Han har altid været den lille, den yngste i søskendeflokken, den, der indsamlede pantflaskerne efter en fest på Testrup Højskole.
Sådan er det ikke mere. I dag sidder Asbjørn Toftdahl med en cigaret mellem sine fingre i Botanisk Have i København. Han skifter mellem at ryge cigaretten mindre og tage en slurk kaffe, mens han dykker ned i minderne om sin opvækst på en højskole.
Asbjørn Toftdahl er lige flyttet til København fra Berlin, hvor han har boet i fire år. Før Berlin var hans liv kendetegnet af nye bekendtskaber hvert halve år, af våde øjne, hver gang bussen tog hans nye venner med sig. Men også af fællesskab, af støtte og af stor inspiration, alle ting afgørende for en dreng, der på mange måder var lidt anderledes.
”Grunden til, at jeg ikke er blevet slagtet af mobning, er at jeg har haft 125 storesøskende og en god familie, der havde min ryg. Så størstedelen af døgnet følte jeg mig accepteret, og så gjorde det andet ikke så meget. Der har jeg været virkelig heldig. Ligesom det altid var trygt at komme hjem til Testrup Højskole og blive bekræftet i, at jeg ikke var en freak, ” siger Asbjørn Toftdahl, der også denne dag skiller sig lidt ud iført en farverig trøje.
Han kæmper lidt med vinden og må gentænde sin cigaret nogle gange, han tager et sug og læner sig tilbage i metalstolen. Tænker lidt over tingene, inden han fortæller.
”Min opvækst har helt klart gjort mig social. En af mine storebrødre er lidt i den anden ende og nyder at være alene. Men jeg er helt ude af en anden tangent. Det er måske, fordi jeg er vokset fuldstændig op i det og har været med, siden jeg var spæd,” siger han.
Opvæksten har gjort ham rummelig, fortæller han, men den egenskab har også givet anledning til udfordringer.
”Jeg tror, jeg måske er lidt grænseløs i forhold til intimitet i samtaler og måske egentlig også fysisk, fordi jeg er opvokset med en åbenhed, der nok er rimeligt ekstrem. Jeg havde et sent teenageoprør, hvor en veninde til en fest sagde til mig: ’Du er provokerende rummelig, Asbjørn.’ Det var hverken en kritik eller et kompliment, nok nærmere en konstatering, men i hvert fald satte det gang i noget, der gjorde, at jeg i en periode var nødt til at finde ud af, hvorfor jeg går ind i samtaler med folk. Jeg blev mere provokerende for at gøre op med den rummelighed, men nu er jeg nok endt et sted midt imellem,” siger han.
Hans far, Ole Toftdahl, der i dag er forstander på Ry Højskole, var musiklærer på Testrup Højskole. Det nød den unge Asbjørn godt af, og han sneg sig lejlighedsvis med til undervisningen.
”Der var perioder, hvor det var træls at være på min egen skole, og så fik jeg kompensation til at være mere på højskolen. Her lærte jeg polyrytmik med min far og Paul Simon (amerikansk sanger, red.), dansede og spillede percussion,” siger Asbjørn Toftdahl.
Han indspillede også sin første sang som 10-årig på Testrup med sin far. Den hed ”I Call It Love” og blev skrevet i en periode, hvor han elskede de internationale popstjerner Anastasia og Christina Aguilera.
Musikken er da også det eneste, han altid har villet beskæftige sig med. Måske med undtagelse af palæontologi, for Asbjørn Toftdahl er vild med dinosaurer. Men hjulpet godt på vej af både højskolen og familien har Asbjørn Toftdahl nu slået rødder i musikverdenen.
Rødder, der efterhånden når ud til steder, der kommer bag på sangeren selv. Især efter at han er begyndt at lægge mere af sig selv i musikken, som med nummeret ”The Love You Have In You”, hvor han sprang ud som homoseksuel.
Det har givet ham store fanbaser i Brasilien, Mexico, Rusland, Indonesien og Syrien. Han synes selv, det er nogle mærkelige steder, men den respons, han får fra sine fans, fortæller ham, at der er behov for én som ham. En, der lægger noget ud af sig selv og på den måde berører noget i andre mennesker. Han har ikke mødt de personer, der skriver til ham.
Men i den nære fremtid skal han ud at turnere med sit kommende album.
”Og så ud at sprede noget højskole-vibe til koncerter rundt omkring i verden.”
Højskole-vibe?
”Jeg ser det som en del af den måde, jeg optræder på. Fordi det skaber en glæde, og fordi jeg altid kommer til at vise, hvor glad jeg er i musikken. Det er vigtigt for mig at skabe fællesskaber med min musik, hvor folk kan mødes på tværs af alder, seksualitet og baggrund og give slip,” siger Asbjørn Toftdahl.
Han snakker, måske ikke overraskende, meget om fællesskab, og det er tydeligt, at han aldrig helt har sluppet sin opvækst på højskolerne. Og nok heller aldrig vil komme til det.
”Efter jeg blev musiker, har jeg spillet mange gange til Ryskilde, som er Ry Højskoles festival. Den måde at komme hjem på og spille for højskoleelever er noget af det mest taknemmelige og elskelige, som virkelig minder mig om, hvor smuk den udveksling mellem folk er. En højskole er det bedste sted at opleve det, fordi det i forvejen er så åbent et forum.”
Han finder stadig tegninger, som eleven Jara engang lavede til ham. Eller også husker han tilbage på dengang, hvor Sif med det knælange hår fik inspireret ham til selv at gro sit hår langt.
Senest har Asbjørn været i kontakt med en gammel elev, der mindede ham om dengang, han som syv-otteårig elskede Spice Girls og gerne ville have en kjole på til byfesten. Med støtte fra sin højskoleven tog han den på, selvom hans forældre var bange for, om det ville aflede kommentarer fra byens børn.
Og sådan kan han blive ved med at hive minder frem, for der skete altid noget. Når Asbjørn Toftdahl beskriver højskoleeleverne, fremhæver han deres særlige engagement, som også er smittet af på ham.
”Jeg tror, den der konstante jagt på intensitet og at få noget ud af hinanden og sig selv, det er ting, som er ret indkodet i mig nu. Og så samtidig et behov for virkelig også at give slip og leve en frygtelig masse samtidig for også at have noget at skrive musik om. Det er hele tiden en vekselvirkning mellem de to intensiteter. Jeg tror, højskolen har gjort mig ret hårdfør i måden, jeg laver popmusik på, for alt, hvad jeg har set i min barndom, er folk, der kommer i et halvt år og så bare går 1000 procent efter det, de har lyst til. De er i deres egen boble, hvilket på mange måder selvfølgelig er meget urealistisk, for det kan man selvfølgelig ikke være hele tiden. Men det er jeg alligevel det meste af tiden.”
Asbjørn Toftdahls stemme er rolig, hans ord er velovervejede. Han slukker cigaretten, siger:
”Det betyder også, at det måske ikke gør så ondt, når tingene ikke går helt min vej i min karriere. For så må jeg bare arbejde videre.”