Prøv avisen

Bankmand gav halv million til parti

Formand for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, taler på partiets landsmøde lørdag d. 24. april 2010 i DGI-Byen. På første stol i første række sidder Liberal Alliances sponsor, Saxo Banks direktør, Lars Seier Christensen. (Foto: Kreutzmann Nanna/Scanpix 2 Foto: Kreutzmann Nanna

Liberal Alliance fik sidste år en halv million kroner fra Saxo Banks direktør Lars Seier Christensen

Liberal Alliance har en og kun én sponsor: Saxo Banks direktør, Lars Seier Christensen.

Lars Seier Christensen gav således sidste år en halv million kroner til Liberal Alliance, fremgår det af partiets årsregnskab som lørdag blev godkendt på landsmødet i København.

Af partiregnskabet fremgår det, at Liberal Alliance fik 2.578.318 kroner i offentlig partistøtte, 182.290 kroner i kontingentindtægter og 500.250 kroner fra private bidragsydere - hvor Lars Seier Christensen alene tegner sig for de 500.000 kroner.

Bankdirektøren blev sidste år kritiseret for - uden at være valgt til noget som helst - at stå bag det nærmest kupagtige holdningsskift i partiet i liberalistisk retning som blandt andet medførte Naser Khaders farvel.

Selv om Liberal Alliances landsformand, Leif Mikkelsen, dengang forklarede, at bankdirektøren blot ønskede at hjælpe, og at "virkeligheden er den, at Lars Seier bestemmer intet i Liberal Alliance", så stod partiets folkevalgte ledelse i kø for at takke ham lørdag. Lars Seier Christensen er medlem af Liberal Alliance og formand for dets såkaldte visionsudvalg.

- Når det stormer må man kigge sig rundt. Og - jeg er ikke så høj - der stod Lars Seier, lød det blandt andet fra partileder, Anders Samuelsen.

Selv forklarede bankdirektøren fra talerstolen på landsmødet i DGI-byen, i København, at han aldrig var i tvivl om sin støtte til partiet. Da Ny Alliance altså var skiftet ud med Liberal Alliance.

- Da partiet definitivt besluttede sig for at være et liberalt parti efter valget i 2007, så vidste jeg, at det simpelthen var et projekt, man var nødt til at være med i. For der vil ikke de næste 10 år komme en større chance for at finde et reelt liberalt alternativ til den socialdemokratiske grå masse, som dansk politik desværre har udviklet sig til.