Der er sket så meget på det flygtningepolitiske område de seneste 10 år, at kun særligt indviede kan huske lovene 187, 188 og 189, som VK-regeringen fik vedtaget i Folketinget i 2007 og som yderligere indskrænkede mulighederne for som flygtning at få permanent opholdstilladelse. Der er foretaget så mange lovstramninger, at bare én integrationsminister har kunnet servere en 50-stramningers-lagkage.
Igennem akkurat de seneste 10 år har der uden for flygtningelejren Sandholmlejren i Nordsjælland med faste intervaller stået en gruppe demonstranter, der var ovre deres første ungdom, i tavs protest mod den førte danske asylpolitik. Bedsteforældre for Asyl hed initiativet, som blev mødt med megen sympati og forholdsvis stor mediebevågenhed i den første tid. I går markerede de så deres 10-årsjubilæum under mere afdæmpede former – og med en lettere desillusioneret erkendelse af, at deres ambition om at påvirke de folkevalgte aldrig bar frugt.
”Vi arbejdede hårdt for sagen, og vores initiativ gav genlyd dengang. Til vores første demonstration var vi omkring 50, anden gang 100 og tredje gang 300. Men politisk set har vi intet opnået. Det var en fiasko,” fortæller den i dag 84-årige journalist og forfatter Else Lidegaard, der var initiativtager til Bedsteforældre for Asyl i oktober 2007 og fortsat er gruppens talsperson.
Som mor til fire, bedstemor til 14 og oldemor til seks opfylder hun rigeligt det kriterium, som antydes med aktivistgruppens navn. Kravet var og er ikke, at man skal have børnebørn, men man skal have en vis alder, så man med rette kan sige at have været med til at bygge nutidens Danmark op. Aktivistgruppen blev dannet som en meget løst organiseret bevægelse i protest mod en asylpolitik, der blev oplevet som umenneskelig. Ikke med fokus på diskussionen om, hvor mange man skal lukke ind i Danmark, men at dem, man har lukket ind, skal behandles ordentligt. Ikke mindst de børn, der også er i danske flygtningelejre.
”Det er i forvejen slemt ikke at høre til, at være flygtet fra forfærdeligt forhold. At man så derefter skal spærres inde som var man kriminel kunne vi ikke acceptere,” siger Else Lidegaard.
Efter de første demonstrationer blev det Bedsteforældre for Asyls mål at stå hver søndag eftermiddag uden for Sandholmlejren. Siden bredte initiativet sig til andre flygtningelejre, og der blev samarbejdet med forskellige andre grupperinger. Medieomtalen af de atypiske aktivister kulminerede, da 30 ældre mennesker den 19. april 2010 rejste sig i Folketingets tilhørerloge under behandlingen af en af de mange lovstramninger og sang gruppens slagsang, Benny Andersens ”Barndommens land”, til daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) store vrede.
”Det var meget grænseoverskridende for flere af os. Nogle i Bedsteforældre for Asyl havde aldrig deltaget i en demonstration før. Det var skikkelige, pæne folk,” fortæller Else Lidegaard om aktionen, som førte til, at aktivisterne af politiet blev sendt i detentionen og senere fik en bøde på 3000 kroner hver.
Bedsteforældre for Asyl gennemførte også et omvendt vælgermøde, hvor de folkevalgte blev inviteret ud for at møde de flygtninge, de lovgav om. Gruppens politiske fokus forblev det samme, nemlig det synspunkt, at afviste asylsøgere, som ikke kan sendes hjem, bør få lov til at komme ud af lejrene.
”Jeg kæmpede meget for, at vi skulle holde fast i dette snævre sigte og ikke blive en del af den almindelige godhedsindustri,” forklarer Else Lidegaard.
I dag er det ikke hver søndag, men kun hver anden, der er bedsteforældre uden for Sandholmlejren. Else Lidegaard holdt op med at deltage, da regeringsmagten skiftede i 2011. Hun troede, at målet nu ville blive nået med en såkaldt rød regering.
”Men det viste sig, at det regeringsskifte overhovedet ikke gjorde nogen forskel, og med den regering, vi har nu, har jeg svært ved at se noget håb,” konstaterer Else Lidegaard.
Men hun tilføjer så, at hvad man ikke opnåede i forhold til lovgivningen, har mange af bedsteforældrene forsøgt at gøre i forhold til enkeltpersoner ved at adoptere flygtninge og hjælpe til i den enkeltes liv ved for eksempel at tage med til samtaler.
”Så det har ikke været forgæves, at folk stod der i alle de år. Gamle folk i al slags vejr.”