Prøv avisen

Børn skal have mere kendskab til vores sangskat

Birgitte Lindegaard Sneum læser i øjeblikket en del af og om komponisten Carl Nielsen, fordi hun sammen med organisten i Simeons Kirke på Nørrebro holder studiekreds om den berømte komponists liv og musik. – Foto: Søren Staal.

Birgitte Lindegaard Sneum, præst ved Simeons Kirke på Nørrebro i København, vil gerne anbefale de mange julekoncerter, der foregår i landets kirker. Hendes juleprædiken transmitteres juleaftensdag på P1

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

For tiden læser jeg komponisten Carl Nielsen. Sammen med vores organist i kirken, Rasmus Koppelhus, har jeg en studiekreds om komponisten, hans liv og musik. I den anledning har jeg blandt andet læst Jørgen I. Jensens biografi Carl Nielsen. Danskeren og nogle af Carl Nielsens dagbøger og hans brevveksling med hustruen Anne Marie Carl-­Nielsen. Det er spændende at kombinere kunst, musik og kristendom i samarbejde med en musikkyndig.

LÆS OGSÅ:
Stort projekt skal redde folkeskolens sangkultur

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Nu er jeg jo præst, så Bibelen har selvfølgelig gjort et utroligt stort indtryk. Men ellers tror jeg, at det er en bog, som jeg tit fik læst højt i min barndom. Bogen hed Skovtrolden og er skrevet af Leo Novrup, der var en stor fuglekender. Bogen handler om en uglefamilie med far og mor og fem ugleunger.

På et tidspunkt kommer en dreng ud i skoven for at samle kogler. Han går så under uglereden og bliver meget forskrækket, da han tror, at han bliver angrebet af en skovtrold. Han løber hjem efter sin far, som går med ham tilbage til skoven, hvor de ser, at det var hanuglen, der var i angrebsstilling.

Der er rigtig gode beskrivelser i bogen, og den er meget fint illustreret. Og så handler det selvfølgelig også om, at jeg sad hos min far, som læste den op for mig, og vi havde nogle rigtig gode hyggestunder. Der var meget tryghed i den bog, og hvert år til jul tager jeg den frem.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

Kirkernes tilbud om koncerter her i juletiden. Der er utroligt mange gode julekoncerter i kirkerne.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Jeg har altid været meget fascineret af billedhuggeren Niels Hansen Jacobsens værker. Uden for kunstmuseet i Vejen står hans troldeskulptur, der hedder Trold, der vejrer kristenblod. Trolden står i et springvand med tudser omkring, som sprøjter vand på trolden. Min mormor boede i Vejen, og når vi besøgte hende, skulle vi altid se troldespringvandet. Pudsigt nok står der en kopi af trolden foran Jesuskirken i Valby, hvor jeg bor. Trolden symboliserer ondskab, og minder enhver beskuer om, at når ondskaben viser sit fæle ansigt, må vi gøre alt for at bekæmpe den.

Hvem har du senest været til koncert med?

Sammen med min mand og min 90-årige mor var jeg forleden i Kapernaumskirken på Nørrebro til julekoncert med kammerkoret Carmina, hvor min datter synger. Koncerten hed Der er noget i luften. En dejlig oplevelse efter en travl dag med blandt andet udbringning af julehjælp til trængende sognebørn.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Vi har en helt fantastisk salme- og sangskat, som jeg kunne ønske mig, at alle børn fik større kendskab til. Mange børn kender ikke særligt mange salmer. Men det kræver naturligvis en stor indsats både hjemmefra, i skolen og i kirken. Børn er glade for at synge, og de har ikke noget imod, at teksterne er svære. Vi har jo også et helt liv til at tænke over, hvad det, vi synger, betyder.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Egentlig ikke. Hvis nogen går op i noget, og jeg hører dem fortælle begejstret om deres kunst, så har det en smittende virkning. Som regel er det jo sådan, at hvis man får lejlighed til at fordybe sig i noget, så bliver det spændende.

Birgitte Lindegaard Sneum

Født i 1955. Vokset op i Oksbøl. Student fra Varde Gymnasium i 1974, bifag i tysk, uddannet korrespondent i 198o. Cand.theol. fra Københavns Universitet i 1996. Konstitueret sognepræst ved københavnske kirker indtil 2003. Herefter sognepræst ved Simeons Kirke på Nørrebro i København. Gift og har en datter på 28 år.