Prøv avisen

Bedstemor er den nye husmor

Bedstemødre forventes at hjælpe fortravlede børnefamilier, som kvitterer ved ikke at inddrage mormor og farmor i familielivet. Foto: .

Bedstemødre forventes at hjælpe fortravlede børne-familier, som kvitterer ved ikke at inddrage mormor og farmor i familielivet

Bedstemor må gerne hente Rasmus fra børnehaven, når hans forældre har for travlt. Men hun må ikke give råd om, hvordan Rasmus skal opdrages. Det vil forældrene selv klare.

LÆS OGSÅ: De ældre skal inspirere og ikke lovgive

Den bedstemorrolle er dominerende i dag, argumenterer etnolog Anne Leonora Blaakilde i sin netop offentliggjorte ph.d.-afhandling. I den beskriver hun, hvordan bedstemor i dag udfylder husmoderens rolle i kernefamilien. Både familie og samfund forventer, at hun yder gratis omsorgsarbejde for familien.

Der en forventning om, at bedsteforældre bidrager med hjælp til de hårdt pressede børnefamilier. Samtidig er forældrene opdraget i en individualistisk tid, hvor man vil gøre sig sine egne erfaringer, og bedstemors råd opfattes som forældede, fordi forældrene har fået adgang til den nyeste viden om børneopdragelse via bøger og internettet. Derfor har vi fået et billede af bedstemoderen, der overtager husmoderens rolle uden at blive regnet for at være en del af den nære familie, siger etnolog Anne Leonora Blaakilde.

Hun fremhæver, at bedsteforældre for eksempel ingen rettigheder har ved skilsmisser.

Børnepsykolog MargretheBrun Hansen, der sidste år udgav bogen Guide til bedsteforældre og deres børn, understreger, at der er flere typer af bedsteforældre, men hun møder også den hjælpsomme slags. Hun oplever som psykolog at blive opsøgt af bedsteforældre, der søger hjælp, fordi de føler sig udnyttet af deres børn. Men hun mener, at bedsteforældregenerationen til dels selv er skyld i problemstillingen.

Forældrene i dag var børn i en tid, hvor deres forældre var meget servicerende, og det er en mangel i deres opdragelse, at de ikke kan forstå et nej. Det er sent for bedsteforældrene at gå i gang med at opdrage deres egne børn nu, det skulle de have gjort, da deres barn var fire år, siger Margrethe Brun Hansen.

Hendes råd til familierne er, at de fra barnebarnets fødsel skal afstemme forventningerne til, hvor ofte bedsteforældrene skal hjælpe til og med hvad.

Også Lola Jensen, som er familierådgiver på TV 2s Godmorgen Danmark samt bedstemor til tre, kan med sine 27 års erfaring med familierådgivning nikke genkendende til billedet af bedstemoderen. For at få et godt forhold familiemedlemmerne imellem opfordrer hun bedsteforældrene til at respektere og inspirere forældrene.

Jeg har oplevet, at bedstemødre ikke har følt, at de kunne komme igennem med deres råd. Derfor har de haft behov for at fremhæve, når de har haft ret. Men det skal ikke være en konkurrence. Elegancen ligger i at komme med en lille inspiration, som forældrene selv arbejder videre med, siger Lola Jensen, der også har skrevet bogen Den store far, mor & børn håndbog i godt familieliv.