Cirka fem minutter. Så lang tid går der fra, at social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har scannet sit nøglekort og aktiveret skydedøren til ministeriets mennesketomme entré, til hun henkastet har nævnt to socialdemokratiske koryfæer.
”Lagde du mærke til det sidste billede ude i gangen?”, spørger hun, da interviewet skal til at begynde.
Hun konstaterer, at det var Thorvald Stauning (S).
”Det er de færreste, der rent faktisk ved, at han grundlagde landets første socialministerium i 1918.”
Før hun nævnte den socialdemokratiske landsfader, fremhævede hun busten af tidligere socialminister K.K. Steincke (S), der er placeret ved ministeriets indgang. Den nuværende socialminister forsøger med andre ord ikke at skjule, hvilken arv hun mener, at ministeriet bygger videre på. Stauning, Steincke, Krag.
Det var før, coronakrisen var her, der og alle vegne, at aftalen om et interview mellem ministeren og Kristeligt Dagblad kom i stand. Af samme grund har det været udskudt indtil nu, men anledningen til interviewet er den samme. Efter årelang kritik for at tænke for kortsigtet og projektorienteret og ikke mindst i kølvandet på afsløringerne af den tidligere fuldmægtige i Socialstyrelsen Britta Nielsens millionsvindel blev den såkaldte satspulje i januar sat under afvikling. Inden det kom så vidt, havde puljen i 30 år udgjort hjørnestenen i dansk socialpolitik.
Afskaffelsen markerer derfor et nybrud, og det fik tidligere i år Kristeligt Dagblad til at bede en række social- og velfærdspolitiske eksperter om at gøre status over socialpolitikken og velfærdsstaten. Hvis man hører til dem, der hylder velfærdsstaten, var meldingen for manges vedkommende nedslående. Velfærdsstaten, som vi kender den, er død, sagde blandt andre velfærdstatsforskerne Jørgen Henrik Petersen og Ove Kaj Petersen og tidligere direktør ved Socialstyrelsen Knud Aarup.
Siden da er verden som bekendt forandret, og corona-virussen har for alvor sat velfærdsstaten på prøve.
”Jeg ser på mange måder coronakrisen som et forstørrelsesglas på vores velfærdssamfund. Den har vist os de områder, hvor velfærdssamfundet fungerer helt vildt godt. Den har vist os, at en del af vores velfærd, som mange langt hen ad vejen har taget for givet eller måske har glemt at værdsætte, fungerer. Hvad det betyder for vores hverdag, at vi kan aflevere vores børn i institutioner, og vi er blevet bevidste om de fællesskaber, som institutionerne skaber. Samtidig har krisen været et forstørrelsesglas på de steder, hvor der er systemfejl og blinde pletter i velfærdssamfundet. Vi kan se, hvor meget det betyder for de ældre, når rammerne på vores plejehjem ændres. Vi ser, at der er sket en stigning i antallet af kvinder på krisecentre, vi ser en stigning i alkoholmisbruget i udsatte familier, og vi ser et voldsomt fald i antallet af underretninger om børn i mistrivsel. Coronaen har ført de mest udsatte borgere mere under radaren, end de var i forvejen. På den måde har coronakrisen været en slags påmindelse om velfærdssamfunds betydning,” siger Astrid Krag.
Har det været nødvendigt med sådan en påmindelse?
”Det tror jeg. Jeg mener, der har været en tendens til, at socialpolitikken har været skubbet ud på et sidespor og reduceret til nichepolitik efter 20 års borgerlige dominans. Området har fyldt marginalt og handlet om midlertidige satspuljer. Vi har forsømt at betragte socialpolitik som storpolitik på linje med andre politikområder. Før statsministerens nytårstale havde de to største socialpolitiske debatter efter årtusindskiftet handlet om ’fattig-Carina’ og ’dovne-Robert’. Og de debatter viser socialpolitikkens værdiskred, hvor fokus er blevet enormt individualiseret. De to debatter er et godt billede på, at vi har forsømt det strukturelle blik. Vi har glemt at spørge, hvad det egentlig er, der er galt med vores samfund.”
I et interview med Kristeligt Dagblad om samme emne beskrev velfærdsstatsprofessor Jørn Henrik Petersen et lignende skred i måden, hvorpå vi i dag anskuer socialpolitikken. Han forklarede, hvordan Luthers skræmmebillede om det indkrogede menneske, der er sig selv nærmest, har vundet indpas i velfærdsstatens menneskesyn på bekostning af ”fællesskabsmennesket”, der anså socialpolitikken og ydelserne til landets udsatte borgere som pligtetik.
Samfundet er med andre ord gået fra at se den udsatte som en værdigt trængende borger til en social nasser, og ifølge professoren cementerede Socialdemokratiet selv denne tankegang, da partiet i begyndelsen af 1990’erne tiltrådte Schlüter-regeringens ”Noget for noget”-ydelsesreform. En udvikling, som Nyrup-regeringerne ifølge professoren videreførte i 1990’erne. Det er fortællingen om udviklingen af konkurrencestaten, han udfolder. Historien om et samfund, hvor uddannelserne gik fra at skulle danne borgere til at producere arbejdskraft. Et samfund, hvor kontanthjælp- og dagpengesystemet ikke alene skulle hjælpe den arbejdsløse, men ved brugen af pisk og gulerod få vedkommende hurtigst muligt i beskæftigelse.
I spillede om nogen en rolle i udrulningen af den såkaldte New Public Management-styring i 1990’erne, der betød et øget fokus på incitamenter, individualisering og en kundeliggørelse af borgeren. Har Socialdemokratiet ikke været medansvarlig for det værdiskred, du mener, der er sket?
”Individualisering er ikke alene skidt, og grundprincippet om at møde borgere med en forventning, om at de skal blive selvforsørgende, er også socialdemokratisk politik. Jeg mener ikke, at ’noget for noget’-tankegangen er specielt borgerlig. Ret og pligt er en af de historiske grundpiller for det velfærdssamfund, vi har opbygget. Problemet blev, at vi i for lang tid gik ud fra, at beskæftigelse er det primære problem, som udsatte borgere kæmper med. Hvis bare de fik et arbejde, ville alt blive godt. Det er forkert, for udsatte borgere kæmper med mange problemer, som skal sammentænkes. Jeg er primært kritisk over for individualiseringen, når vi gør borgere til kunder i velfærdssamfundet. Den udvikling skete på grund af borgerlig dominans, og jeg mener, den har haft stor betydning i forhold til fremvæksten af ensomhed i befolkningen i dag,” siger Astrid Krag og lyder nærmest som Liberal Alliance i sine velmagtsdage, da hun i samme nu fastslår, at ”bureaukratiet med evalueringer, kontrol, dokumentation og indrapportering simpelthen er gået for vidt og har trængt den menneskelige relation i baggrunden.”
Hvad mener du med, at den menneskelige relation er trængt i baggrunden?
”Jeg har tænkt meget over det interview, I havde med Knud Aarup (tidl. direktør i Socialstyrelsen, 16/2-2020, red.). Han sagde, at vi som velfærdsstat gik for vidt, da vi tænkte, at social- og sundhedshjælperen også skulle være den ældres ven. Jeg prøver ikke at underkende den menneskelige relation, men jeg synes, han har en pointe. Vi begik som samfund en fejl, hvis vi troede, at den profesionelle relation alene løser ensomhedsproblematikken. Det kan en offentligt ansat ikke. I stedet bliver velfærdssamfundet nødt til at styrke og dyrke de fællesskaber, som vi historisk er kommet til at tage for givet, hvis vi skal gøre udsatte og ensomme borgere til en del af fællesskabet.”
Hører jeg dig sige, at vi endte med at skabe en velfærdsstat, der gik en smule for langt i forhold til den rolle, den burde spille?
”Jeg vil ikke sige, at vi gik for langt. Men vi skabte nogle blinde pletter, hvor vi trængte den menneskelige relation for meget i baggrunden i forhold til tiden, man brugte på bureaukratiske opgaver.”
Denne bureaukratisering er vel et udtryk for, at velfærdsstaten blev for omsiggribende, og den udvikling har Socialdemokratiet vel en stor andel i?
”Det er i hvert fald et udtryk for, at måden, vi har forsøgt at styre velfærdsstaten og velfærdssamfundet på, i en vis udstrækning har ført til overstyring. Det har i mine øjne været på godt og ondt, men når jeg kigger på velfærdsstatens udvikling samlet set, så er antallet af mandetimer, der bliver brugt bag en computerskærm på kommunikationsstrategier, på indrapportering og evalueringer vokset for meget, og den udvikling har fortrængt velfærdsstatens kerne – nemlig relationen mellem mennesker. Jeg mener, at relationen mellem hjemmehjælperen og den ældre er vigtig, men i virkeligheden burde velfærdssamfundet have sørget for at sætte den ældre sammen med nogle mennesker, så vedkommende ikke var alene. Vi skal som samfund blive bedre til at finde ud af, hvad den enkelte brænder for og derved hjælpe eksempelvis den ældre til at blive en del af koret i den lokale menighed eller boligselskabets bridgeklub. Danmark er et foreningsland, men det er en uforløst ressource, som jeg mener, det er velfærdsstatens opgave i højere grad at understøtte. Vi skal bygge bro mellem eksempelvis ensomme borgere og foreningernes mange tilbud,” siger hun.
I det forståelsespapir, som blev indgået sammen med støttepartierne efter valget i 2019, bebudede regeringen lovændringer og reformer på blandt andet psykiatriområdet, handicapområdet og for hjemløse, ligesom statsminister Mette Frederiksen (S) dedikerede det meste af sin nytårstale til udsatte børn og lovede en kommende reform, der skal gøre det lettere at foretage tvangsanbringelser.
Selvom boet efter coronakrisen endnu ikke er opgjort, var statsministeren på et pressemøde i marts klar i mælet: krisen vil – også på lang sigt – føre til et ”forandret velfærdssamfund”. Alligevel afviser Astrid Krag, at coronakrisen vil få konsekvenser for regeringens socialpolitiske prioriteringer. De er de samme som før krisen, og hendes tro på at føre dem ud i livet i denne regeringsperiode er også uændret.
Hvilket aftryk ender jeres regering så med at have sat på socialpolitikken?
”Forhåbentligt har vi taget det endelig opgør med den meget kortsigtede og individualiserede tilgang til socialpolitikken. Vi har gjort socialpolitik til et strukturelt politikområde, der indbefatter alle vores velfærdsinstitutioner og et rummeligt arbejdsmarked. Vi skal væk fra tanken om altid, at sige at beskæftigelsespolitik er den bedste socialpolitik. Vi skal vende tilgangen om og erkende, at socialpolitikken er fundamentet for en god beskæftigelsespolitik for de udsatte borgere.”
Har socialpolitikken med satspuljerne de sidste 30 år været forfejlet?
”Vi er ikke lykkedes som velfærdssamfund, når vi i dag kan se, hvor mange udsatte børn, der stadig vokser op uden de samme muligheder som deres klassekammerater, og når vi ser, hvor mange der ender i hjemløshed. Samtidig er jeg overbevist om, at hvis Stauning og K.K. Steincke var til stede i dag, så ville de være stolte over, hvor langt vi er nået,” siger social- og indenrigsministeren.