Prøv avisen

Aula er det nye link mellem skole og hjem

Når forældre skal melde deres barn syg i skolen, melde ferie i SFO'en eller give tilladelse til at tage på lejrskole, så sker det fremover på kommunikationsplatformen Aula. De fleste folkeskoler tager Aula i brug efter efterårsferien, hvor den afløser de hidtidige løsninger under SkoleIntra. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

De fleste folkeskoler går i uge 43 over til den nye kommunikationsplatform Aula. Men den er svær at finde rundt i, siger forældrerepræsentant fra testskole.

Når klokken igen ringer ind efter efterårsferien, har de fleste af landets folkeskoler fået et helt nyt ansigt udadtil.

Efter mere end fire års tilløb og flere runder af udsættelser går den nye kommunikationsplatform Aula i luften.

Det sker, når Aula fra mandag den 21. oktober afløser SkoleIntra, der blandt andet er den digitale paraply for ElevIntra og ForældreIntra.

Aula er kommunernes hidtil største it-projekt.

Og ifølge projektleder Jakob Volmer i Kombit, der er kommunernes selskab til indkøb af it-løsninger, kan forældre og børn godt glæde sig.

- Først og fremmest er Aula en forenkling af det, de er vant til. Der er ryddet op og skåret ind til benet for at understøtte den gode kommunikation mellem skolerne og børnene og deres forældre, siger han.

Hvor kommer forældrene især til at mærke en forskel?

- Kommunikationen med skolen bliver lettere tilgængelig og mere overskuelig. Og så er det en løsning, der er helt fremme i bussen i forhold til sikkerhed og dataetik.

I første omgang omfatter Aula kun folkeskolerne, men fra næste år bliver det også muligt for de kommunale dagtilbud at kommunikere med forældrene via Aula.

- Det giver fra et forældreperspektiv den fordel, at man kan stå med ét sted, hvor al kommunikationen omkring ens børn er samlet, siger Jakob Volmer.

Frem mod premieredatoen på mandag har Aula været i brug på 24 pilotskoler i 12 kommuner.

En af dem er Aalborg Kommune, hvor projektleder Erik Balk Mouritsen oplever, at personalet på kommunens testskole, Vester Hassing Skole, har taget godt imod Aula.

- Generelt har de været glade for Aula, men selvfølgelig med de problemer det nu giver, når man skal indføre et nyt system, siger han.

Ifølge Erik Balk Mouritsen har kommunen oplevet nogle tekniske "børnesygdomme" ved programmet, som har skullet rettes til, og samtidig har det været vanskeligt at få forældrene med fra starten.

Det viste sig blandt andet, da Vester Hassing Skole holdt en "Aula-Café", hvor man kunne få en introduktion og hjælp til at installere den nye Aula-app på telefonen.

- Der kom under en håndfuld forældre. Men det kan man selvfølgelig tolke som, at der ikke er nogen, der har problemer overhovedet, griner Erik Balk Mouritsen.

Det er dog langtfra indtrykket hos Niels Holger Thrane Skovmand.

Han er forældrerepræsentant i skolebestyrelsen på Vester Hassing Skole og har været til flere møder om Aula.

Og han er ikke imponeret.

- Det er selvfølgelig work in progress, og der er mange af de fejl, vi har oplevet, der er blevet rettet løbende. Men der er altså en del benspænd stadigvæk, siger han.

Niels Holger Thrane Skovmand fortæller, at han fra flere forældre har fået tilbagemeldinger om, at de faktisk foretrækker ForældreIntra, som han ellers betegner som notorisk udskældt.

- Så det er jo ironisk nok.

Hvad er det for problemer, I har oplevet ved Aula?

- Det er nogle helt basale ting som for eksempel, at der ikke er en kontaktbogsfunktion. Den ligger i stedet nede i noget, der hedder "fælles gruppe".

Og ifølge Niels Holger Thrane Skovmand er det heller ikke så ligetil at afkode, hvad ens barn har for af lektier. For de oplysninger er lagt over i en anden platform, der hedder "Min Uddannelse".

- Jeg vil vove den påstand, at Aula kræver, at man skal være lidt mere end almindeligt interesseret i det. Så sagt på en meget diplomatisk måde, vil de mindre ressourcestærke måske ikke have tålmodigheden til at komme på.

Det er forskelligt, hvornår kommunerne åbner op for forældrenes tilgang til Aula, men det sker mellem 14. og 23. oktober.

/ritzau/