Astrologi vinder frem i populærkulturen

Forlaget Gyldendal satser på, at en bogserie om stjernetegn er det, tidens læsere vil have, mens der i øjeblikket også udgives podcasts, tv-programmer og apps om astrologi. Den øgede interesse for astrologi hænger sammen med tidens fokus på selvudvikling, siger religionssociolog

”Vi fornemmede en hype, hvor alle pludselig var begyndt at tale om stjernetegn, og fandt så frem til de her Goodman-bøger. Vi kontaktede oversætteren, der stadig kunne stå inde for oversættelsen, og stjernetegns-arketyperne holder jo stadig,” siger Frederikke Mikines, redaktionschef for genudgivelser på Gyldendal.
”Vi fornemmede en hype, hvor alle pludselig var begyndt at tale om stjernetegn, og fandt så frem til de her Goodman-bøger. Vi kontaktede oversætteren, der stadig kunne stå inde for oversættelsen, og stjernetegns-arketyperne holder jo stadig,” siger Frederikke Mikines, redaktionschef for genudgivelser på Gyldendal. Foto: Mary Evans Picture Library/Ritzau Scanpix.

12 små bøger med titler som ”Vandmanden”, ”Tyren” og ”Jomfruen”, trykt med guldskrift på kulørte omslag, har for nylig set dagens lys. Det er forlaget Gyldendal, der står bag bøgerne, som den amerikanske astrolog Linda Goodman (1925-1995) er forfatter til, og som oprindeligt udkom i 1968. Grunden til, at de nu genudgives i et nyt flot design, er, at forlaget har opfanget, at der i øjeblikket er en ekstraordinær stor interesse for stjernetegn og horoskoper. Det fortæller Frederikke Mikines, der er redaktionschef for genudgivelser på Gyldendal og derfor holder øje med, ”hvad der rører sig i tiden”, og dernæst undersøger, om forlaget mon har et modsvar liggende i det store bagkatalog med 250 års udgivelser.

”Vi fornemmede en hype, hvor alle pludselig var begyndt at tale om stjernetegn, og fandt så frem til de her Goodman-bøger. Vi kontaktede oversætteren, der stadig kunne stå inde for oversættelsen, og stjernetegns-arketyperne holder jo stadig,” siger Frederikke Mikines.

Hun mener, at det særligt er unge, der har fået øjnene op for astrologi, og oplever at støde på flere elementer i populærkulturen, hvor astrologi spiller en rolle.

”I skønlitteraturen er der også begyndt at komme flere referencer til astrologi. Vi udgiver for eksempel snart en oversat roman af en australsk forfatter, Minnie Darke, der hedder ’Skrevet i stjernerne’, som er total fiktion, men grundelementerne i den handler om astrologi og horoskoper. Hvis nogen sætter sig ned og skriver en hel bog om astrologi, så er det altså, fordi der er noget i gang her,” siger Frederikke Mikines.

Det store danske forlag er ikke ene om at satse på astrologi. Første afsnit af DR’s kulturprogram ”K2”, der blev sendt i efteråret, havde astrologi på programmet, fordi ”astrologi er blevet moderne igen”, og på Netflix kan brugere i øjeblikket dykke ned i astrologiens verden i et afsnit af dokumentarserien ”Explained” med den indledende teaser: ”Kan stjernetegn sige noget om din skæbne? Eller ligger horoskopers nøjagtighed i placeboeffekten?”.

Astrologien har også gjort sit indtog i den digitale app-verden, hvor man blandt andet kan få leveret et personligt horoskop af appen ”Co–Star”. Fra sin smartphone kan man også lytte til podcasts om stjernetegn – bag en dansk en af slagsen, ”Astropod”, står de to 32-årige veninder, Marianne Gellert og Amalie Bendixen. Deres podcast udkommer hver måned med et afsnit om hver af de 12 stjernetegns karakteristika. Da første afsnit af ”Astropod” – om Løven – udkom i sommeren 2018, gik der kun otte timer, før ”Astropod” lå i toppen af hitlisten på podcast-afspilleren Itunes, og siden er det første afsnit blevet downloadet over 16.000 gange. Interessen har ført til, at de to kvinder til foråret udgiver en astrologibog.

Men hvorfor vil vi her ved overgangen til 2020 gerne læse, se og lytte til noget, der har med stjernetegn og horoskoper at gøre, og blandt andet har rødder i 1960’erne? Ifølge Astrid Krabbe Trolle, ph.d. i religionssociologi og ansat i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, passer astrologien ”perfekt” til i dag, hvor der er et stort fokus på selvudvikling.

”Man kan tænke, ’fordi jeg er født i fiskens tegn, så har jeg en række underliggende egenskaber, jeg kan arbejde med’, og på den måde bliver astrologi et redskab til at kigge ind i sig selv,” siger Astrid Krabbe Trolle.

Samtidig passer astrologien til tidens uforpligtende brug af religion, hvor mange kombinerer forskellige religiøse og spirituelle traditioner.

”Det er ikke en bestemt organisation eller institution, der står bag, når man dyrker astrologi, men en mere anonym stemme i form af en bog eller podcast, og det er nok med til at gøre det populært i dag, hvor mange er kritiske over for institutioner,” siger Astrid Krabbe Trolle, der vurderer, at det især er blandt yngre kvinder, interessen for astrologi vokser.

Astrologi er læren om den indflydelse, som himmellegemer formodes at have på livet på Jorden. Astrologer deler året i 12 perioder, kaldet stjernetegn, inddelt efter Dyrekredsens 12 stjernebilleder. Ifølge astrologi kan menneskets karakter og skæbne forudses i et horoskop ud fra, hvordan himmellegemer er placeret i fødselsøjeblikket.