Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erkendte i går ligeud, at han efter valget i 2015 ikke troede, at hans regerings største enkeltstående investering ville blive et nyt skattesystem.
Men sådan er det blevet. Sammen med skatteminister Karsten Lauritzen (V) præsenterede han på et pressemøde det nye system, der blandt andet indebærer, at Skat nedlægges om et år, og at skatteforvaltningen splittes op i syv selvstændige styrelser spredt ud i hele landet, foruden to eksisterende styrelser, som får lov at fortsætte.
Der afsættes syv milliarder kroner til reformen, og der skal flyttes mindst 1500 stillinger ud af København til større byer i Jylland og på Fyn. Reformen er regeringens svar på de seneste år skandalesager i Skat – blandt andet det kuldsejlede inddrivelsessystem EFI, de forkerte ejendomsvurderinger og svindelen med refusion af udbytteskat for over 12 milliarder kroner.
At netop en Venstre-ledet regering nu konkurrerer med Socialdemokratiet om, hvem der vil bruge flest midler på skatteopkrævning og -kontrol, kan lyde som den ideologisk omvendte verden.
Nok mener Venstre, at man skal ”betale den skat, man skal”, men historisk set har udgifter til flere skattekontrollanter sjældent stået øverst på borgerlige politikeres ønskeseddel. Måske især præget af Mogens Glistrups og Fremskridtspartiets skatteoprør mod indkomstskat og ”skrankepaver” i 1973 er de i mange år blevet betragtet som et nødvendigt onde, der ofte har haft lige lovlig travlt med at overvåge den hårdtarbejdende befolkning. Den radikale leder Morten Østergaard, der økonomisk også hører til den liberale familie, nedlagde eksempelvis som skatteminister i 2015 den såkaldte ”stikkerlinje”, hvor borgere anonymt kunne give Skat tips om, hvem der udførte sort arbejde og socialt bedrageri.
Borgerlige politikere er imidlertid præcis lige så afhængige som de venstreorienterede af, at det offentlige får stabile indtægter. Over 1100 milliarder kroner skulle stat, regioner og kommuner sidste år bruge på at sikre den offentlige velfærd. Hvis de penge skal komme ind, er det helt afgørende, at borgerne har tillid til det system, der inddriver pengene.
Som statsministeren pointerede i går, revner fundamentet for velfærdsstaten, hvis den tillid sættes over styr. Ved at ændre hele strukturen for skattesystemet kunne det umiddelbart se ud til, at regeringen forsøger at placere ansvaret for det tillidsbrud på embedsapparatet. Det er jo åbenlyst det apparat, der ikke har fungeret. Direkte adspurgt måtte Lars Løkke Rasmussen imidlertid indrømme, at også han har et medansvar for, at det kniber med tilliden i dag.
Som indenrigs- og sundhedsminister i 2000’erne var han hovedarkitekten bag kommunalreformen. Forarbejdet til den var Strukturkommissionens rapport fra 2002, som lagde grunden til, at skattesystemet kunne reformeres i 2005. Det var her, ansvaret for skatteligningen blev flyttet fra kommunerne og slået sammen med de statslige told- og skattemyndigheder, ligesom hele inddrivelsesområdet blev centraliseret.
Summen af hele denne operation er, at Skat er blevet ”for stort og komplekst”, som Karsten Lauritzen beskrev det i går.
Nu er det ikke nyt, at der er kamp om, hvor central eller decentral, skatteforvaltningen skal være. Efter systemskiftet lagde den daværende regering med Venstrereformpartiet i 1903 grunden til det moderne indkomstskattesystem med en omfattende reform af skatte- og afgiftssystemet.
Tidligere betalte landbruget såkaldte hartkornsskatter, mens byboerne betalte bygningsskat. I bind seks af ”Dansk Skattehistorie” fra 2007 fortæller historiker Hans Christian Johansen, at de tidligere skatter blev afløst af et system, der skulle gøre beskatningen mere ensartet mellem by og land. Dets hovedingredienser var indkomst- og formueskat samt skat af værdi af fast ejendom. Det betød, at mange kommunale skatter enten blev afskaffet eller tilpasset den nye statslige beskatning. Det var dog fortsat kommunerne, som opkrævede skatterne.
Med denne reform blev grunden lagt til den moderne velfærdsstat og den voldsomme ekspansion af den offentlige sektor, men det havde de færreste forestillet sig dengang.
En senere finansminister Vilhelm Lassen fra Venstre-reformpartiet mente ganske vist, at danskerne nok ”kunne vænne sig til en indkomstskat, der var højere end 2,5 procent for de allerstørste indtægter over 100.000 kroner,” hedder det i bogen.
Finansminister Christopher Hage fra samme parti mente omvendt, at der måtte være en grænse.
”Man kan også gabe så højt, at kæberne går af led,” sagde han.
Siden er skattesystemet som bekendt ændret og udvidet mange gange. Mest markant med den første kommunalreform i 1970, hvor også kildeskattesystemet blev indført, så skatten blev opkrævet direkte ved ”kilden”, altså hos arbejdsgiveren, i stedet for hos den enkelte skatteyder. Her fik også amterne mulighed for at opkræve indkomstskat.
Når regeringen nu vil flytte skatteforvaltningen ud i syv nye styrelser (foruden Skatteankestyrelsen og Spillemyndigheden, der fortsætter som hidtil), kunne det på overfladen ligne et skridt tilbage mod tidligere tiders decentrale skattesystem.
Professor Claus Thustrup Kreiner fra Økonomisk Institut ved Københavns Universitet påpeger dog, at der ikke er tale om, at reformen fra 2005 rulles tilbage. Skatteligningen og skattekontrollen er fortsat centraliseret, mens de syv nye styrelser får det nationale ansvar for hver deres område – gæld, motor, vurderinger, skat, told, udvikling og administration. At de styrelser så placeres forskellige steder i landet, har mere at gøre med regeringens politiske ønske om at flytte statslige arbejdspladser ud fra København end med at decentralisere selve ansvaret for systemet.
Borgerne skal fortsat have ”én indgang” til skattevæsenet, men om det dermed kommer til at fungere bedre, og tilliden øges, må tiden vise. Politikerne har brug for det, røde såvel som blå.