Prøv avisen

Arvingerne skaber bekymring hos ældre

Der er flere ældre som er blevet bekymrede om deres arv efter at have set tv-serien "Arvingerne". Arkivfoto. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Danmark

Rådgivere har oplevet et sandt boom i henvendelser om arv efter tv-serien Arvingerne. Flere ældre bekymrer sig om, hvorvidt arven vil splitte familien

For et par dage siden kom et ældre ægtepar med panderynker ind på et advokatkontor i Sydjylland.

Ægteparret og deres to voksne børn havde for nogle år siden købt et fint sommerhus til ferier og weekendture. Men så ville den ene bror ud af foretagendet og solgte sin andel. Siden steg sommerhuset i værdi en halv million og nu stod den anden bror til at tjene penge, hvis huset skulle sælges. Og selvom den første bror egentlig selv havde valgt ikke at være med, så var der alligevel faldet et par spydige bemærkninger ved den seneste familiemiddag, som fik forældrene til at tænke en ekstra gang. For hvad nu, hvis et arvespørgsmål skulle skabe ufred mellem børnene efter deres død?

LÆS OGSÅ: Jagten på arvesølv er en arvesynd

Situationen fra advokatkontoret Advodan i Vejen er én af mange på landsplan, hvor advokatfirmaet de seneste uger er blevet kontaktet af ældre, der er blevet bekymrede om deres arv efter at have set tv-serien Arvingerne. Også i Ældre Sagens rådgivning er antallet af henvendelser om arv steget voldsomt i starten af 2014.

Jeg tror, vi har haft en stigning på 50 procent i opkald om lige præcis arv. Så griner folk lidt flovt i telefonen og siger: Ja, jeg ringer vedrørende min arv jeg har jo også set fjernsyn, siger Gitte Clausen, souschef i Ældre Sagens rådgivning.

Som i Arvingerne går langt de fleste spørgsmål lige nu på, hvordan man kan sikre sin arv i en familie med anderledes struktur end den klassiske kernefamilie med fælles børn. Men der er også flere af kernefamilierne, som er blevet usikre efter at have set serien, fortæller Gitte Clausen.

Har vi nu brug for at gøre noget, er vi nu sikre på, at alle får lige andel? Her kan vi så forsikre om, at alt er, som det plejer at være, siger hun.

Interessen for arv er overordnet set et udtryk for overskud, mener Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi ved Aalborg Universitet.

Vi lever i et samfund, der er så velstående, at helt almindelige mennesker kan videregive endog ganske betydelige værdier til familie, venner eller Kattens Værn. Der bliver mere og mere at dele ud til flere.

LÆS OGSÅ: Kvinde vies til sig selv - præst kritiseres

Alligevel taler man ikke rigtig om arv, og her har tv-fiktion som Arvingerne en særlig måde at få os til at forholde os til det mest tabubelagte på, mener han.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det ikke hverdagskost at tage døden op. Men her kan tv-serier på en umærkelig måde gå ind og gøre et tema som arv aktuelt, selvom det er en ældgammel problematik. Fiktionen kan hjælpe os til at tage hul på nogle af de rigtig svære diskussioner og fungere som en slags ventil, der åbner for, at nu skal vi altså have gjort noget ved det, siger han.

Bodil Ravn Hedeager, advokat i Advodan i Vejen, har arbejdet med arvesager i 20 år. I de år er bekymringen for at komme til at forfordele ét af sine børn, endnu et tema i Arvingerne, steget.

Hele slægtsforløbet, hvor den førstefødte før arvede alt, er totalt væk i dag. Det man vil sikre er, at ingen synes, man var en uretfærdig person. Hvis arvinger føler sig forfordelt, så tænker mange, det må hænge sammen med, hvor tæt et bånd man har haft. Det er mange ældre klar over, og de har behov for at signalere, at der ikke er større følelser for et barn frem for det andet, siger hun.

I sidste ende skal man huske, at testamenter er til for at videregive afdødes ønsker, ikke familiens, mener Gitte Clausen fra Ældre Sagen.

Det, du efterlader dig, er dit valg. Så nej, man skal ikke snakke en hel masse om det med sine arvinger. Så kan man først rigtig gå hen og blive uvenner med sine nære, før man skal dø. Et testamente er et personligt dokument, som ikke skal tages i en rundbordssamtale.