I Jammerbugt blev man ekspert i asylcentre – nu er en æra slut

Nogle af de første asylcentre i Danmark blev opført i Nordjylland, men nu lukker de sidste tre i Jammerbugt Kommune. Herefter er der kun 14 asylcentre tilbage i Danmark. Til sammenligning var der 98 i begyndelsen 2016

I Brugsen i Tranum begræder man ikke, at asylcentrene lukker. Brugsuddeler Else Myrup Kristensen (tv.), 61 år, er selv blevet stukket ned under et røveri. Doha Alzamili på 24 år fra Irak har boet på Center Tranum i et år og fire dage (midten). Karin Coermann (th.), 75 år, har været frivillig på Center Tranum. Hun er ked af, at en æra er slut.
I Brugsen i Tranum begræder man ikke, at asylcentrene lukker. Brugsuddeler Else Myrup Kristensen (tv.), 61 år, er selv blevet stukket ned under et røveri. Doha Alzamili på 24 år fra Irak har boet på Center Tranum i et år og fire dage (midten). Karin Coermann (th.), 75 år, har været frivillig på Center Tranum. Hun er ked af, at en æra er slut. Foto: Tine Maria Winther

Vestkystvejen er et af de cementanlæg langs Jammerbugt, som går under navnet Hitler-veje. De har nu ikke noget med ham at gøre, men er dog anlagt i 1940’erne.

Sammenføjningerne siger da-dung-da-dung under hjulene, og træerne langs vejen har vokset sig skæve i vestenvinden. Her er vildt og flot.

Men er man fra Eritrea, Afghanistan, Iran eller Marokko, lyder den første reaktion på Asylcenter Tranum ofte: ”Her kan jeg ikke bo”.

Så mange som 80 procent af de asylansøgere, der bor her, kommer fra byer, og de synes ikke det mindste om at bo på landet.

”Det første, de siger, er, at her vil de ikke bo. De vil have byliv. Mange af dem er også vant til at leve deres liv uden for hjemmet, mændene altså, at sidde på en café eller under et træ og mødes ude,” siger souschef Ninna Svendsen, som har arbejdet her i 20 år.

I begyndelsen var her flest bosniere, så afghanere, somaliere og syrere, men med tiden blev centret multietnisk. I øjeblikket bor her 350 personer, fordelt på mindst tyve forskellige nationaliteter. For da syrerne begyndte at vandre nordpå, fulgte mange andre i kølvandet.

Han Herred var en af de første egne, der lagde jord til asylcentre. Helt tilbage i 1980’erne blev tamiler indkvarteret på et lokalt hotel, så blev der anlagt teltlejre og til sidst egentlige bosteder.

Man blev god til det, og Jammerbugt Kommune endte som Danmarks største indkvarterings-operatør for asylansøgere – i syv jyske kommuner. Men nu er det slut, og kommunens sidste tre asylcentre lukker indenfor det næste halve år.

Her i Center Tranum, som er et af landets ældste stadigt fungerende asylcentre, ligger klyngehusene i træ omkring runde, grønne pladser. Indenfor er der indrettet lejligheder med køkken-alrum, badeværelse og et eller to soveværelser med køjesenge.

I efterårssolen slanger der sig en kø af primært unge mænd med sokker i badesandalerne og hættetrøjer.

Det er udbetalingsdag for lommepenge eller pocket money, som det hedder her.

En har DBU-sloganet ”En del af noget større” på sin sweatshirt. Men snart er også han altså en del af noget mindre.

Doha Alzamili på 24 år fra Irak er en af dem, der har fået opholdstilladelse.

”Jeg har været glad for at være her. Først var jeg i Sverige, så i Irak med min familie, og efter fire år dér kom jeg tilbage hertil, denne gang til Danmark.”

I næste uge flytter hun til en lejlighed i Middelfart.

”Jeg har sagt, at jeg vil bo med danskere, fordi de respekterer kvinder, jeg vil ikke bo med arabere. Jeg vil studere og være læge.”

Hvorfor kom du hertil?

”Fordi jeg havde store problemer med min far.”

Få bliver heroppe, når deres sag er færdigbehandlet. Dem med opholdstilladelse siver til de store byer, Aarhus, Odense og København. Og dem uden skal til udsendelsescentret i Aunstrup, Sjælsmark eller Bording. Men nogle forsvinder inden da.

”I går skulle vi have en til Kærshovedgård i Bording, og han var væk, da vi bankede på døren. Vi kan heller ikke garantere, at de ikke står af på en tankstation på vejen derned,” siger Ninna Svendsen.

”Når asylcentrene lukker, mister kommunen 60 stillinger – plus det løse. Men samfundsøkonomisk er det jo fint, at der bliver færre. Det er jo det, regeringen har prøvet at opnå.”

I den nærliggende landsby Tranum er vemodet over lukningerne dog til at overse, og den lokale brugsuddeler gennem 12 år, Else Myrup Kristensen, er en af dem, der ikke kommer til at savne kommunens gæster.

Som kvindelig leder af byens største forretning har det krævet sit at sætte sig igennem over for en del af kunderne fra asylcentret.

”De kigger bare op og ned ad mig, når jeg siger, det er mig, der er chefen. Det har heller ikke altid været behageligt for de unge mennesker, der arbejder her. Pigerne ved kassen er jo høflige, og det er blevet tolket sådan, at der stod asylansøgere derude og ventede på dem, når de fik fri. Men på centret har de været gode til at reagere, når vi har ringet derud,” siger hun.

De ansatte i Brugsen har været udsat for flere røverier begået af udlændinge.

Først fik den unge mand, som havde lukkevagten, en pistol sat i nakken og blev efterladt bagbundet, da røverne havde tømt pengeskabet. Drengen var 19 år og kunne ikke optage sit arbejde igen.

”Kun tre uger efter var det mig, det gik ud over. Det var en asylansøger, som var kommet her i butikken før, så jeg havde ingen mistanke overhovedet. Han lagde varerne på båndet, men sprang så om bag disken og stak mig flere gange i armen med en kniv. Da jeg skubbede til ham for at komme væk, stak han mig i brystet, tog pengene i kassen og stak af,” husker Else Myrup Kristensen, som er 61 år.

”Jeg blev simpelthen så rasende. Nu var vi lige begyndt at få ro ovenpå det andet overfald. Derefter blev det svært at få mine unge medarbejdere til at blive, når de fyldte 18 år. De ville jo ikke være dem, der skulle lukke.”

Else Myrup Kristensen oplevede knivoverfaldet, som om hun stod ved siden af sig selv og så på. Blodet flød, men hun husker ikke smerten:

”Jeg må have haft en skytsengel stående ved min side den dag.”

Brugsuddeleren skynder sig at tilføje, at der også er mange, der er søde.

”Men vi er lidt på vagt, når der kommer en flok. Der har også været meget tyveri. Så vi er ikke kede af, at asylcentrene lukker.”

Ned gennem hovedgaden er de lokale enige med brugsuddeleren. Også i nabobyen Brovst har der været problemer, og en voldtægt på naturlegepladsen i skoven i sommer gør folk usikre.

”De centre har ikke været specielt positive for os,” siger en.

Karin Coermann, 75 år, begræder dog, at det snart er slut med asylansøgere som naboer.

”Det er frygteligt – både for dem, der bor på centrene, og så for vores nærmiljø. Jeg synes, det er berigende med alle de nationaliteter. Jeg har arbejdet for Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania, og da jeg kom hjem i 2001, var det forfriskende, at der også var afrikanere på gaden her,” siger Karin Coermann, der selv taler swahili og meldte sig som frivillig.

Hun synes, det har været kulturberigende at have kontakten med især kvinderne.

”Jeg har arbejdet for at gøre naturen tilgængelig ved at gå ture med dem. Jeg har syet med dem og leget med børnene. Jeg var frivillig i 10 år, men stoppede så, fordi jeg kunne mærke, at jeg trængte til en pause. Det gjorde mig for ondt at høre, hvad de havde oplevet, og så følte jeg vrede over de betingelser, de har,” siger Karin Coermann, som også mener, at sammensætningen af asylansøgere har ændret sig.

”De tager godt nok væk fra deres lande, fordi de trænger til bedre forhold, men de er sådan set ikke truede. Og der er desværre også nogle iblandt, der kommer for at berige sig. Og det har haft en skadelig indvirken på kontakten til danskerne her.”

I den lokale kirke er flere de seneste år konverteret til kristendommen. Sognepræst John Kristensen, som har været her siden 1996, har forberedt og døbt omkring 25 på det seneste. Flest voksne, men der har også været børn.

Han har spekuleret over bølgen af konverteringer, men tror ikke, de er et led i håbet om at få asyl.

”Jeg har tidligere været missionær i Etiopien og oplevede der, at når etiopierne fandt ud af, at de er omfattet af Bibelen, var det med til at give dem mod. Det er nok lidt det samme, der er sket med særligt iranerne her. Det er gået op for dem, at Persien fylder en del i især Det Gamle Testamente. Og der er en fornemmelse af, at Persien vil få en plads i Guds planer, for at udtrykke det på den måde,” siger sognepræsten i Tranum, som var udsendt af Promissio, der dengang hed Dansk Ethioper Mission.

”Mange lokale vil nok rent politisk synes, det er udmærket, at de sidste asylcentre lukker. Set fra mit synspunkt er det et tegn på, at man er ved at være sagsbunkerne igennem,” mener John Kristensen og tilføjer:

”Vi ligger langt ude på landet, så når folk får asyl, flytter de ind til byerne. De mange år med asylcentrene har været en periode her hos os, som man kunne forudse ville stoppe på et tidspunkt.”

Tilbage på Center Tranum skal de mange fotografier på souschef Ninna Svendsens opslagstavle snart pakkes ned. På et bleget billede fra 1990’erne går tre unge mænd i korte shorts, store smil og Tom Cruise-solbriller. De var fra Balkan og fik alle tre opholdstilladelse. Men der er også fotos af kvinder og børn, selvom det generelt er enlige mænd mellem 18 og 30 år, der kommer op.

”Måske er de flygtet fra militærtjeneste eller også, ja det lyder måske ikke pænt at sige, men mange afrikanere har mange børn, og kan man få en til Europa, som kan sende penge hjem, så er det det, man gør,” siger Ninna Svendsen.

Nogle er taget videre ud i Danmark, andre er udvist, forsvundet eller rejst videre. En sidder på sin terrasse i Canada.

”Det kan være de fuldstændig umulige, som får ophold, og så kan vi have nogen af de sødeste, som bærer et kæmpe ansvar herude, som ikke gør. Men det har jo ikke noget med deres sag at gøre. Sådan er det bare.”

I begyndelsen af 2016, hvor presset på asylcentersystemet toppede, var der 98 asylcentre i landet, oplyser Udlændingestyrelsen. Når de varslede lukninger i Jammerbugt Kommune er gennemført, er der 14 tilbage.