I Klampenborg nord for København ligger Schimmelmannsvej. Især to personer er kendt i Schimmelmann-familien: Faderen Heinrich Carl (1724-1782), som var købmand og krigsspekulant, og sønnen Ernst (1747-1831), som arvede forretningsimperiet og var i toppen af den danske magtelite på sin tid. Og så tog familien del i den transatlantiske slavehandel og var Danmarks ubetinget største slaveejer med omkring 1000 slaver på sine enorme plantager i Dansk Vestindien.
I søndags smed demonstranter i den engelske by Bristol en bronzestatue i havnen af slavehandleren Edward Colston, og mange andre britiske statuer er tilsvarende udset til at blive fjernet. Det sker som en del af de verdensomspændende demonstrationer mod racisme, som har fundet sted i kølvandet på George Floyds død i Minneapolis i USA.
Det er et dilemma, hvor megen offentlig hyldest, man kan tillade af personer, hvis engagement i racisme og undertrykkelse i dag anses for uacceptabel. Ikke mindst når datidens syn på disse spørgsmål var fundamentalt anderledes. Og familien Schimmelmann er et godt eksempel på dette dilemma.
Den var landets største slaveejer, men Ernst Schimmelmann var også manden, der betragtes som hovedmand bag forbuddet mod den transatlantiske slavehandel, som Danmark-Norge vedtog som den første nation i 1792. På én gang var Ernst Schimmelmann altså en fremsynet reformator, men i dag også Danmarks bedste eksempel på en undertrykker, påpeger Erik Gøbel, tidligere seniorforsker ved Rigsarkivet med særlig ekspertise inden for dansk kolonihistorie i Vestindien, og understreger, at den danske slavehandel var markant mindre end den, som blandt andet Edward Colston alene stod for.
”Hvis Danmark har et svar på Edward Colston, så er det familien Schimmelmann, og alligevel er der milevid forskel. For mens Colston i sit private firma førte i alt 100.000 slaver over Atlanten, så førte alle danskere, som var involveret i slavehandlen i en periode på 200-300 år, det samme antal over,” siger Erik Gøbel.
Han tilføjer, at i Bristol var slavehandlen et dominerende erhverv og havde en helt anden størrelse end i Danmark.
Og mens Colston handlede som privatperson i eget firma, foregik investeringer i slavehandlen herhjemme mest i halvofficielle handelskompagnier – og det deltog stort set alle i, som havde penge. For eksempel også professoren, oplysningsfilosoffen og komediedigteren Ludvig Holberg.
Ifølge Niklas Thode Jensen , historiker og seniorforsker ved Rigsarkivet, er der ikke i Danmark statuer af personer, der så direkte kan føres tilbage til slavehandel som Colston. Det var heller ikke direkte slavehandel, som skabte en formue for for eksempel handelsmanden Frédéric de Coninck.
”Det, som man i 1700-tallets Danmark tjente store penge på, var ikke slaver, men sukker. At sukkeret så var dyrket af slaver i kolonierne var en anden sag. Men hvis vi skal fjerne statuer og vejnavneskilte, som henviser til alle personer, der har aftaget varer fra plantagerne eller medvirket til at forsyne dem med for eksempel redskaber, er der til gengæld rigtig mange, der kan komme på tale. Skal man have ejet en plantage, for at det er problematisk, eller er det nok at have investeret i handelen?”, spørger Niklas Thode Jensen.
Han tilføjer, at hvis man skulle foretage en sådan revision af, hvem der må lægge navn til gader eller blive afbildet med statuer i det offentlige rum, ville det kræve grundig forskning i, hvad de pågældende personer helt konkret foretog sig.
Samtidig slår han dog fast, at der ikke er noget nyt og overraskende i, at et samfund løbende gen-overvejer sin egen historie og i den forbindelse overvejer, hvem man egentlig ønsker at hylde med statuer og vejnavne, for sådan har det altid været.
”Der er altid nogle dagsordener i nutiden, der er med til at afgøre, hvordan vi ser på tidligere tider. Og det officielle Danmarks stilling til slavehandel – og dermed vores blik på den del af fortiden – har ændret sig,” konstaterer han.
Ifølge Niklas Thode Jensens vurdering er kravet om et opgør med fortiden dog mindre i Danmark end i Storbritannien og Frankrig, hvilket hænger sammen med, at disse lande var langt større kolonimagter og har en langt større del af deres befolkning, som er sorte, hvis egen slægtshistorie går tilbage dertil. Danmark solgte derimod sin koloni i Vestindien til USA for 100 år siden, og derfor er koloni-bevidstheden mindre i Danmark.
Ifølge Gunvor Simonsen, lektor i historie ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet, er det imidlertid et spørgsmål på den gamle kolonitænknings præmisser, hvis man vil gøre antallet af slaver og antallet af sorte til målestok for, hvor mange fortidige synder et land har at reflektere over.
”Allerede i 1600-tallet diskuterede de europæiske magter indbyrdes, hvem der var værst. Man fortsætter et spor fra kolonitiden, når man vil måle. Danmark var et lille land, så vi var mindre involveret i slavehandel end Storbritannien. Men var vi også det målt i forhold til indbyggertal?”, spørger hun.
Gunvor Simonsen mener ikke, at man skal destruere alle statuer og levn fra en fortid, hvor menneske- og racesynet var et andet. Omvendt mener hun heller ikke, der vil gå nogen værdifuld forståelse af fortiden tabt, hvis man for eksempel omdøber Schimmelmannsvej i Klampenborg eller De Conincksvej i Holte i erkendelse af, at personerne, som lægger navne til vejene, blandt andet skabte deres formuer gennem slaveriet:
”Jeg mener personligt ikke, at man skal prøve at udslette fortiden, man det gør man heller ikke ved at tage nogle gadeskilte ned. Der er mange muligheder for at huske uden at hylde fortiden. Man kunne sætte et skilt op på De Conincksvej, som oplyser om, hvem han var. Og man kunne finde en anden vej i Holte og navngive den efter en af de slavegjorte afrikanere, som tjente som tyende i adelige husholdninger i Danmark i perioden.”