsattest og førstefødselsretten til regeringsmagten i de kommende år. I hvert fald ifølge partiets nuværende ledelse.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.