Bankdirektører frifundet for kursmanipulation

Vestre Landsret frifinder to bankdirektører for kursmanipulation

Der var ingen forsøg på at føre markedet bag lyset, da Ebh Bank bød på aktier i Sparekassen Himmerland i 2008.

Det fastslog Vestre Landsret i går i en dom, som afviser påstanden fra Bagmandspolitiet om kursmanipulation. Tværtimod var der tale om en reel efterspørgsel, da den nordjyske bank i løbet af en måned indlagde bud på kurs 600 på Børsen.

Forinden havde de to pengeinstitutter indgået en aftale om at støtte hinanden. Verden over var finansmarkedet ude i et gevaldigt stormvejr, og sparekassen og banken forsøgte at sikre sig ved at købe aktier hos den anden. Denne aftale var på ingen måde suspekt, noterer landsretten.

Faktisk var det en reel investeringsaftale til markedskurs indgået mellem uafhængige parter, lyder bedømmelsen.

Desuden var buddene på kurs 600 ikke udtryk for en unaturlig og kunstig høj pris.

Omvendt har Bagmandspolitiets anklager under sagsforløbet blandt andet peget på, at kursen styrtdykkede til 330, da Ebh Bank en måneds tid senere krakkede.

I Retten i Hjørring havde Bagmandspolitiet derimod rygvind. Her lød dommen sidste år på fængsel i fem måneder til de to direktører, fængsel på tre måneder til tre medarbejdere og en bøde på fem millioner kroner til Sparekassen Himmerland.

Frifindelsen af de to direktører kan få et efterspil. Det varsler advokat Jakob Lund Poulsen, der har forsvaret den 61-årige Svend Jørgensen, som var direktør i Sparekassen Himmerland.

Vi vil overveje spørgsmål om erstatning og oprejsning. Min klient blev jo tvunget væk fra sin stilling af Finanstilsynet, siger Jakob Lund Poulsen.

Frifindelsen rejser et principielt spørgsmål om Finanstilsynet nemlig om man er i besiddelse af de tilstrækkelige kompetencer, siger Jakob Lund Poulsen.

Det er tvivlsomt, om Bagmandspolitiet anker Vestre Landsrets frifindelse.

Konstitueret chef i Bagmandspolitiet Henrik Helmer Sten har endnu ikke nærlæst landsretsdommen. Med det forbehold har han forstået, at der er tale om en bevisfrifindelse af de tiltalte i sagen.

Er det rigtigt, at det er en bevisfrifindelse, er det hverken noget vi vil eller kan bringe videre til Højesteret.