Prøv avisen

Sofies medpatienter var kriminelle og voldelige

Sofie Rosengren har flere gange været indlagt sammen med retspsykiatriske patienter på en lukket afdeling. De gør hende utryg, gør stemningen på afdelingen negativ, og en enkelt behandlingsdømt har slået hende. Modelfoto.

Sofie Rosengren har uprovokeret fået en knytnæve i tindingen og delt afdeling med dømte volds- og voldtægtsforbrydere. Sådan kan hverdagen se ud på landets lukkede psykiatriske afdelinger, hvor retspsykiatriske patienter ofte sætter dagsordenen

De gange, Sofie Rosengren har været indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, er det første, de andre patienter har spurgt ind til, drejet sig om hvilken forbrydelse, hun havde begået, siden hun var der. De gik ud fra, at hun var kriminel med en behandlingsdom - for hvorfor skulle man ellers være på den lukkede?

”Første gang, jeg blev stillet spørgsmålet, blev jeg helt paf. Og så blev jeg angst. På det tidspunkt var jeg meget sårbar og havde intet filter, jeg ville tro på alt, hvad man fortalte mig. Så jeg endte nærmest med at tro på, at jeg selv havde gjort noget forkert og kriminelt, siden jeg var havnet der,” siger Sofie Rosengren, der ikke er kriminel, men psykisk syg og udelukkende har været indlagt på en lukket afdeling, fordi lægerne har vurderet, at hun i perioder har været til fare for sig selv.

Men sådan er det ikke for alle patienter på de lukkede psykiatriske afdelinger. Landets retspsykiatriske afdelinger er grundet en eksplosion i antallet af behandlingsdomme overbelastede, og derfor flyttes retspsykiatriske patienter - dømte kriminelle, der samtidig er psykisk syge - til almindelige psykiatriske afdelinger og særligt de lukkede af slagsen. De flyttes, fordi det i nogle tilfælde giver mening - når de eksempelvis ikke er dømt for personfarlig kriminalitet, og flytningen er en vigtig del af deres resocialisering - men også på grund af pladsmangel i retspsykiatrien, hvilket adskillige interesseorganisationer kalder ”et stort problem.”

Sofie Rosengren startede med at få det dårligt i 2010. Hun begyndte at opleve ”mærkelige ting” og høre stemmer. Da hun gradvist fik det værre, henvendte hun sig til psykiatrien, der i maj 2011 stillede hende diagnosen paranoid skizofreni. Siden da har Sofie Rosengren ad flere omgange modtaget ambulant behandling, været indlagt på en åben psykiatrisk afdeling og har i kortere perioder ligget på lukket psykiatrisk afdeling - senest i november 2014.

”Da var jeg der i seks dage. Det er den længste periode, jeg nogensinde har ligget på lukket afdeling. Og det føltes som meget lang tid,” fortæller Sofie Rosengren, der i dag er 29 år, har orlov fra sit studium på lærerseminariet og er indlagt på en åben psykiatrisk afdeling.

Sofie Rosengren bryder sig ikke om at ligge på de lukkede afdelinger. Hun føler sig utryg blandt de retspsykiatriske patienter og utilpas i det miljø, de skaber.

”Mange af de retspsykiatriske patienter udstråler aggressivitet. Ofte er de meget utilfredse med den dom, de har fået, og så bruger de deres tid på at råbe, true og brokke sig over den. Sådan noget påvirker en hel afdeling,” siger Sofie Rosengren og betegner de behandlingsdømte, som hun har været indlagt sammen med, som ”dagsordensættende”, da de ofte kræver meget opmærksomhed fra personalet.

Og det er ikke småforbrydelser, Sofie Rosengrens medpatienter har været dømt for:

”Der var en behandlingsdømt på min afdeling, der fortalte mig, at han havde begået voldtægt. En anden retspsykiatrisk patient forklarede, hvordan han havde løbet ned ad Strøget med et oversavet jagtgevær. Det var mit indtryk, at de fleste af dem havde voldsdomme.”

Den seneste gang, Sofie Rosengrenvar indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, i november sidste år, blev hendes bekymringer til virkelighed. Da hun stod i kø for at modtage sin medicin, slog en retspsykiatrisk patient hende uprovokeret i tindingen med en knytnæve.

”Vi havde aldrig snakket sammen før. Det var den første kontakt, vi havde med hinanden,” fortæller Sofie Rosengren.

Personalet på afdelingen isolerede den retspsykiatriske patient på hendes stue, men hun var ude igen i tide til aftensmaden samme dag.

”Da var jeg rigtig utryg ved situationen. Jeg kunne jo godt se, at hende, der havde slået mig, havde det dårligt og var forpint, men sådan havde hun jo også fået mig til at føle. Jeg var aldrig blevet slået før,” siger Sofie Rosengren og fortsætter:

”Når man selv er sårbar, er det en stor mundfuld at være indlagt med folk, der har gjort noget så alvorligt, at de har fået en behandlingsdom.”

Når Sofie Rosengren kan blive i tvivl om,hvorvidt hun er havnet på en lukket psykiatrisk afdeling, fordi hun har gjort noget kriminelt, er det fordi, at hun på grund af sin sygdom spejler sig i sine omgivelser. Og i dette tilfælde har det utrygge miljø været skadeligt for hendes behandling, vurderer hun:

”Når jeg er så sårbar og psykotisk, bliver jeg meget påvirket af mine omgivelser, og så er det i den grad også noget, der påvirker min behandling. Omgivelserne på den lukkede afdeling gør mig utryg, og det kommer på en eller anden måde også til udtryk i en utryghed og modvilje over for behandlingen,” siger hun og fortæller, at hun aldrig har fået det bedre, men tværtimod altid fået det værre af at være indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.

”Når man er på en lukket afdeling, er det enten fordi, man er til fare for sig selv, eller fordi man er til fare for andre. Når jeg ligger der, er det fordi, at jeg er til fare for mig selv. Og det sidste, man har behov for i den situation, er at være omringet af folk, der er til fare for andre,” siger Sofie Rosengren.