De ligger som perler på en snor i formiddagslyset. Omkring 500 badehuse i flere rækker, alle hvide med sorte tage og enkelte med navneskilte. Det var hertil, landbofamilierne tidligere tog, når de skulle væk fra gården og ud til havet for at holde en fridag. Inde i husene kunne de finde ly for solen og spise en bid brød, inden de klædte om og sprang i bølgerne
I dag står husene her stadig. De ejes alle af nogen, men det er ikke længere landbofamilierne, og de er ikke længere flittigt brugt. På denne søndag er der faktisk kun liv i et par stykker, til trods for at vejret er godt, bølgerne indbydende, og stranden er fyldt med kitesurfere, beachvolleyballspillere og husløse badegæster.
Ved et hus står Elly Gregersen og vasker de hvide ydervægge. En storm sankthansaften gjorde det traditionelle bål på stranden umuligt, men sprayede til gengæld husene til med sand. Det skal af nu, for der er krav om, at badehusene skal være velholdte, hvis de skal stå på stranden.
Men også Elly undrer sig. For normalt er der flere gæster i hytterne, når solen er fremme.
Der er festivaler over hele landet, og de vendelboer, der har huse her, kommer kun, når der er 30 grader og østenvind. Det sker ikke så tit, smiler hun.
Familien Gregersen er en af de lokale familier, der på trods af sandfygning besøger standen i dag. For de har i umindelige tider været vant til at komme her og forbinder huset med afslapning, fortæller Niels Erik Gregersen, Ellys mand.
Vi har haft dette hus i 20 år, men før det købte min faster et hus, som jeg kan huske at have brugt, siden jeg var stor dreng. Det er nok de sidste 60 år, jeg er kommet her, siger han.
I dag er huset gået i arv til ægteparret Gregersens datter, der bor i Skanderborg. Men kun på papiret, for det er stadig forældrene, der bruger huset mest.
Vi kan jo slet ikke undvære at komme her. Det er bare den eneste strand, der duer, siger Elly, der sammen med Niels Erik lige har været i Tyskland på ferie, hvor strandene slet ikke var de samme.
Man bliver jo så forvænt. Det er bare skønt heroppe. Det hvide sand, klitterne og den brede strand. Alt andet blegner en smule, siger hun og gestikulerer mod stranden.
De to er nu pensionister og har derfor tid til at komme her, men også tidligere, da Niels Erik var landmand og Elly økonomiarbejder, brugte de ofte huset. De bor i Børglum kun otte kilometer fra Løkken, og selvom børnene for længst er fløjet fra reden og har bosat sig i andre dele af landet, så er huset ved Vesterhavet stadig et samlingspunkt, som de ikke vil undvære.
Børnene kommer her gerne, for de forbinder det med afslapning. Men vi har også venner, som vi traditionen tro mødes med heroppe en gang hver sommer.
Huset står nu skinnende rent i solen. Elly er færdig med kosten, som bliver sat til side, så Niels Erik kan komme til at skylle væggene af. De gør klar til at tage hjem, lukker og låser, for i dag kommer der ingen og besøger dem på stranden.
klitgaard@kristeligt-dagblad.dk
