Avisen Hus Forbi har succes

Isbryderne bliver gjort klar

Statsisbryderne "Danbjørn" og "Isbjørn" er ved at blive gjort klar til den forestående issæson. Det sker, selvom forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) i november bebudede, at der ikke kommer isvinter i Danmark i år eller de kommende år. "Med den globale opvarmning bliver der ingen isvinter," sagde hun. I mellemtiden har kulden fået et fast tag i landet, og der er målt temperaturer langt under frysepunktet. "Ministerens kommenterede vejret, inden det slog om. Så for at være på forkant er vi nu ved at klargøre fartøjerne," siger orlogskaptajn K.M. Petersen fra Istjenesten. Isbryderne kan være klar med fem dages varsel. /ritzau/

711 konkurser på en måned er rekord

Aldrig før har så mange virksomheder måttet indse, at kassen var tom, som i november i år. 711 virksomheder gik konkurs i november, viser en analyse fra kredit- og analysevirksomheden Experian. Det er det højeste antal konkurser på en måned siden 1996, da Experians konkursstatistik for første gang kom på gaden. /ritzau/

Hjemløse sælger flere aviser

Mens mange aviser oplever en nedgang i oplaget, har Hus Forbi succes. I Nordjylland er salget af hjemløse og socialt udsattes avis steget kraftigt. Det oplyser P4 Nordjylland. Sidste år blev der i Nordjylland solgt 9500 aviser. I år er det tal steget til 21.000. Det svarer til en stigning på 120 procent. /ritzau/

Send juleposten i god tid

Julen er en travl tid for de danske postbude, og det gælder om at være ude i god tid, hvis man skal være 100 procent sikker på, at julegaver, pakker og kort når frem i tide. "Hvis du vil være sikker på, at dine julekort og pakker når frem inden juleaften til familie, venner og bekendte i Danmark, så skal de sendes senest den 20. december. Men meget gerne før," siger kommunikationschef Lars Kaspersen. Post Danmark omdeler pakker og breve til og med den 23. december, men ikke den 24. december. /ritzau/

Pigge skal stoppe spøgelsesbilister

Bilister, der kører i den forkerte retning på frakørselsrampen til Lillebælt S, bliver fremover stoppet af stålpigge i asfalten. På mandag igangsætter Vejdirektoratet et forsøg, der skal styrke indsatsen mod spøgelsesbilisme på den fynske motorvej. En censor i vejen registrerer, hvis et køretøj kører ned ad en frakørsel i den forkerte retning, hvorefter piggene skyder op og punkterer bilen. Piggene er dog konstrueret på en måde, så dækket ikke eksploderer og dermed skaber en ny og farlig situation. /ritzau/