Af og til er det nemmest at tage et hensyn. Er man gift med en mand, der lider af angst for at handle, er det nærliggende at foretage indkøbene for ægtefællen. Lider ens partner af social fobi, er det måske bedst at melde afbud til familiefesten – og måske endda selv blive hjemme for at holde vedkommende med selskab. Lider ens kære af bekymringsangst, insisterer man måske på at lytte og anerkende problemet, hver gang bekymringen bliver udtalt. Der er bare et problem: Tager man et overdrevent hensyn til en person med angst, risikerer man ufrivilligt at fastholde personen i den fobi eller de bekymringer, vedkommende skal lære at tøjle.
”Mange pårørende tænker, at det er synd for den, der har angst, hvorfor de per automatik søger at skærme personen, så vedkommende undgår at blive konfronteret med de situationer, som trigger angsten. Selvom man handler i god tro, risikerer man som pårørende at tage et forkert hensyn, hvor man faktisk fastholder angsten i stedet for at afhjælpe den,” siger Marie Särs Andersen, daglig leder ved Angstforeningen.
Med støtte fra Sundhedsstyrelsen har foreningen netop søsat kampagnen ”Tag min hånd”, hvor pårørende til angstramte kan få vejledning til, hvordan de bedst muligt kan støtte deres nærmeste og hjælpe dem til at tøjle angsten.
Monika Anna Walczak, postdoc og viceleder ved Center for angst på institut for psykologi på Københavns Universitet, forsker blandt andet i forholdet mellem forældre og angstramte børn.
Her viser flere studier, at forældre spiller en afgørende rolle for at hjælpe et angstramt barn, men samtidig viser forskningen, at selvsamme forældre ofte havner i situationer, hvor de i praksis gør det modsatte af at hjælpe. For rammes et barn af angst, har forældrene ofte tendens til at blive overbeskyttende, således at barnet ikke udsættes for de situationer, der forårsager angsttilfælde. På den måde risikerer forældrene at opretholde angsten hos barnet i stedet for at opmuntre det til skridt for skridt at møde angsten, så det indser, at det, barnet er angst for, måske ikke er så farligt igen.
”Her kan man sagtens forestille sig, at det samme gør sig gældende i voksenrelationer. Her vil man ligeledes prøve at hjælpe ens kære ved at undgå angstfaktorer, selvom vi ved fra forskningen, at det er en af de primære fastholdelsesfaktorer for angstlidelser at skabe et miljø, hvor man aldrig konfronteres med angsten. Derudover vil en person, der er ramt af eksempelvis bekymringsangst ofte søge bekræftelse hos deres pårørende, og den bekræftelse kan også være med til at fastholde angsten, selvom den pårørende mener det godt. Som pårørende vil vi gøre vores kære komfortable. Hvad man ikke indser er, at man opretholder angsten,” siger Monika Anna Walczak.
Som psykolog har Carsten Juul i årevis behandlet mennesker med forskellige typer af angst, ligesom han har været i kontakt med hundredvis af pårørende. Han oplever ofte, at pårørende fortæller, at de har svært ved at finde ud af, hvordan de bedst muligt hjælper deres kære med at håndtere angstlidelsen. Det skyldes først og fremmest, at det i modsætning til fysiske sygdomme er svært at sætte sig i angstramtes sted. Som pårørende har man dybest set svært ved at forstå, hvorfor personen, man måske har levet sammen med i årevis, pludseligt er så plaget af bekymringer for eksempelvis at blive syg eller måske at miste sit arbejde. Det man i fagsprog kalder sygdomsangst og generaliseret angst.
”Som pårørende har man ofte lyst til at spørge ind og forsøge at forstå, og måske endda prøve at lege psykolog, men i de fleste tilfælde har man faktisk virkelig svært ved at hjælpe personen, hvor end man gerne vil. Som pårørende er det en svær opgave at lege psykolog, simpelthen fordi man er for tæt forbundet, og der er for mange følelser involveret i relationen. Som pårørende bliver man altså fanget i en situation, hvor man ikke rigtig kan hjælpe ligesom man heller i rigtig kan forstå problemet, og på sigt kan det skabe store frustrationen og skade relationen,” siger han.
Carsten Juul beskriver, hvordan man som pårørende ved bekymringsangst – som er det, flest mennesker lider af – risikerer at indtage rollen som en slags ”bekymringsslukker”, som den angstramte ofte vil søge trøst og anerkendelse i.
”Men hopper man som pårørende med på den galej, hvor man hele tiden beroliger og taler om bekymringerne, risikerer man for der første at den angstramte bekymrer sig mere og derudover, at personen skaber en form for afhængighed til at tale om sin bekymring. Den strategi hjælper ganske enkelt ikke en person med at slippe af med sine bekymringerne. Tværtimod gør det dem mere ude af stand til selv at styre bekymringerne.”
I stedet foreslår psykologen, at man lytter kortvarigt på bekymringen, for derefter at sige at man gerne vil tale om den og så aftale et tidspunkt for eksempel dagen efter.
”At udskyde tidspunktet for at bekymre sig, er netop en god middelvej, hvor man anerkender bekymringen, samtidig med at man flytter fokus fra den – og måske bliver det slet ikke nødvendigt at tale om angsten dagen efter” siger Carsten Juul.
I Angstforeningen mener daglig leder, Marie Särs Andersen, at det er på tide, at fokus ikke alene er på behandlingen af personen med angst, men også på den pårørende. For et overdrevet hensyn til et menneske med angst risikerer ikke alene at fastholde angsten. Som pårørende kan hensynet også få konsekvenser for en selv.
”Det er opslidende at tage et usundt hensyn. Nogle pårørende synes eksempelvis, det er svært at tillade sig selv at have det sjovt og gå i biografen eller se vennerne, når ens ægtefælle eller partner sidder derhjemme. Men det er vigtigt, at man som pårørende sørger for at få lavet nogle gode aftaler, så man har mulighed for at lade op. Når man lader op og får fornyet energi, hjælper det jo i sidste ende også den, der har angst,” siger hun.