Babymad tilbagekaldes på grund af forhøjet indhold af bly

Der er fundet forhøjet indhold af bly i gulerodspuré fra Semper Denmark, som derfor tilbagetrækker produktet.

Firmaet Semper Denmark tilbagekalder babymad, da der er fundet et forhøjet indhold af bly i et parti gulerodspuré til babyer.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om produktet Semper gulerodspuré.

Produktet rummer 125 gram og er mindst holdbart til 14. februar 2024.

Produktet er solgt i otte forskellige butikker spredt over hele landet. Det drejer sig om MENY-, Spar- og Superland-butikker.

Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken eller at kassere det.

Ifølge Fødevarestyrelsen er børn mest følsomme, når det gælder bly i fødevarer.

Bly kan påvirke centralnervesystemets udvikling - herunder evnen til at lære og huske.

Ud over bly kan man i nogle fødevarer finde spor af cadmium, kviksølv, tin, arsen og nikkel.

Metallerne findes blandt andet i nogle fisk, kornprodukter, frugt og grøntsager.

/ritzau/