Prøv avisen

Ateistformand vil være kirkeordfører

”Det er et område, jeg interesserer mig meget for og et område, jeg ved en masse om. Derfor vil jeg selvfølgelig gerne være ordfører for det,” siger Anders Stjernholm. Foto: Miriam Dalsgaard/ritzau

Alternativets kirkeordfører er sygemeldt og erstattes i Folketinget af formand for Ateistisk Selskab Anders Stjernholm. Han stiler nu efter posten som kirkeordfører

Formand for Ateistisk Selskab Anders Stjernholm kan blive Alternativets nye kirkeordfører. Han skal nemlig vikariere for partiets nuværende kirkeordfører Ulla Sandbæk, som er sygemeldt på ubestemt tid. Om Stjernholm overtager ordførerskabet, ved han først på tirsdag, men han stiler efter det.

”Det er et område, jeg interesserer mig meget for og et område, jeg ved en masse om. Derfor vil jeg selvfølgelig gerne være ordfører for det,” siger han.

Alternativet har endnu ikke defineret en religionspolitik, så den skal Anders Stjernholm nu med til at formulere. Han tilføjer, at han som kirkeordfører vil repræsentere hele partiet og ikke bare egne holdninger, men at han naturligvis også har egne ambitioner på området.

Disse ambitioner kan også dreje sig om sager om folkekirkens indre anliggender, siger han. For eksempel i spørgsmålet om, hvorvidt det bør være en pligt for præster at vie homoseksuelle.

”Så længe kirken har en forbindelse til staten, vil jeg selvfølgelig også blande mig i sådanne spørgsmål, hvis det skulle blive nødvendigt,” siger han.

Alternativets folketingsgruppe mødes tirsdag for at afgøre, hvem der skal overtage Ulla Sandbæks ordførerskaber. Og hvis de giver kirkeordførerskabet til Anders Stjernholm, vil det ikke overraske sognepræst Torben Bramming fra Ribe Domsogn.

”Alternativet er på alle måder et gøglerparti, så det vil ikke overraske mig det mindste, hvis de udnævner ham til posten. Heldigvis tror jeg ikke, han vil spille nogen rolle, for det er så åbenlyst for alle, hvad hans agenda er. Han vil gå til angreb på folkekirken og forsøge at skille kirke og stat,” siger han.