Prøv avisen

Børnefond stopper firmas indtjening på syge børn

Efter en stribe klager fra utilfredse kunder og bidragydere mister HelpDanmark sine rettigheder til at sælge kaffe, te, chokolade og andre varer i de syge børns navn. - Foto: stock.xchng

Fondsbestyrelse afbryder kontroversielt samarbejde, der har givet millionbeløb til syge børn på Rigshospitalet og deres pårørende

Muligheden for at tjene penge på og samtidig støtte alvorligt syge børn er forbi for den private virksomhed HelpDanmark.

Efter en stribe klager fra utilfredse kunder og bidragydere mister HelpDanmark sine rettigheder til at sælge kaffe, te, chokolade og andre varer i de syge børns navn.

Vi opsiger samarbejdet med HelpDanmark nu, siger Anders Andersen, bestyrelsesformand for Ronald McDonald BørneFond, der i 2008 tog imod godt 1,5 millioner kroner fra HelpDanmark.

Utilfredse kunder
Pengene er gået til at drive Ronald McDonald Hus, som er et bosted for pårørende og alvorligt syge børn med tilknytning til Rigshospitalet.

Samarbejdet med HelpDanmark afbrydes blot en uge efter, at Kristeligt Dagblad fortalte om utilfredse kunder, der havde købt kaffe og andre varer hos HelpDanmarks telefonsælgere.

Kunderne kritiserede folkene bag HelpDanmark for at beholde størstedelen af beløbet ved en salgspris, der er op til fire gange højere end varer af en tilsvarende kvalitet, mens blot 10 procent af salgsprisen gik videre til de syge børn.

Mister 2,5 millioner støttekroner
Det afbrudte samarbejde kommer til at koste de små patienter og deres pårørende store dele af de 2,5 millioner støttekroner, som samarbejdet ifølge HelpDanmark kunne have indbragt i hele 2009.

Selv går HelpDanmark glip af store dele af en forventet omsætning i 2009 på 25 millioner kroner. Hvorvidt virksomheden kan drives videre uden indtægterne ønsker administrerende direktør Lars Fich ikke at kommentere.

Om årsagen til det afbrudte samarbejde fortæller Anders Andersen fra Ronald McDonald BørneFond:

Vi kan ikke leve med, at der sættes spørgsmålstegn ved måden, som pengene bliver indsamlet på, siger han. Bestyrelsen har jævnligt modtaget klager fra HelpDanmarks kunder, som har følt sig snydt, oplyser Anders Andersen.

Kun 10 procent til børnene
Han fortæller, at det gennemgående klagepunkt har været, at kunderne ikke har kendt til, at blot 10 procent gik videre til de syge børn. Dette, mener han, er HelpDanmarks ansvar.

Bruddet med HelpDanmark kan betyde, at forholdene forringes for de syge børn og deres pårørende, hvis ikke hullet i budgettet lukkes af andre bidragydere.

Nu skal vi finde de penge, som vi tidligere har fået fra HelpDanmark, gennem andre kanaler, siger Anders Andersen.

Hans håb er, at danskerne fremover vil henvende sig direkte til bostedet med tilsagn om at støtte driften til gavn for de syge børn og deres familier.

indland@kristligt-dagblad.dk