Da Brian Patrick McGuire blev født på Hawaii i 1946, var stillehavsøen knap fem år forinden blevet bombet af japanerne. Men bombernes mål var ikke civilbefolkningen i Honolulu, kun militære installationer på Pearl Harbor-basen. Da USA den 6. og 9. august 1945 kastede atombomberne over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, havde amerikanske specialister, herunder den senere forsvarsminister Robert McNamara, forud foretaget omhyggelige beregninger af, hvordan bomben kunne kastes, så man opnåede det højest mulige dødstal.
Pointen i dette er ikke, at amerikanerne var mere onde end japanerne. Men de to episoder afspejler, hvor langt ud ad den moralske glidebane verden havde bevæget sig mellem 1941 og 1945.
”Man så det samme i Europa ved terrorbombningen af Dresden. I 1945 accepterede man at gøre ting, som det fem år før ville have været utænkeligt at gøre,” siger Brian Patrick McGuire, som efter barndom og ungdom i USA kom til Danmark og i dag er professor emeritus i historie ved Roskilde Universitet.
Mens der har været foretaget stærke moralske opgør med de mange krigsforbrydelser begået af Anden Verdenskrigs tabere, Japan og Tyskland, har det officielle USA ifølge historikeren ikke for alvor forholdt sig til den kollektive skyld over drabet på omkring 200.000 japanere - langt hovedparten civile - som fulgte med nedkastningen af de to atombomber for 70 år siden.
”USA's præsident Truman brugte den undskyldning, at man ved at kaste atombomberne sparede en million soldaters liv. Det er ikke sandsynligt. Japanerne var færdige. Truman var ellers en af de store præsidenter. Han har en stor del af æren for genopbygningen af Europa efter Anden Verdenskrig, men i forhold til atombomberne tog han ikke moralsk ansvar. Og i dag er det endnu mere utænkeligt, at USA kan nå til at erkende, at nedkastningen af bomberne var en fejl,” vurderer Brian Patrick McGuire.
Han præciserer, at især i 1950'ernes USA var den gængse opfattelse, at enten mente man, at ”atombomben er vores ven”, eller også var man nok kommunist og landsforræder. Først på sine gamle dage fik Robert McNamara - som nu også havde medansvar for USA's fremfærd i Vietnam i 1960'erne på samvittigheden - moralske skrupler. McNamara havde i øvrigt gået i high school, gymnasiet, med Brian Patrick McGuires mor i Californien før krigen.
”Opfattelsen var, at amerikanerne havde udført akkurat det, der var nødvendigt for at vinde, at Gud var på vores side, og det var ikke til diskussion,” fortæller han.
Men da Sovjetunionen i 1949 udviklede en atombombe, blev bomben ikke kun den livsforsikring, som sikrede den frie verden mod angreb fra slyngelstater. Nu var bomben også en trussel, som man så det nødvendigt at lære skolebørn, hvordan de skulle forholde sig til.
”Vi boede i en forstad til San Francisco, og min far arbejdede inde midt i byen. Jeg kan huske, at jeg som 10-årig sad og tegnede cirkler på et kort over byen ud fra det punkt, hvor jeg anså det for mest sandsynligt, at russerne ville kaste bomben. Hvis de brugte en bombe som den fra Hiroshima, ville min far blive dræbt, men vi andre kunne overleve. Var det en brintbombe, ville det være slut for os allesammen,” fortæller Brian Patrick McGuire, som altid har anset den 6. august for en vigtig mærkedag. I sit eget liv og i verdenshistorien.
Artiklen fortsætter efter billederne
Casper Sylvest er lektor i historie ved Syddansk Universitet og har beskæftiget sig med kernevåbnenes kulturhistorie. Han peger på, at der i de første år var en forholdsvis stærk retorik imod atombomben. Allerede i 1946 kom en skræmmefilm og et slogan, der hed ”One World or None”. Hvis ikke vi kan enes om en verden, har vi slet ingen verden. Også førende atomfysikere som Niels Bohr, Albert Einstein og atombombens ”fader”, J. Robert Oppenheimer, havde stærke anfægtelser.
”I de første år var det muligt at argumentere imod kernevåben. Men siden fulgte en periode på fem-seks år, hvor man enten var for bomben, eller også blev man mistænkt for at gå fjendens ærinde. Oppenheimer blev i 1954 frataget sin sikkerhedsgodkendelse på grund af sine anfægtelser i forbindelse med udviklingen af brintbomben. Oppenheimer mente ikke, at brintbomben kunne betegnes som et våben. Den ville primært kunne bruges til folkemord,” siger Casper Sylvest.
Menneskehedens 70-årige historie med atomtruslen kan således deles op i skiftende perioder. Først en periode, hvor magthavere som USA's præsident Truman og Storbritanniens premierminister Winston Churchill insisterede på, at man havde gjort det nødvendige, men hvor selv amerikanske hardlinere som generalerne Douglas MacArthur og den senere præsident Dwight D. Eisenhower fortalte om, at de havde haft anfægtelser. Siden førte truslen fra Sovjetunionen til en periode, hvor bomben ikke stod til diskussion. Men i årene 1957-1963 fulgte en ifølge Casper Sylvest overset periode, hvor kritikken igen tog til. Teknikken var nu gået fra atombombe til brintbombe, fra fission til fusion. Det betød, at USA og Sovjetunionen nu rådede over bomber med 800 til 1000 gange større sprængkraft end Hiroshima-bomben.
”Disse fem-seks år var et højdepunkt for kritikken af, hvad bomben betyder og gør. Med den ødelæggelseskraft, våbnene nu havde, kom det globale for alvor på dagsordenen. Det stod klart, at klodens fremtid var et fælles anliggende. Dermed var kimen lagt til en voksende global bevidsthed, også i forhold til andre områder som miljø, klima og befolkningstilvækst,” forklarer Casper Sylvest.
Han præciserer, at den intellektuelle atommodstand i denne periode nok var domineret af venstreorienterede, men den præsenterede sig ikke som sådan. Perioden kulminerede med en international aftale om at begrænse prøvesprængninger i 1963, som var verdens første fælles miljøbeskyttelsesaftale.
”Jeg mener, der i denne periode åbnede sig et vindue af muligheder,” siger han.
Men i årene 1963-1989 blev spørgsmålet om atomvåben igen meget politisk polariseret. Under denne fase af den kolde krig blev det svært at indføje nuancer - også i den danske debat. Enten forsvarede man atomvåbnene og alliancen med USA og blev af sin modpart regnet for højreorienteret og militaristisk, eller også kritiserede man atomvåbnene, var mere aktiv i kritikken af USA end af Sovjetunionen - og blev af modparten regnet for en af fjendens nyttige idioter.
”I synet på kernevåben er der den optimistiske fløj, som mener, at våbnene har betydet afskaffelsen af stormagtskrige og dermed bidraget til verdensfreden. Og så er der pessimisterne, som vurderer, at det var et rent tilfælde, at atomkrigen ikke brød ud. Der var i 1950'erne og 1960'erne fem-seks kriser, hvor det var mere held end forstand,” siger Casper Sylvest med henvisning til Cubakrisen i 1962 som det mest berømte eksempel.
I 1989 faldt Muren, og i 1991 blev Sovjetunionen opløst. Dermed bortfaldt i det store og hele den trussel, som havde hængt over hvert barn i hele verden. Følelsen af, at i morgen kan livet være slut for os alle, havde været et grundvilkår for alle, der voksede op i de fire-fem årtier.
”Med den kolde krigs ophør skete der det, at den konkrete trussel forsvandt, men det gjorde atomvåbnene ikke. Selvom vi afruster, ændrer det ikke ved, at de våben, som på et øjeblik kan ændre betingelserne for livet på jorden, findes. Selv hvis vi destruerer dem, ved vi, hvordan de kan bygges igen. Det er på grund af dette, at den tyske filosof Günther Anders har sagt, at vi lever i den sidste tidsalder. Der er ingen vej tilbage,” siger Casper Sylvest.
Han vurderer, at befolkningen er gået fra at være konstant bange for bomben til overhovedet ikke at bekymre sig over den kendsgerning, at verden endnu har 15.000 intakte atomsprænghoveder - rigeligt til at forårsage dommedag.
”Efter min opfattelse var der yderligere muligheder for afrustning og fred fra Obama blev præsident i USA i 2008 og frem til Ukraine-krisen i 2014. Der er gjort rigtig meget, men endnu mere kunne være gjort. Og for mig at se er det problematisk, at man har adskilt kampen mod spredning af atomvåben fra stormagternes besiddelse af våben. Der er et grundlæggende politisk problem i, at 'andre må ikke få våbnene, men vi beholder vores',” siger Casper Sylvest.
Men spørgsmålet er også, om frygten for dommedag og ”atomvinteren” er helt forsvundet. Rikke Alberg Peters, ph.d. i idehistorie og post.doc. ved Aarhus Universitet, har beskæftiget sig med pessimisme og undergangsforestillinger i kulturhistorien og ser snarere en forskydning i frygten.
”Atomtruslen er ikke så present, som den var, men den er heller ikke ovre. I dag er der ikke to supermagter, der holder hinanden i skak, men det er mere uforudsigeligt, hvad slyngelstater for eksempel kan foretage sig,” siger hun.
”Samtidig er der en angst, som falder mere sammen med de bekymringer, som knytter sig til klima og miljø. Den bunder i problemerne med ophobet atomaffald og faren for sammenbrud i en reaktor,” tilføjer Rikke Alberg Peters.
Hun fortæller, at hendes far som ung opholdt sig i Hamburg under Cubakrisen og har fortalt om, hvordan man hamstrede købmandsvarer for at kunne stå atomkrigen igennem. Denne meget konkrete tænkning er i dag erstattet af en mere diffus angst. Vi frygter en trussel, vi dårligt nok er klar over hvor kommer fra.
Et fælles træk ser idéhistorikeren dog ved undergangsforestillingerne gennem de 70 år siden atombomben ramte Hiroshima: Vi forventer, at menneskehedens undergang vil være menneskehedens eget værk:
”Der er en bevidsthed om, at solen vil brænde ud, men også, at det først vil ske om mange millioner år. Små religiøse grupper som Jehovas Vidner har religiøse dommedagsforestillinger, men Hiroshima markerer for langt hovedparten af verdens befolkning et helt centralt uskyldstab. En gang for alle blev det tydeligt, at vi er i stand til at udslette os selv. Det behøver vi hverken naturen eller Vorherre til.”