Egentlig gik Riikka Rinnan op i at tegne og male og drømte om en karriere som billedkunstner. Da hun skulle vælge uddannelse i sit hjemland, Finland, satsede hun dobbelt og blev både optaget på grafiker-studiet og på miljøvidenskab. Hun traf det ”fornuftige” valg. Det førte til, at hun i dag er professor ved Københavns Universitet, specialist i interaktioner mellem økosystemer og atmosfære og én af årets fem modtagere af Uddannelses- og Forskningsministeriets EliteForsk-priser.
”Min kunst har jeg lagt på hylden, indtil der måtte komme en dag, hvor jeg har masser af tid. Måske når jeg går på pension,” siger Riikka Rinnan helt uden fortrydelse. Hendes forskning har nemlig også vist sig at være både spændende og meningsgivende – og at trække på nogle af de samme egenskaber som kunst.
”En kunstner og en forsker har det til fælles, at man skal kunne arbejde selvstændigt, uden faste arbejdstider og uden helt at kunne vide, hvor det hele fører hen. Begge dele kræver stor kreativitet. Til gengæld oplever jeg, at der nok er en hel del mere administration og procedurer, der skal følges, når man beskæftiger sig med forskning,” siger Riikka Rinnan.
Sin kreativitet tog forskeren i anvendelse, da hun i 2003 var kommet til Københavns Universitet og begyndte at arbejde med arktiske økosystemer. Hun hæftede sig ved, at der var en kraftig lugt fra arktiske permafrostboringer. Den kunne ikke stamme fra drivhusgasser som metan og CO2. Derfor måtte den komme fra noget andet.
Forskningen kendte i forvejen til fænomenet VOC-gasser, som er gasser, planter udskiller i en form for interaktion med omgivelserne, for eksempel med insekter. For eksempel kan gasserne danne en slags blå tåge over skovområder. Men da Riikka Rinnan fik den tanke, at lugten kunne skyldes VOC-gasser, var flere af hendes samarbejdspartnere skeptiske.
”Jeg syntes, vi skulle måle, hvilke gasser der var til stede. Der var nogle som sagde, at det var umuligt, at der kunne være VOC-gasser til stede i et omfang, så det lå over detektionsgrænsen. Men det viste sig, at der er et signifikant VOC-udslip i den arktiske natur, og det er stærkt temperaturafhængigt. Stiger temperaturen med to grader, fordobles udslippet,” fortæller Riikka Rinnan, hvis første betydelige videnskabelige publikation var resultatet af nogle VOC-målinger foretaget i Abisko i Nordsverige i 2006-2007.
Når man undersøger det komplicerede samspil mellem planter, insekter, atomosfære og temperaturer i verdens nordligste egne, er det nærmest uforståeligt, at der kan være mennesker, som tvivler på, at der foregår markante klimaforandringer i verden netop nu. For i arktis er naturen i voldsom forandring, og det har VOC-gasserne vist sig at være en meget tydelig indikator for.
”I de arktiske områder stiger temperaturen dobbelt så hurtigt som andre steder i verden. Derfor forventer vi også stigninger på meget mere end to grader. Det vil føre til en markant forandring i planteartssammensætningen.”
”Flere planter vil kunne klare sig, og planterne vil generelt vokse sig højere og større, og dermed vil der være mere biomasse og blive udskilt betydeligt flere VOC-gasser. Vi håber i løbet af de kommende fem år at kunne have præcise prognoser klar for, hvad dette forøgede udslip vil betyde for luftkvaliteten og klimaet i området,” forklarer hun.
Riikka Rinnan tilføjer, at det ikke er muligt at sige entydigt, om det er godt eller skidt for klimaet, at mængden af VOC-gasser øges. På den ene side kan VOC-gasser, der går i forbindelse med andre gasser i liften, være med til at forlænge drivhusgassernes levetid og dermed forøge den globale opvarmning. På den anden side kan de danne bittesmå partikler i luften som kan reflektere solens stråler samt danne skyer og dermed have en nedkølende effekt.
”Det, som har vist sig, er, at VOC-gasser spiller en meget vigtig rolle, når man prøver at modellere 100 år frem i tiden, hvilke klimatiske forandringer vi vil kunne forvente. Der kommer gasser, når permafrosten tør, det siver op fra jordbunden, og planter udsender flere gasser, når de for eksempel angribes af insekter. Hvis vi kan lave så præcise modeller som muligt for, hvad der kan forventes at ske, vil det bidrage til det helhedsbillede af verdens klimaforandringer, som alverdens forskere prøver at tegne,” forklarer Riikka Rinnan, som på grund af sin forskning har færdedes en del i Grønland og andre polaregne de senere år.
At det blev Københavns Universitet og ikke et finsk universitet, der blev udgangspunktet for hendes arbejde, skyldes to ting.
”Jeg havde hele tiden tænkt, at når jeg var færdig som ph.d., ville jeg søge til udlandet. Jeg søgte flere steder hen, men biologisk institut på Københavns Universitet svarede pænt og høfligt på min ansøgning, og desuden havde jeg en kæreste fra Norge, som boede i København, fortæller hun.
Ham er Riikka Rinnan i dag gift med, og selvom parret har boet i Danmark i årevis, og deres tre sønner har levet deres liv her, er ingen af de fem danske statsborgere.
Men parret har ingen planer om at vende hjem til Norge eller Finland igen. Hun overvejer i stedet at søge om dobbelt statsborgerskab, måske samtidig med sine børn, så familien kan få alle relevante rettigheder. Herunder stemmeret og retten til at gå på pension og omsider hellige sig billedkunsten.