Babyer, bandeord og korte shorts: Det er altid blevet diskuteret, hvad man må i folketingssalen

Da der tirsdag var møde i folketingssalen, blev den konservative politiker Mette Abildgaard hasteindkaldt for at stemme. Hun havde sin fem måneder gamle datter med på arbejde, og politikeren tog en hurtig beslutning om at tage hende på armen og ind i salen. Men allerede inden mødet gik i gang, gav Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) besked om, at datteren ikke var velkommen i salen.

En besked, der de seneste par dage har affødt heftig debat herhjemme og sågar i flere udenlandske medier. Ikke mindst fordi flere andre folketingspolitikere har fortalt, at de tidligere har haft deres små børn med inde i salen.

Folketingets forretningsorden sætter rammerne for arbejdet i salen, fortæller fhv. bibliotekschef for Folketingets Bibliotek og Oplysning, historiker Hanne Rasmussen, der sidste år skrev bogen ”Folketinget”. Af den fremgår det, at der skal være ro og orden i salen og en ordentlig tone. Resten er op til den enhver tid siddende formand og præsidium (Folketingets ledelse). Derfor kan der også være forskelle i fortolkningen fra formand til formand.

”Man forsøger så vidt muligt at lade reglerne være ens. Men der vil altid være nuanceforskelle alt efter, hvem der sidder i formandsstolen, eller hvordan præsidiet er sammensat. Eksempelvis er der stor forskel på, hvor nidkære formændene er i forhold til, hvilke ord man må bruge,” siger hun.

”Går man tilbage til 1800-tallet, blev det påtalt, når et folketingsmedlem brugte ordene ’løgn’ eller ’vås’. Men det er der næppe nogen, der vil gøre i dag. I stedet har man i nyere tid mest påtalt eder og forbandelser.”

På den måde er retningslinjerne for god opførsel også noget, der ændrer sig over tid. Og der har altid været diskussioner om, hvad man må og ikke må folketingssalen, fortæller Hanne Rasmussen.

”Det nye er, at man diskuterer det offentligt. Det er de færreste ting, der bliver påtalt direkte fra formandsstolen. Derfor er det også svært at dokumentere det historisk set, for det er ikke skrevet ned i Folketingstidende,” siger hun.

Som eksempel fortæller hun om en sag fra 1964. Dengang var dresscoden, at man bar jakke og slips på talerstolen. Under en hedebølge havde to mandlige politikere valgt at tage disse af, mens de sad i salen. Det fik næste dag aviserne til at skrive artikler om, at Folketingets formand havde ”sluppet tøjlerne”. Hvad journalisterne ikke vidste, var, at formanden havde sendt en seddel til de to politikere. Af den fremgik det, at de skulle tage jakkerne på, hvis de ville stå på talerstolen.

”Det viser, at det tidligere var en intern diskussion, som foregik meget diskret. I dag bliver møderne sendt live, og politikerne kan hurtigt sprede det rundt på de sociale medier. På den måde er diskussion i dag meget åben, og det bliver dokumenteret på en anden måde,” siger Hanne Rasmussen.